Et nyt speciale fra Århus Universitet påviser sjusk med klimanyhederne i danske dagblade (Rettet).
Det er sjusk og ikke sensationslyst, når danske medier laver fejl i artikler om ny klimaforskning. Sådan lyder en af konklusionerne i Gunver Lystbæk Vestergårds speciale i journalistik fra Århus Universitet. Det skriver Videnskab.dk.
I sit speciale har Gunver Lystbæk Vestergård gennemgået 88 artikler fra dagbladene Jyllands-Posten, Politiken og Information i perioden 1997-2009. Hun fandt fejl og misforståelser i 46 af artiklerne. Men der er som regel tale om mindre fejl, for eksempel årstal og procentsatser.
»Massemedierne er traditionelt blevet anklaget for at "hype" videnskabelige udsagn, men mit speciale peger på, at når der sker fejl, er der oftest tale om sjusk frem for sensationslyst,« siger Gunver Lystbæk Vestergård til Videnskab.dk.
I 16 procent af artiklerne har der for eksempel sneget sig fejl ind, når journalisten skulle skrive oplysninger af.
»I 12 af artiklerne er der fejl i angivelsen af temperaturstigninger. Tre af stederne passer afvigelsen med forskellen på fahrenheit og celsius, og det tyder jo på, at fejlen er opstået, da journalisten citerede en amerikansk nyhedskilde,« siger Gunver Lystbæk Vestergård, der fik topkarakter for specialet.
Videnskab.dk skriver, at specialet ligger på linje med de seneste års forskning, der viser, at videnskabsnyheder indeholder mange faktuelle fejl, men at det kun sjældent er på grund sensationslyst og overdramatiseringer.
Gunver Lystbæk Vestergårds speciale er udgivet i tidsskriftet Journal of Science Communication, og du kan læse det her.
Rettet 8.48: Der var fejl i 46 af artiklerne, ikke 44 som vi før skrev.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Don't tell it, show it
44 ud af 88 ville have været halvdelen (overskriftens påstand).
46 ud af 88 er mere end halvdelen. Det var fejl nr. 2.
Der var fejl i 46 af nyhederne - ikke 44..