Hård kritik af TV-Avisens HPV-indslag: ”Et klassisk eksempel på falsk balance”

TV-Avisen får kritik fra flere eksperter for at sidestille dokumenteret videnskabelig viden med synsninger i et indslag om HPV-vaccine fredag aften. ”Der er nogle problemer i det indslag, vi får lavet,” erkender DR’s nyhedschef

”Det er et klassisk eksempel på falsk balance, hvor et medie insisterer på at belyse en bestemt sag ved at vælge nogle modpoler, som er helt forskellige i vægt, og som i øvrigt slet ikke kan stilles over for hinanden.”

Sådan lyder det fra direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz, som er harm over et nyhedsindslag i TV-Avisen fredag aften om HPV-vaccine.

”Det er i hvert fald ikke balanceret fra et objektivt videnskabeligt synspunkt. Så på den måde er det kritisabelt.”

Sådan siger Anders Hviid, professor ved Statens Serum Institut, der som den eneste ekspert medvirkede i tv-indslaget.

Sammen med kolleger på Statens Serum Institut står han bag en omfattende undersøgelse af mulige bivirkninger ved HPV-vaccinen, hvor 1,4 millioner danske kvinder i alderen 10-45 år er blevet fulgt i perioden 2007-2016. Undersøgelsens konklusion er klar: Der er ingen videnskabeligt beviselig sammenhæng mellem HPV-vaccinen og lidelser karakteriseret ved for eksempel hovedpine, træthed og ledsmerter, som vaccinen ellers har været under beskyldning for at give.

Alligevel bliver Anders Hviid i TV-Avisens indslag sat op over for en ung kvindelig case, der mener, at hun har varige bivirkninger af sin HPV-vaccine, og af formanden for Landsforeningen HPV-bivirkningsramte, der sår tvivl om kvaliteten af undersøgelsen fra Statens Serum Institut.

DR står fast på, at kildevalget til tv-indslaget var relevant, men erkender, at den samlede ’balance’ i indslaget ramte skævt.

”Der er nogle problemer i det indslag, vi får lavet,” siger nyhedschef Thomas Falbe.

Lægmand kritiserer forskning

Anders Hviid siger, at han blev ’overrasket’ over, at der var hele to kilder i TV-Avisens indslag, som var kritiske over for undersøgelsens konklusion. Og også over, hvordan formanden for Landsforeningen HPV-bivirkningsramte blev brugt i indslaget.

”Han udtaler sig om den forskningsmæssige kvalitet i studiet. Og det, han siger, får sådan set lov til at stå uimodsagt,” siger Anders Hviid.

Thomas Senderovitz fra Lægemiddelstyrelsen mener, balancen mellem lægevidenskab og følelser i indslaget er helt skævt.

”De tager en gigantisk undersøgelse og sætter den over for en enkelt pige og en formand for en meget lille patientforening, som kommunikerer følelser. Fra en public service-station er det meget kritisabel journalistik,” siger han.

Han mener, DR snubler i, hvad der er god videnskabsjournalistik.

”I politisk journalistik, en diskussion for eller imod topskat, der er det jo helt berettiget at sætte de to synspunkter over for hinanden. Men når vi snakker videnskabsjournalistik, så synes jeg ikke, det er i orden at tage solid dokumentation, som man nærmest har videnskabelig konsensus om, over for et andet synspunkt på den måde.”

Mistillid i befolkningen

Thomas Senderovitz frygter, tv-indslaget kan være med til at holde liv i en mistillid til HPV-vaccinen i befolkningen.

”Konsekvenserne kan blive, at der kommer mistillid i befolkningen til noget, som er videnskabeligt afklaret, og i værste fald at nogle unge mennesker ikke bliver vaccineret og får kræften,” siger han.

Anders Hviid mener, DR skulle have været ekstra forsigtig, fordi mediedækningen af HPV-vaccine har en særlig historik i Danmark: Efter en TV 2-dokumentar om HPV-vaccinen faldt andelen af vaccinerede piger således i en periode.

”De forældre, som er bekymrede og ikke rigtigt ved, hvordan vinden blæser med det her, står stadig usikre tilbage, fordi DR har valgt at lade døren stå lidt på klem i forhold til, om der er risici ved HPV-vaccinen,” siger Anders Hviid.

DR: Vores indslag rammer skævt

DR’s nyhedschef, Thomas Falbe, siger, at ’intentionen med indslaget ikke står mål med udførelsen af det’.

Ifølge Thomas Falbe var grunden til, at DR valgte at tage sagen op, at der netop er sået tvivl om HPV-vaccinen, og at den nye omfattende undersøgelse fra Statens Serum Institut skulle slå fast med syvtommersøm, at der ikke er grund til mistro til vaccinen.

”Derfor er det også relevant at høre dem som part, om der er noget, der har ændret sig, når nu der foreligger så grundig en undersøgelse,” siger Thomas Falbe.

Men i forhold til formanden for Landsforeningen af HPV-bivirkningsramte mener Thomas Falbe, at han skulle have været præsenteret anderledes.

”Det skulle have været italesat, at han har været med til at så tvivl om vaccinen hele vejen igennem,” siger nyhedschefen og fortsætter:

”Ligeledes er det et problem, at han ikke får et kritisk modspørgsmål i indslaget. Altså for eksempel, når så solid en undersøgelse ikke kan overbevise ham – hvad skal der så til for at overbevise ham om, at der ikke er forøget risiko ved at lade sig vaccinere for HPV.”

Handler om opfattelse

Thomas Falbe mener overordnet, at tv-indslaget samlet kan efterlade seeren med en tvivl om, om HPV-vaccinen nu er sikker nok.

”Det handler mere om opfattelse end om, hvad der egentlig bliver fortalt undervejs. Det er den samlede vægtning og præsentation og mangel på kritiske spørgsmål til formanden for patientforeningen, som gør, at jeg synes, vi ender med en gal balance,” siger han.

Thomas Falbe understreger i øvrigt, at al fremstilling af fakta i indslaget er korrekt.

”Det håber jeg naturligvis er udslagsgivende for de fleste. Altså, at der ikke er videnskabeligt belæg for at så tvivl om HPV-vaccinens sikkerhed.”

2 Kommentarer

David Wedege
8. SEPTEMBER 2020
Hvad er sikkert nok for Thomas Falbe?

Om disse persondatarige studier, skrev klinisk prof. v/SDU, Christine Stabell Benn, i december 2019: https://twitter.com/stabellbenn/status/1205418767708311553

"Registerstudierne viser, at vi ikke på populationsniveau kan se sammenhæng mellem HPV-vaccine og de undersøgte sygdomme/symptomer. Men det betyder ikke, at ingen piger blev syge af vaccinen. Det tror jeg heller ikke, at nogen af forskerne vil sige."

Det er langt fra den eneste kritik, som er i spil. Et kritisk dansk kommentarpapir har kritiseret patientsikkerheden: https://www.nature.com/articles/s41541-020-0202-9
Tommy P. Christensen
8. SEPTEMBER 2020
Igen kan man fundere over, hvordan man vægter brugen af sendetiden? Hvor mange sekunder tildeles sagens parter ?
David Wedege
7. SEPTEMBER 2020
Om persondatarige storundersøgelser, der ikke finder sammenhænge, siger Christine Stabell Benn 13. december på Twitter:

"Registerstudierne viser, at vi ikke på populationsniveau kan se sammenhæng mellem HPV-vaccine og de undersøgte sygdomme/symptomer. Men det betyder ikke, at ingen piger blev syge af vaccinen. Det tror jeg heller ikke, at nogen af forskerne vil sige."

https://twitter.com/StabellBenn/status/1205418767708311553

Der er vel ingen med forstand, der betvivler, at sjældne bivirkninger, som kan være alvorlige, er et veletableret fænomen i medicin.

Jeg har ikke set DR-indslaget og kan ikke tage stilling til indholdet, men det er ikke korrekt, at der ikke eksisterer en videnskabelig begrundet kritik af HPV-vaccinens godkendelse og frifindelse:

https://www.nature.com/articles/s41541-020-0202-9