Information har lanceret en ny tænketank. De erstatter økonomer med læsere, der skal dele erfaringer frem for holdninger. »Vi vil væk fra holdningstyranniet og over til, at læserne fortæller det, de faktisk ved,« siger redaktionschef Nikolai Thyssen til Journalisten.dk. Læs her hvordan.

Dagbladet Information lancerede i lørdags en ny tænketank. Projektet har fået navnet 100dage – fordi tænketanken nedlægger sig selv om 100 dage. Samtidig vil Information overrække tænketankens konkrete forslag til politiske løsninger til den danske regering.

Information har lavet tænketanken af to årsager, fortæller redaktionschef for web og debat Nikolai Thyssen.

»For det første handler det om at tage konsekvensen af den indsigt, der har plaget medierne i mange år: Vores læsere er klogere end os. Det her er et reelt forsøg på at lade folk tale sammen uden de skel, vi plejer at sætte op – for eksempel med eksperterne i artiklen og læserne i kommentarfeltet,« siger han til Journalisten.dk.

»For det andet handler det om, at vi kan se, samfundet har nogle udfordringer, der er meget svære at finde svar på. I valgkampen kan vi se, hvordan debatten bliver polariseret, og nu under regeringsdannelsen stiger polariseringen åbenbart endnu mere. Her er det fedt at kunne bringe Ole Opfinder eller andre, der har konkret erfaring fra hverdagen, i spil. På den måde minder det slet ikke om en tænketank, fordi de normalt er kendetegnet ved, at du sætter nogle folk, ofte udannede økonomer eller cand.polit'er, i et lukket rum. Det her handler om at bryde tanken ned,« fortsætter han.

Ifølge Nikolai Thyssen er tænketanken en måde at lave journalistik på.

»En af de udfordringer, vi har taget op, er folkeskolens fremtid. Hvordan sikrer vi, at alle kan læse efter niende klasse? Vi tror på, at vi kan få nogle andre svar ved at lade eksperter, politikere og almindelige mennesker tale sammen. Det er en anden måde at bedrive journalistik på,« siger han. 

Formålet er altså at lade tænketanken blive en hybrid mellem læserindlæg og journalistisk indhold. Lignende projekter er set udenlands, blandt andet i USA. Konceptet, hvor læserne leverer indhold i store mængder, kaldes crowdsourcing.

»Formålet er at se, om vi i fællesskab kan formulere nogle løsninger nedefra. Et tænkt eksempel: Hvis vi i 00'erne havde lavet en boligtænketank, hvor der blandt andet sad en masse ejendomsmæglere, kunne vi så ikke med deres samlede viden forudse boligboblen, længe inden den brød sammen? Ejendomsmæglerne kunne netop hver især se, at priserne var helt skæve,« siger Nikolai Thyssen.

Hvorfor kalder du det for journalistik – og ikke eksempelvis et debatforum?

»Det vigtige er, at det ikke handler om holdninger. Jeg mener, det er utroligt spændende at stille et spørgsmål, man ikke plejer. Vi plejer at bede læserne komme med deres holdninger i kommentarfeltet. Men for eksempel Wikipedia har været rigtig gode til at spørge: Hvad ved du faktisk noget om? Det er det, vi gør her.«

Hvordan har I helt konkret bygget tænketanken op, så I får adgang til den viden?

»Selve platformen er bygget af det tyrkisk-danske firma WeDecide, der har som sit formål at få grupper til at træffe kloge beslutninger i fællesskab. Det er ikke så nemt, for der er ofte en nedadgående spiral i sådan nogle samtaler. Derfor har vi lavet en spilmekanik, der måske mest ligner et managerspil på nettet,« siger Nikolai Thyssen og fortsætter:

»Pointen er, at alle læserne kan investere i egne eller andres forslag. Hver uge går de tre projekter, der er investeret mest i, videre. Så skal de videreudvikles af fællesskabet. Efter endnu en uge stemmer man igen, og hvis et forslag bliver valgt, så bliver det lagt til hjørne og givet videre, når vi er færdige. Det er altså ikke sådan, at der sidder en direktør og vælger de bedste ideer.«

Nikolai Thyssen fortæller, at Information i første omgang har sat en fuldtidsansat af til journalistisk at indhente input til tænketanken.

»Han sidder og ringer til alle mulige mennesker, der måske har noget interessant at sige om det, vi diskuterer. Hvis vi diskuterer folkeskolen, kan det være, han ringer til 50 eller 100 skoler og spørger, ligesom han ringer til lærerforeningen og nogle politikere.«

Derudover håber Information, at nogle af resultaterne fra tænketanken kan bæres over i den trykte avis som journalistiske historier.

Hvilke faldgruber har du været mest nervøs for ved projektet?

»Hvis man skal tale om fællesskabets viden, så kræver det jo et fællesskab med en vis bredde. Jeg frygtede, før vi gik i luften, at en meget lille gruppe af meget aktivistiske mennesker kunne kapre debatten. Man er jo sårbar, når man beder mennesker, man ikke ser i øjnene, være hovedaktører. Men allerede mandag morgen var der 300 aktive bidragydere, så nu er jeg mere rolig.«

En anden overvejelse for Thyssen og Information var, hvordan avisen kunne lancere projektet på en troværdig måde.

»Vi er simpelthen for smalt et medie til at sige, at 'det er danskernes tænketank'. Det er jo stadig kredsen af folk omkring Information, vi rekrutterer i, og ikke alle danskere. Det handlede om at finde et navn, der præsenterer projektet nogenlunde ærligt.«

Er du ikke nervøs for, at der allerede er tænketanke nok i Danmark?

»Nej, egentlig ikke. Det her er i virkeligheden en udfordring af, hvad en tænketank er. Målet er at finde brede løsninger baseret på læsernes egne erfaringer.«

Hvis det viser sig at gå strålende efter 100 dage, kan I så finde på at forlænge tænketankens levetid?

»Tænketanken i det format fortsætter ikke, men mange af grebene til at kommunikere med vores læsere vil fortsætte. Hvis du nu fremadrettet forestiller dig, at vi sætter en sag i gang om folkeskolen, så kan det være, vi fremover fjerner kommentarfeltet. I stedet indsætter vi en lille formular, du kan udfylde, men kun hvis du er elev, lærer eller har anden konkret erfaring med folkeskolen. I stedet for din mening skriver du, hvad din erfaring er. Vi vil væk fra holdningstyranniet og over til, at læserne fortæller det, de faktisk ved.«