Heartbeats efter corona-fyringer: Kulturministeren har glemt os

Heartbeats har fyret seks medarbejdere, og de resterende medarbejdere går ned i løn som følge af coronakrisen. ”Kulturministeren har i allerhøjeste grad sovet i timen og glemt medierne,” siger CEO Le Gammeltoft (Rettet kl. 15.15)

Coronakrisen er skyld i, at Heartbeats i går var nødsaget til at fyre seks medarbejdere fra onlinemediets lille redaktion.

Desuden er de øvrige medarbejdere gået med til en frivillig lønnedgang året ud. Hvor stor lønnedgangen bliver, er der ikke noget tal på endnu.

”Jeg er både ærgerlig og frustreret over situationen. Det har ikke været en nem beslutning at træffe, specielt når vi er et så lille tæt hold,” siger CEO Le Gammeltoft.

Le Gammeltoft fortæller, at de ansatte er præget af situationen og meget kede af det.

”Det er en svær tid at blive afskediget i. Det er jo ikke et marked, der er på vej op,” siger hun.

Fyringerne skyldes, at mediets økonomi er stærkt afhængig af kommercielle samarbejdspartnere, som i disse dage har svært ved at gennemføre projekter, og mediet kan allerede nu mærke en nedgang.

”Vi kan godt se, at der er tale om mere langsigtede forandringer, fordi vi går ind i en økonomisk krise. I sådan en situation er det udgifterne til markedsføring, der bliver skåret først,” siger hun.

Håbede på en hjælpepakke

Som CEO for et fem år gammelt onlinemedie har Le Gammeltoft tilbragt de sidste tre år på at kigge ind i diverse vækstscenarier for mediet og struktureret økonomien derefter.

”Det er vores best case-scenarie, der ryger på jorden nu. Jeg havde ikke forventet, at vi skulle fyre, mens vi var i vækst,” siger hun.

Ifølge hende har erhvervsministeren og statsministeren ikke taget højde for virksomheder som Heartbeats, der opererer ud fra en vækstmodel med forhøjede omkostninger.

Hun havde håbet, at en hjælpepakke ville redde Heartbeats.

”Vi har en finansminister og en erhvervsminister, der åbenbart ikke ved, hvad det vil sige at have en virksomhed i vækst, og kulturministeren har i allerhøjeste grad sovet i timen og glemt medierne, som er vanvittigt hårdt ramt,” siger hun og tilføjer:

”Der er virkelig ikke noget at komme efter for os, som skulle have fordoblet vores omsætning i år.”

Heartbeats er et online kulturmedie, der blev skabt af Le Gammeltoft i 2014. I efteråret 2019 købte Aller 80 procent af firmaet.

Heartbeats laver lyd, video og tekst om emner som musik, kultur og samfund. Derudover har de en egen 24-timers digital radiostation og indgik for nylig et samarbejde med podcast-platformen Podimo.

Rettet kl. 15.15: Vi skrev i en tidligere version af denne artikel, at medarbejderne ville gå 20 procent ned i løn, men det er rettet, da der endnu ikke er sat tal på, hvor stor lønnedgangen bliver.

2 Kommentarer

Rene Vig Hansen
1. APRIL 2020
De små? Er Heartbeats ikke 80% ejet af den mægtige Aller koncern?
Frederik Holgersen
31. MARTS 2020
Selvfølgelig har politikerne glemt de små, når nu de store står og råber og skriger på at få adgang til statskassen til gengæld for god omtale.
Hvad havde Le da seriøst troet?

Læs også

Altinget

Altinget nedlægger 22 stillinger på grund af corona

30. MARTS 2020
Berlingske Media

”Den mest ubehagelige fyringsrunde, jeg har oplevet”

30. MARTS 2020