Den 11. december bragte Politiken artiklen ”50’erne har ringet – de vil have deres regering tilbage”. Artiklen var et stort interview med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, og den var ledsaget af en nyhed på hendes bemærkninger om flygtningekvoter.
Men skribenten, Kristian Klarskov, havde slet ikke regnet med, at ét citat langt nede i teksten ville være det, der skabte storm de kommende uger.
I artiklen var Helle Thorning-Schmidt i et afsnit om lærerkonflikten i 2013 citeret for:
»Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i 1. maj.«
Netop det citat er blevet omdrejningspunkt for massiv debat. BT, Altinget, fagbladet Folkeskolen har skrevet om det. ‘Presselogen’ på TV 2 News og ‘Mennesker og Medier’ på P1 har diskuteret det. Fagbevægelsen – ikke mindst Danmarks Lærerforening – har skrevet debatindlæg om det.
Citatet blev nemlig af Politiken rettet to dage efter – den 13. december. Nu stod der:
»Da vi besluttede at afslutte lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i 1. maj.«
Klarskov: Jeg forstår godt, folk undrer sig
Politikens chefredaktion har forsvaret ændringen flere gange. Omvendt mener kritikerne, at Helle Thorning-Schmidt fik redigeringsret over avisen – og at der altså ikke var tale om at fjerne fejl og misforståelser.
”Vi har stor forståelse for, at kilder får artikler til gennemsyn, så faktuelle fejl kan blive rettet. Men i denne sag er der ikke tale om en faktuel fejl. Her er tale om, at journalisten på Politiken, som laver interviewet, oprindeligt citerer præcis det, som Helle Thorning-Schmidt har sagt. Og her er tale om, at Politikens chefredaktion og Læsernes Redaktør afgiver redigeringsretten til den tidligere statsminister, så hun kan slippe af sted med en bortforklaring,” skrev Bente Sorgenfrey, formand for FTF, og Anders Bondo Christensen , formand for Danmarks Lærerforening, i Politiken tirsdag i denne uge.
I midten står altså den garvede politiske reporter Kristian Klarskov.
»Jeg kan sådan set godt forstå, at folk undrer sig. Jeg har også talt ret åbent om det med kolleger, når de har spurgt. Men hvilken interesse skulle jeg dog have i at undertrykke det citat? Det kan jeg simpelthen ikke se. Hvorfor skulle jeg skjule det?« spørger han.
"Jeg er slet ikke opmærksom på den formulering"
Kristian Klarskov mener først og fremmest, sagen kan lære journalister at lytte godt efter. Her giver han sin oplevelse af forløbet.
Historien startede med, at Kristian Klarskov kontaktede Helle Thorning-Schmidt for at interviewe hende i anledning af, at hun fylder 50 år. Hun indvilgede i at stille op til et længere interview i London.
Kristian Klarskov havde en lang spørgeguide med i tasken. Som det fremgår af hans artikel, havde Thorning på forhånd frabedt sig en række emner:
»Jeg udtaler mig i øjeblikket ikke om Brexit, Labour, Trump, Clinton, socialdemokratisme i Europa, inklusive DK socialdemokrater. Men jeg vil rigtig gerne tale om Red Barnet, hvad jeg ellers går og laver, og hvordan jeg har det,« lød præmissen.
Lærerkonflikten var ikke på den forbudte liste, så den var med i Kristian Klarskovs spørgeguide. Men det var ikke spørgsmålet, om regeringen i virkeligheden stod bag lockouten, der var på blokken.
»Da jeg stiller spørgsmålet, handler det ikke direkte om lærerkonflikten. Hun har været en meget kritiseret politiker, og den 1. maj 2013, hvor der blev fløjtet og buhet af hende, var en kulmination. Jeg spørger, om hun er enig i, at den 1. maj 2013 var en kulmination på den kritik, da en stor gruppe mennesker buhede af hende. Hun siger ja, og så spørger jeg videre i den kontekst. Jeg er slet ikke opmærksom på den formulering, hun bruger om lockouten. Derfor findes der heller ingen opfølgende spørgsmål om det,« forklarer Kristian Klarskov.
Fik ikke rettet før publicering
Heller ikke da Kristian Klarskov kom hjem og skrev båndet ud, tænkte han over, at netop formuleringen om, hvem der besluttede lockouten, kunne blive en politisk bombe.
»Jeg dækkede selv lærerkonflikten dengang, så det undrer mig, at jeg ikke fangede den,« siger han.
Han sendte efter aftale interviewet til Helle Thorning-Schmidt, så hun kunne påpege eventuelle fejl og misforståelser inden publicering. Hun svarede med fem punkter fredag eftermiddag.
»Jeg er altid lidt spændt på, hvordan kilden reagerer. Er der syv arbejdstimer i at rette til? Men hun har kun fem punkter. Et af dem er, at hun citeres for at sige ”jo” lidt for mange gange. Et andet er, at hun gerne vil ændre det citat fra ”da vi besluttede lockouten” til ”da vi besluttede at afslutte lockouten”. Heller ikke her er jeg opmærksom på, at det kan være kontroversielt, og jeg svarer ”ingen problemer”,« forklarer Kristian Klarskov.
Og her skete en fejl. En lignende formulering blev brugt to gange, både i hans brødtekst og i citatet. Han rettede det i brødteksten, men overså det i selve Helle Thorning-Schmidts citat. Kristian Klarskov tænkte ikke mere over sagen. Interviewet og en afledt nyhed blev bragt søndag. Citatet om lockouten vakte straks harme i lærerkredse.
Djævlen ligger i detaljen
Det var først tirsdag, Kristian Klarskov indså, at han ikke havde fået rettet citatet, som han havde aftalt med Helle Thorning-Schmidt.
»Hun skriver til mig tirsdag og spørger, hvorfor jeg ikke har ændret citatet, som vi havde aftalt. Der går det op for mig. Jeg forklarer hende, at det er en fejl, og så retter vi det,« siger Kristian Klarskov.
Politiken markerede rettelsen med ordene:
"I en tidligere version var Helle Thorning-Schmidt citeret for, at hendes regering besluttede lockouten af lærerne. Der skulle have stået, at den besluttede at afslutte lockouten".
Både chefredaktionen og læserredaktør Bjarne Schilling har siden forsvaret rettelsen.
"Alle kilder skal have mulighed for at få at vide, hvad de bliver citeret for. Djævelen ligger i detaljen og i dette tilfælde i ordet afslutte. Det er derfor, vi giver mulighed for, at kilderne kan påpege misforståelser,” har chefredaktør Anne Mette Svane forklaret i fagbladet Folkeskolen.
Klarskov: Citatet kunne ikke bære en nyhed
Kristian Klarskov mener stadig i dag, det var rigtigt at foretage rettelsen.
Du skrev jo, hvad hun sagde. Var det rigtigt at acceptere at ændre til det, hun siger, at hun mener?
»Ja, i den givne situation. Men det er vigtigt at huske, at da jeg accepterede den citatændring, var der ingen opmærksomhed på det politisk kontroversielle i det.«
Hvis du havde været opmærksom på, hvor kontroversiel den ændring kunne være, havde du så accepteret den?
»Nu bevæger vi os over i, hvad jeg gætter på, der kunne være sket. For mig er det centrale spørgsmål: Kunne man på baggrund af det citat have skrevet en nyhed om, at Helle Thorning-Schmidt for første gang indrømmer, at regeringen besluttede lockouten? Det mener jeg på ingen måde. Det ville kræve et opfølgende spørgsmål, og de eksisterer ikke. Hvis jeg havde spurgt opfølgende, ved jeg ikke, hvad hun ville svare, men jeg vil tro, at hun ville rette sig selv. Men det er mine gæt, som ingen status har.«
Kristian Klarskov rejser selv spørgsmålet, hvad der mon ville være sket, hvis han fredag eftermiddag havde afvist at rette citatet, som Helle Thorning-Schmidt ønskede?
»Hun ville sikkert have accepteret det, men ønsket at tilføje, at der var tale om en fortalelse. Er det så nok til en nyhed om, at regeringen besluttede lockouten? Det mener jeg ikke.«
[quote:0]
Andre kan lære af forløbet
I debatindlægget i forgårs kritiserede Bente Sorgenfrey og Anders Bondo Christensen Politiken for at afgive redigeringsretten og gå videre end bare et citattjek for fejl og misforståelser.
Men Kristian Klarskov mener ikke, han afgav redigeringsretten.
»Det forudsætter jo, at jeg var opmærksom på, at det ville være politisk kontroversielt. Hvis Helle Thorning-Schmidt havde påvirket mig og forklaret ”det her er politisk problematisk”, og jeg havde sagt ”fint, det vil jeg gerne hjælpe dig med, så jeg retter citatet” – så var det et problem. Men jeg fangede det bare ikke. Sådan en situation tror jeg, de fleste journalister kan genkende. Når der ingen bagtanke var, synes jeg, sagen er ret banal journalistisk set.«
Kan andre journalister lære noget af det her forløb?
»Jeg tror, det vigtigste er at lytte godt efter, hvad kilden siger. Ofte er det sådan, at man spørger til én ting, men kilden svarer på noget andet, som man ikke er opmærksom på. Det tror jeg, mange journalister oplever, men så skal man huske at lytte,« siger Kristian Klarskov.
I dag fredag var sagen i ‘Mennesker og Medier’ på P1. Umiddelbart efter udsendelsen har chefredaktør Anne Mette Svane skrevet på Twitter, at Politiken gerne vil tilbyde Anders Bondo Christensen et interview om påstanden om, at regeringen stod bag lockouten.
@ANDERSBONDO @IRLKurtStrand Tak for debatten. @KKlarskov og jeg vil gerne følge op med PS-interview med Bondo om dokumentation for påstanden om aftalt spil. Næste uge?
— Anne Mette Svane (@amsvane) January 6, 2017
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sagen er klar: En avis som Politiken kan ikke på den ene side hylde folkeskolereformen ukritisk og 'religiøst' (to gange tilkendegivet på lederplads: reformen er »det bedste, der er sket i folkeskolen i 50 år«) og på den anden drive kritisk journalistik i forhold til reformen. Det vil være karrieremæssigt selvmord for en journalist at demaskere det vrøvl og de løgne, som chefredaktionen hylder.
"Men hvilken interesse skulle jeg dog have i at undertrykke det citat? Det kan jeg simpelthen ikke se. Hvorfor skulle jeg skjule det?« spørger han.
Kristian Klarskov - hvorfor gjorde du det så? Hvorfor indvilligede du i at ændre en korrekt, forståelig sætning - redeligt skrevet af fra båndet - til det rene nonsens? Til en sætning, der såvel grammatisk som indholdsmæssigt var uforståelig?
Da Helle Thorning bad om det, opfattede du så ikke, at den handlede om noget, der skulle skjules?
Og så spørger du os andre: Kunne man på baggrund af det citat have skrevet en nyhed om, at Helle Thorning-Schmidt for første gang indrømmer, at regeringen besluttede lockouten?
Ja, det kunne man godt. For det er det, hun gør. Med hensyn til dine tilføjelser om, at hun sikkert ville have accepteret, at det blev stående - men med en tilføjelse om, at det var en fortalelse - kan du så ikke se, at det kun og udelukkende ville have gjort det endnu mere morsomt?
Dagspressen er til for at kontrollere magthaverne - ikke for ydmygt at rette ind efter selv forhenværende magthavere. Det går over min forstand, at du vil være bekendt at bruge som undskyldning, at du slet ikke opfattede, at det var en kontroversiel udtalelse - sig mig, hvad opfattede du så egentlig, da du dækkede konflikten (jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad du skrev; men det siges jo, at du dækkede den)?
Du tog til England for at interviewe Helle Thorning - på trods af, at hun havde givet dig en alenlang liste over ting, hun ikke ville tale om; det blev accepteret. Så kom hun - sikkert ved en fejltagelse - til at sige noget interessant, én eneste interessant udtalelse i et langt, kedsommeligt feel-good interview; og du påstår, at du ikke opfattede det?
Og så rettede Politiken udtalelsen. I forsvarer det stadíg ... hvad kalder man den form for journalistik?
Journalisten opdager ikke det kontroversielle i Thornings svar, fordi det aldrig rigtig har interesseret Politikens redaktion, der forholdsvist bevidstløst har bakket Thornings/Corydons/Antorinis skolenedbrydende reform op. Må jeg foreslå, at journalister på Politiken henvender sig til SF's tidl. formand Annette Vilhelmsen, der var med i de centrale regeringsmøder, hvor lærerlockouten blev drøftet og strategien lagt? Måske kan hun bidrage med nye oplysninger og vinkler på sagen?
Det undrer mig, at han ikke reagerer på, at sætningen med rettelsen ikke længere giver mening...(?)
Det undrer egentlig ikke mig, at journalisten ikke 'fangede den'. De danske medier var fuldstændig ensporede i dækningen af lockout'en i 2013, og er det fortsat. Ingen journalister har gravet dybt i den her sag.
Flere