Herefter blev den omskrevet i artikelform af alverdens journalister – og den blev læst. Fra New York Times til Politiken var nyheden om onklen, som ingen kendte før hans død til trods for hans åbenbart meget høje position, en af de mest læste den uge. Nordkorea er en gave til journalister, for læserne elsker emnet.
 

Der er bare et problem: Stik imod god presseskik og almindelig journalistisk etik har vi bare een kilde på historier fra Nordkorea, og det er Nordkorea selv. Det er en partskilde. Vi har ikke de store muligheder for at verificere oplysningerne, og så reagerer vi ved at gå helt over i den anden grøft: Vi henter for eksempel kilder ind, der i enhver anden sammenhæng ikke ville være troværdige. Som da flagskibet ’Deadline’ dækkede onkel-likvideringen med en Sydkorea-ekspert, der baserede sin analyse på andenhåndskilder fra Kina. Øh?

Problemet er, at denne – tvungne – ensidige dækning, giver meget lidt indblik i Nordkorea som nation. Det betyder, at en rædselshistorie om henrettelsen af lederens onkel får lov at stå som karakteristisk for landet. Og når den gør det, så portrætterer den samtidig implicit den nordkoreanske befolkning som en hjernevasket grød uden ånd og selvstændig tanke. Det kan selvsagt ikke passe – vi har både øjenvidner derindefra, trods alt, vi har frafaldne nordkoreanere, og vi har helt konkrete enorme og meget ubehagelige fangelejre, hvor politiske dissidenter forsvinder hen.  Dem var der formentlig ikke brug for, hvis alle nordkoreanere vitterligt elskede Kim Jong-Un så højt, som styret selv påstår.

Og det er altså situationen. Landet er lukket, vi har næsten ingen kilder, og vi får nyheder fra et propagandaministerium, der udspyr anklager, påstande og indimellem indblik i en pærevælling – og så er vi overladt til selv at gætte, hvad der er fup, og hvad der er fakta. Det er selvsagt ikke ideelt, men hvad gør vi så? Hvordan dækker vi Nordkorea?

– Anya Palm, freelancejournalist