Medier og journalister bør samarbejde på tværs af landegrænser om de gode historier.
Udsagnet er så indlysende, at det er svært at finde en debattør, som vil stå på det modsatte synspunkt. Alligevel er det transnationale samarbejde endnu forholdsvis begrænset.

Jeg tror ikke, at det skyldes mangel på lyst og vilje, snarere fastkørte rutiner og mangel på journalistiske netværk; mailadresser, ansigter, navne og mobilnumre. Men i en international hverdag har vi brug for at samle kræfterne for at få større muskler til at følge og afdække for eksempel finanskrisens spor lokalt og globalt.

Berlingskes gravegruppe har i flere år haft ambitionen om at arbejde tværnationalt, fordi "mennesker, virksomheder, regeringer tænker, handler og synder globalt". Derfor er det også skrevet direkte ind i målsætningen for gravegruppen i 2012, at den skal gennemføre mindst et internationalt graveprojekt.

Gravegruppen og jeg tog derfor også på den globale gravekonference i Ukraine i oktober 2011 for at skabe et større transnationalt netværk. Indtil videre forundersøger graverne et par projekter, som – forhåbentligt – kan forløses via et internationalt samarbejde i år.

Men lad mig komme med en bekendelse, som illustrerer, at vi trods gode viljer ikke altid husker at inddrage udenlandske kolleger. I slutningen af 2010 gav en god kilde mig et tip om, at en international udredning ville vise, at der – i hvert fald statistisk – var en sammenhæng mellem vaccination af børn mod H1N1, også kaldet svineinfluenza, og hjernelidelsen narkolepsi.

Jeg bad en af vores gravere om at dykke ned i historien, for her kunne vi måske afdække en international skandale og samarbejde med andre lande om afsløringen. Graveren vendte tilbage med beskeden om, at man ganske rigtigt havde fundet narkolepsi hos vaccinerede børn i blandt andet Sverige og Finland. Men det viste sig, at Danmark på grund af sin konservative strategi over for H1N1-vaccinationer lykkeligvis var gået fri.

Så historien havde ingen dansk forankring, hvilket er afgørende for, om vi vil afsætte to-tre mand i måneder.
Men vi begik to fejl: Sagen kom aldrig videre fra gravegruppen til den daglige nyhedsdækning på Berlingske – så vi kunne have været først med selve nyheden – og vi fik aldrig informeret vores kolleger i Sverige og Finland. Det burde vi have gjort bedre, og det ærgrer mig den dag i dag. Om ikke andet kunne jeg selv have ringet til en svensk chefredaktør-kollega og givet tippet videre.

Men vi tænker ikke altid på andet end vores eget rederi og den næste historie. Derfor denne generelle opfordring til at huske vores kolleger i andre lande, næste gang en sag løber ud over egne grænser. Vi står ikke i et konkurrenceforhold til dem – ligesom med vores gode nationale kolleger – og kan derfor trygt dele research og viden. Stort og småt. Det sker også, men ikke ofte.

På Berlingske har vi et fint samarbejde med Sydsvenskan og tippede dem for eksempel for et par uger siden om, at vi ville køre en almindelig, one shot-nyhed om, at sydsvenskerne foretrækker København frem for Stockholm. Ikke nogen epokegørende historie, og tippet tilførte ikke vores egen dækning en gevinst, men det satte alligevel lidt goodwill ind på vores konto hos vores svenske kolleger. Ellers er forudsætningen for et samarbejde normalt, at det skaber en win win-situation. Begge parter skal have tilført merværdi til egen dækning.

Forudsætningen er også, at historierne skal have relevans for vores egne læsere og en national forankring, fordi især gravejournalistik er dyr og tidskrævende.
Med transnationale historier er et samarbejde oplagt; her krydser historierne naturligt over landegrænser, såsom grænseoverskridende, organiseret kriminalitet.

Med parallelhistorier kan et samarbejde også være frugtbart. Den slags historier krydser ikke nødvendigvis grænserne fysisk, men foregår parallelt i flere lande på samme tid, som for eksempel historien om vaccinationerne mod H1N1. Men timingen i parallel-historierne er afgørende. For eksempel ville det være oplagt at samarbejde om bandekrig i Malmø, København og Oslo – bortset fra timingen; at de ikke blusser op på samme tidspunkt.

Tilbage er vel bare at ønske os alle held og lykke med et bedre samarbejde på tværs af landegrænserne i en globaliseret verden. Første skridt er at tage telefonen eller skrive en mail.

– Jens Grund, chefredaktør, berlingske