Hans Pilgaard: Den Korte Radioavis opførte sig tarveligt

”De må lave al det sjov, de vil. Men det duer ikke, hvis seerne er i tvivl om, om det, der sker i programmet, er rigtigt eller sandt.” Sådan siger Hans Pilgaard om en optagelse af 'Hvem vil være millionær', som makkerparret bag satireprogrammet 'Den Korte Radioavis' spolerede

I september 2016 var Rasmus Bruun og Frederik Cilius fra 'Den Korte Radioavis' på Radio24syv gæster hos Hans Pilgaard i 'Hvem vil være millionær'. Men programmet blev aldrig sendt, fordi der undervejs opstod mistanke om snyd.

Frederik Cilius, der spiller rollen som den krasbørstige seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i Den Korte Radioavis, skriver i en besked til Journalisten, at der var tale om en uskyldig practical joke.

”Det resulterede i, at Hans Pilgaard og producenterne troede, at vi var udsendte af Mads Brügger, fordi han var i gang med at lave en dokumentarfilm om, hvor let det var at snyde i 'Hvem vil være millionær' – et 20 år gammelt tv-koncept,” skriver han.

Programmets mangeårige vært Hans Pilgaard fortæller:

”De møder op i studiet for at være med i 'Hvem vil være millionær', men i virkeligheden ville de åbenbart bare lave en prank,” siger Hans Pilgaard.

Speaker Allan i røret

Det var meningen, at gevinsten – det vil sige op til en million kroner – skulle gå til Kræftens Bekæmpelse.

Hans Pilgaard siger, at de to gæster i den varme stol på et tidspunkt havde behov for at ringe til en livline. De ønskede at ringe til en af cheferne på Radio24syv, Mads Brügger.

”Men det er en anden person fra 'Den Korte Radioavis', der tager telefonen, nemlig Speaker Allan – som jeg ikke kender,” fortæller Hans Pilgaard.

Speaker Allan lægger stemme til jinglen i 'Den Korte Radioavis', og han er desuden en af de faste karakterer i programmet. Han spilles af den aarhusianske komponist Allan Gravgaard Madsen. 

”Har de forsøgt at snyde?”

Det efterfølgende forløb er forvirrende, siger Hans Pilgaard.

Det viser sig nemlig, at Speaker Allan befinder sig i bygningen under optagelserne.

”Har de forsøgt at snyde? Speaker Allan har siddet i et rum, hvor han har haft frit udsyn til en tv-skærm – det vil sige, han har haft mulighed for at se det spørgsmål, han skulle svare på,” siger Hans Pilgaard.

De må gerne lave sjov

For holdet omkring 'Hvem vil være millionær' er det en alvorlig sag.

”Vi vil gerne konfrontere dem med, om de havde snydt eller ej. Men da vi vil snakke med dem, var de stukket af med halen mellem benene,” siger han.

Hans Pilgaard siger, at han intet har imod, at gæsterne er sjove.

”De må lave al det sjov, de vil. Men det duer ikke, hvis seerne er i tvivl om, om det, der sker i programmet, er rigtigt eller sandt,” siger han.

Indbildskhed og paranoia

Frederik Cilius mener, at produktionsholdet overreagerede.

Om reaktionen på deres indfald skriver Frederik Cilius:

”Det forklarer lidt om graden af indbildskhed og paranoia, der hersker på den produktion.”

Hans Pilgaard synes omvendt, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun opførte sig tarveligt.

”De skulle have taget det som mandfolk og sagt, at det var en joke, der mislykkedes,” siger han.

En joke, der gik galt

Programmet er aldrig blevet sendt, og dermed fik Kræftens Bekæmpelse heller ikke nogen penge.

”Jeg synes, det meste triste er, at Kræftens Bekæmpelse ikke kunne få pengene udbetalt, fordi vi måtte droppe programmet,” siger Hans Pilgaard.

I en artikel om episoden på Soundvenue.com erkender Frederik Cilius, at de prøvede at lave en joke, men det gik helt galt.

Rasmus Bruun fortæller, at han dagen efter optagelsen talte med Hans Pilgaard.

”Han var meget lettet bagefter, da han fandt ud af, at det ikke var vores mission at afsløre, hvor let det er at snyde i ’Hvem vil være millionær'?”

7 Kommentarer

Niels Poulsen
26. JANUAR 2018
Der mangler lidt kritisk
Der mangler lidt kritisk journalist her. Når Pilgaard synes, det er så trist, at Kræftens Bekæmpelse (der samlede 147 mio. kr. ind ved tv-showet i 2017), går glip af 50.000 kroner, var det på sin plads at spørge, om der var ikke var råd til at donere de småpenge alligevel. Det virker som om, at tristessen mere handler om, at hans program ikke forløb som planlagt.
Kim Bang-Sørensen
26. JANUAR 2018
De to satirikere ville også
De to satirikere ville også skænke deres præmie til Storebæltsbroen så 4000 bilister kunne køre gratis over men den idé blev også skudt ned af udsendelsesledelsen !
Christian Christensen
26. JANUAR 2018
Vi MÅ simpelthen få nogle
Vi MÅ simpelthen få nogle flere journalister på denne fagligt relevante sag og meget spændende! Der må være nogen, som meget roligt, meget fattet og meget afklaret kan afgøre, HVAD der er op og ned i den her sag.
Mads Svaneborg
26. JANUAR 2018
Hvad er det, som I ikke mener
Hvad er det, som I ikke mener, er fagligt relevant i denne historie?
Hvorfor passer den IKKE ind i journalisternes fagblad?
Arne Dalsten
26. JANUAR 2018
Det var dog imponerende!
Det var dog imponerende!

Flere