Over en halv million danskere ser hver uge med enten på tv eller nettet, når DR sender den 11. sæson af jagtprogrammet ’Nak & Æd’.

Det blev sendt for første gang i 2010, og ligesom nu var det også dengang med jæger og journalist Jørgen Skouboe og kok Nikolaj Kirk som værter. I hver udsendelse forsøger de at ”nakke” et bestemt dyr, som de derefter parterer, tilbereder og spiser.

For Jørgen Skouboe, der fik idéen til programmet, har det været en kæmpe overraskelse, at programmet er blevet den vedvarende succes, det er.

”Jeg synes, det er helt vildt, mand. Jeg kniber mig i armen over det,” siger han.

Her fortæller han om programmets tilblivelse, om at brænde helt sammen på Svalbard og om kammeratskabet bag ’Nak & Æd’.

Hvordan opstod idéen til programmet? 

”Det er en sjov, men også lidt lang historie. Nu får I den. Jeg skulle lave et program, der hed ’Jul i frilandshaven’. Jeg fik den idé, at vi skulle grille julemandens rensdyr, men der var ingen kok. Jeg kunne huske Nikolaj Kirk fra morgen-tv, og så spurgte jeg, om han ville være med, og hvad han skulle have for det. ”Ikke en skid, Jørgen,” svarede han. Der tænkte jeg: Han er fandme fed.

Vi lavede programmet. Han sagde, han ville lave den ondeste sovs på rensdyrets lever, og jeg sagde, ”jeg kan fandme ikke lide lever”. Men han havde en hel flaske portvin med til den, og så lavede vi den og fik et par bajere. Det var første gang, vi mødte hinanden.

14 dage senere sad jeg og tænkte, det var på tide, jeg kom ud af det havestof og ud i naturen. Der tænkte jeg på Nikolaj som kok og mig som jæger. Og så havde jeg titlen med det samme. ’Nak & Æd’. Det skulle være med en rygsæk og et lille telt, og i dag er det jo en kæmpe kassevogn og et stort telt. Jeg skrev en halv A4-side med konceptet, og det var starten på det hele.”

En yngre Jørgen Skouboe og en decideret ung Nikolaj Kirk i det allerførste afsnit af programmet i 2010. Foto: DR

Hvor lang tid gik der derfra, til det blev til virkelighed? 

”Der gik vel en tre år, vil jeg tro. Der var en dag en højtstående direktør i DR, der kom til Aarhus og foran 100 mennesker fortalte om fremtiden, og hvad der skulle ske. Og så sagde han, at vi får et nyt fyrtårn til DR 2, der hedder jagt og spis. Jeg havde intet fået at vide og tænkte: ”Sådan er det nogle gange, man tror, man er den eneste, der finder på noget, og så har nogle andre også fået samme idé.”

Så du tænkte simpelthen, at nogle andre skulle lave dit program?

”Ja. Jeg var lige henne og spørge redaktøren, hvad fanden sker der her. Men det viste sig, at det var ’Nak & Æd’, han talte om.”

Hvad var pointen med programmet? 

”Jeg drømte om at lave et anderledes jagtprogram, der ikke følger de gamle, danske jagttraditioner. Vi skal selvfølgelig ikke nedgøre dem, der står og blæser i horn, fælder en halv granskov og er klædt i fine klæder. Men det var ikke det, jeg ville vise. Jeg ville lave et program, hvor det ikke handler om trofæet, men om at få noget kød.

Jeg har været jæger, siden jeg var 10 år. Jeg er vokset op på landet og har et helt andet forhold til det end mennesker inde i byen. Det er en del af mit liv. At være i naturen, at opføre sig ordentligt og at spise det, man skyder.”

Hvad tror du, seerne kan lære af at se ’Nak & Æd’? 

”Ja, hvad fanden kan de lære. De kan lære noget om kammeratskab. Om naturen og at forholde sig til den. Og noget om at lære at spise vildt kød.”

Tror du, de lærer noget om respekt for naturen og at opføre sig ordentligt? 

”Jeg tror faktisk mest, det er noget andet, de tager med, når de ser det. Jeg har mødt en luftkaptajn, der ser det hele tiden, når han flyver. Der er børn, der ser det, selv mine egne børnebørn. Jeg tror mest, de får en stemning med fra det.

Der er mange programmer, som man kan kalde sådan noget ”godt det ikke er mig”-fjernsyn. Jeg tror, vi her er lykkedes med at lave ”gid det var mig”-fjernsyn. Det er det, jeg oplever, uden at jeg ved hvorfor.

Folk slapper af, når de ser det, og folk begynder selv at lege ’Nak & Æd’. Bare på deres egen måde. Både drenge og voksne mænd, der, som om de er 10 år igen, går ud i naturen. Nogle bare med en flitsbue, de selv har lavet.”

Nikolaj Kirk og du har været værter på det hele vejen. Hvordan du vil beskrive jeres dynamik som værter? 

”Det er fantastisk at have Nikolaj med. Han er den vilde, han er københavneren. Han er den unge, der kommer med nye idéer og forslag og trends til mig. Det kan jeg godt lide. Så kommer han og siger, nu skal vi lave kold kaffe, og jeg tænker, fuck din kolde kaffe, jeg er så ligeglad, men det er fedt og sjovt, og vi prøver det.

Alt, hvad han foreslår, siger jeg ja til. Og alt, hvad jeg foreslår, siger han ja til. Han kan køre tingene op på en måde, som en jyde slet ikke kunne finde på. Det er fantastisk sjovt. Han er en duracell-kanin, der bare fyrer den af, og han har også en kæmpe viden om mad og dyr og fugleliv.

Vi er to figurer. Ham den gamle og ham den vilde. Det tror jeg, folk godt kan lide.”

I har vel også haft en del skænderier? 

”Det er sjovt. Det er også sådan noget, en 8. klasse spørger om, hvis vi er ude og tale med dem: Bliver I aldrig uvenner? Og du kan ikke arbejde sammen i så mange år, uden at en af os oplever, at batterierne løber tør.

Ét eksempel, jeg kan nævne, var, da vi skulle på sæljagt på Svalbard. Der var isbjørne overalt, der er 3.000 af dem på øen. Vi var advaret, og fem mand deroppe skulle vi på skift holde os vågne og være på bjørnevagt døgnet rundt i 14 dage. Imens vi skulle producere, sove og spise.

Når Nikolaj skulle sidde derude med en riffel og holde vagt om natten, havde jeg det ikke fedt. Jeg kunne ikke sove, mit batteri gik ned, og så bliver jeg helt umulig. Jeg er ikke til at holde ud. Så er det heldigvis sådan, at vi kan gå lidt rundt om hinanden i en halv time. Ingen siger noget. Og så er der én af os, der siger, ”hvaa, jeg kan ikke finde mit tobak, kan jeg ikke låne noget af dig?” Og så er der ikke mere pis. Vi har aldrig snakket om, hvorfor det er sådan. Sådan er det bare. Vi behøver ikke snakke det hele igennem.”

Holdet bag ’Nak & Æd’, da det lykkedes dem at dræbe en sæl på en hård tur til Svalbard. Foto: DR

Oplever I nogensinde, at nogen bliver vrede over, at I slår dyr ihjel på tv? 

”Jeg har ikke. Det kan godt være, at nogle, også jægere, i starten peb over, at det hed ’Nak & Æd’. At nakke, det var sådan noget, rockere gjorde. Men i dag møder jeg kun jægere, der er vildt glade for programmet.

Vi får lov til at være os selv i programmet. Vi ryger, og vi får noget at drikke. Og der er ingen, der er sure.”

Det ser man ellers tit, når nogen slår dyr ihjel i medierne. Hvorfor tror du, at folk ikke bliver vrede? 

”Jeg ved det ikke. Det er også lidt underligt. Da Søren Ryge dræbte en due, var der stor ballade. Det har vi ikke været igennem.”

I har også det, der hedder et taberdyr, som I skal spise, hvis ikke I får jeres bytte. Hvad sker der egentlig med dem? 

”Det er dyr, som folk skyder og normalt bare smider i skraldeposen. Jeg tænkte: Lad os prøve at æde dem, hvis vi ikke får det, vi går efter. Tænk, hvis det smager godt, så kan vi lære danskerne at spise krager eller måger i stedet for at smide det ud.

Nikolaj plejer at få nogle af dem med hjem, og så prøver han at lave noget sjovt ud af dem. Og mange af dem tager jeg med hjem. Det hænder, at vi har et med ude et sted, hvor det er brandvarmt, og vi ikke kan fryse det ned. Efter fem dage er der ikke andet for end at grave dem ned.

Men vi har eksempelvis Nilgåsen. Den ligger på femte år i fryseren og har været med ude to gange. Jeg har en kæmpe dybfryser med dyrene ude i DR. Og langt de fleste ryger tilbage i den, indtil de forhåbentlig bliver spist en dag.”

Hvad er dine største oplevelser fra programmet? 

”Jeg har tænkt meget på, hvad det er. Hvad er det egentlig, jeg har oplevet i alle de år? Hvad har betydet noget for mig? Og det er slet ikke jagten, der er vigtigst. Det er heller ikke maden. Det er at møde alle de forskellige mennesker ude i verden, der slet ikke er som mig.

Der er eksempelvis Andy fra Florida. En rigtig redneck. Han var fuldstændig racist, den er ikke længere. Han havde 44 våben i skabet. Men på trods af det, gav han os et fantastisk indblik i sit liv og lod os bo på sin grund i USA. Ham tænker jeg på, hver gang der er en orkan dernede. Bare der ikke sker noget med manden.

Der var også en afrikansk fyr, der hjalp os i Mozambique. Han havde tre koner, og vi talte med ham om, hvordan kan købte dem. Vi stod med kæmpe ører. Så spurgte han, hvor mange koner Nikolaj og jeg havde. Én, kunne vi fortælle. Han havde lige så store ører, som vi havde.”

Mange kan nok også huske det øjeblik, hvor du har en falk, som flyver op og bliver slået ihjel af en lastbil – var det dit værste øjeblik? 

”Ja. Det var helt vanvittigt dumt. Folk over hele verden lavede pis med det. De syntes, det var fedt og grinede af det.

Vi havde det alle sammen frygteligt. Jeg stod med den lille falk på armen og spurgte opdrætteren, René, om han var sikker på, den skulle flyve, fordi vi var lige ved siden af en motorvej. Han siger så, ”du flyver”. Så skete det. Han havde badet og passet på den falk hver eneste dag. Han havde en kæmpe kærlighed til den fugl. Det var fandme hårdt for ham.

Jeg sagde, han måtte bestemme, om vi viste det. Men som han sagde: Det er det, der er sket. Det giver vores program troværdighed. Går noget i lort, så viser vi det.”

Hvad har du lært af at lave programmet i så mange år? 

”Jeg har lært noget om kammeratskab. Og samarbejde. Det er ikke kun i mit forhold til Nikolaj. Det er med hele redaktionen. Jeg er så afhængig af andre mennesker, når jeg laver programmet. Det har betydet så meget. Fotograferne er som regel de samme to. Vi har de samme mennesker omkring os hele tiden. Det har gjort, at vi har kunnet blive ved i så mange år.”

Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe maner ånder frem på en jagttur til Irland. Deres makkerskab er i centrum af programmet. Foto: DR

Nu har I været i luften i 10 år – vil I fortsætte med programmet? 

”Så længe DR vil have det, og så længe vi synes, det er sjovt, så bliver vi ved. Og så længe seerne gider se det. Når de ikke vil det mere, så gider DR nok heller ikke sende det.”