search

Alverdens medier bed på nordkoreansk hunde-historie

Den nordkoreanske præsidents onkel blev henrettet ved at blive fodret til 120 sultne hunde, skriver en række danske og internationale medier. Men den opsigtsvækkende historie er formentlig falsk. Kilden er en anonym person på et socialt medie. TV 2 og Metroxpress vil nu undersøge, om de skal rette

Historier fra Nordkorea, der kan lyde vanvittige, er ikke unormalt – men det vakte alligevel megen opsigt i sidste uge, da det kom frem, at præsident Kim Jong Uns onkel angiveligt var blevet spist af 120 hunde.

NBC, Fox News, Business Insider, Mx.dk, BNB, tv2.dk og en lang række andre medier beskrev alle historien, der stammer fra Wen Wei Po, et medie med base i Hong Kong. Historien blev publiceret den 12. december, men begyndte først at rulle i de udenlandske medier, da Singapores Straits Times den 24. december samlede historien op.

Men historien er med al sandsynlighed ikke sand. Det lader til, at Wen Wei Po baserer sin historie på et udsagn fra en bruger på et socialt medie, hvilket blogger Trevor Powell, der er opvokset i Taiwan, også skriver i et blogindlæg. Brugeren kalder sig Choi Seong-ho, og vedkommende påstår at være redaktør på en nordkoreansk avis, mens han studerer i Beijing.

Journalisten har fået Xing Li, der forsker i kinesiske forhold ved Aalborg Universitet, til at oversætte artiklen fra Wen Wei Po. Han siger, at artiklen ganske rigtigt tager udgangspunkt i Choi Seong-hos indlæg. Hvis man tager et kig på artiklen, kan man se, at den endda indledes med et screenshot af Choi Seong-hos post fra Tencent Weibo.

Choi Seong-hos profil er det bærende billede en karikatur af Kim Jong Un, der rækker fuckfinger. Choi Seong-ho, der er et pseudonym, har også tidligere skabt røre på et andet socialt medie, Sina Weibo. Om det er den samme person, der står bag, er ikke til at sige, men hverken profilen på Tencent Weibo eller Sina Weibo har bekendt kulør offentligt. I Want China Times blev profilen på Sina Weibo kaldt en "North Korean joker", mens Beijing Cream skrev:
"Meet Sina Weibo star Choi Seongho, a self-proclaimed North Korean patriot who just might be this country’s most brilliant satirist".

Sydkoreanske medier, der ellers skriver mange historier om Nordkorea, har ikke rørt historien. Det har affødt et blogindlæg fra Edward Wong og Choe Sang-Hun på New York Times' hjemmeside, hvor de to journalister kraftigt betvivler historien om hunde-henrettelsen.

En undersøgelse fra i sidste uge viser i øvrigt, at avisen Wen Wei Po bliver anset som et af de mindst troværdige medier i Hong Kong.

Tv2.dk: Rubrik er misvisende

En række medier citerede som nævnt historien. Et af dem er Tv2.dk, der brugte rubrikken: "Medie: Diktator-onkel blev fodret til sultne hunde".

Dan Rasmussen, der er redaktør på tv2.dk, erkender, at rubrikken kan opfattes misvisende.

»Vi bliver først senere klar over, at Wen Wei Po ikke er den mest troværdige kilde. Men vi tager også en række forbehold i artiklen, ligesom vi selv laver journalistik på det ved at interviewe en relevant ekspert. Men i bagklogskabens lys er rubrikken misvisende,« siger han.

»Vi udlægger det som et faktum, men det kan ikke bevises,« siger Dan Rasmussen, der nu vil overveje, om tv2.dk skal ændre rubrikken.

Mx.dk citerede også historien, der hedder "Grufuld død: Sultne hunde åd nordkoreansk onkel".

Chefredaktør Jonas Rathje siger, at det er lettere for den slags historier at slippe igennem, når de kommer langvejs fra.

»I den ideelle verden skulle vi have gået tilbage til hovedkilden. Virkeligheden på nettet i dag er, at det går rigtig stærkt. Der bliver skrevet af og planket, og bagsiden af medaljen er, at der indimellem kommer en svipser,« siger han.

Jonas Rathje siger, at man vil undersøge sagen, men ikke slette historien fra mx.dk.

»Men hvis vi finder, at historien ikke holder vand, så går vi ind i artiklen og forklarer, at vi er blevet gjort opmærksomme på det her,« siger han.

NBC, der var nogle af de første til at citere historien fra Straits Times, har ikke reageret på Journalistens henvendelse. Det har heller ikke den nordkoreanske ambassade i Sverige, som Journalisten kontaktede i fredags. Vi har også været i kontakt med Wen Wei Po, hvor chefredaktøren ikke var til at træffe. Vi afventer en kommentar fra BNB.

Kommentarer
2
Jan August Hillers
06.01.14 14:49
Negative historier om dem, vi
Negative historier om dem, vi ikke kan (skal kunne) lide, har klart en meget kortere vej til medierne - selv om de, som denne, nok er en satire netop for at påvise mekanismen.
Samme ukritiskhed finder vi ved positive historier om dem ,vi kan (skal kunne) lide.
Alle medier bør være opmærksomme på den mekanisme.
Fremhævet af Journalisten
Jørgen Arvid Lund Vinding
08.10.14 17:44
Precisely!
Precisely!
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen