Kun få journalister opnår et så tæt forhold til deres kilder som tv-tilrettelæggere. Ofte bliver tilrettelæggerne kildernes fortrolige, hjælpere og venner – og de har svært ved at kappe forbindelsen, når optagelserne er slut. Ny bog af Jan Bacher Dirchsen belyser problemet.

FORTROLIG. I telefonen var Brians mor. I ni måneder havde tv-tilrettelægger Jan Bacher Dirchsen på tætteste hold fulgt hendes voksne søn Brian til en dokumentarudsendelse, der skulle sendes på TV 2. Brian blev kørt ned med 130 kilometer i timen. I begyndelsen kunne han kun gå med rollator, han havde svært ved at tale og tænke. På rehabiliteringscentret gik det fremad, men han blev aldrig den samme igen. Nu var Brians mor i røret. Programmet var klar til udsendelse – men hun kunne godt tænke sig, at Jan Bacher Dirchsen gik i byen med hendes søn – de fleste af hans mandevenner var nemlig forsvundet.

»Det var svært at sige nej. Brian og de andre medvirkende havde givet så meget af sig selv til programmet. Derfor skulle der betales tilbage, selv om vi egentlig var færdige med optagelserne,« siger Jan Bacher Dirchsen.

Dilemmaet er klassisk. Som andre tv-tilrettelæggere er Jan Bacher Dirchsen ofte sammen med sine kilder i uger eller måneder. Nogle gange år. Det skaber et stærkt bånd mellem tilrettelægger og medvirkende, som Jan Bacher Dirchsen beskriver i sin nye bog fra Forlaget Ajour, "Et spørgsmål om tillid – at lave tv med mennesker".

Bogen er sandsynligvis den første af sin slags i hele verden, og Jan Bacher Dirchsen har lavet den for at rejse en debat om forholdet mellem tilrettelæggere og medvirkende.
Ud over den hjerneskadede Brian har Jan Bacher Dirchsen blandt andet lavet dokumentarprogrammer om børn indlagt på psykiatrisk afdeling, mænd med dårlig sædkvalitet og syv sæsoner af TV 2's "Årgang 0".

Han siger, at tv-tilrettelæggernes fokus er den gode historie.
»Men vi er ikke uddannet til at håndtere alle de menneskelige ting, der følger med, når vi træder ud i virkeligheden. Hvis hovedfaget er at fortælle historier, burde bifaget være det psykologiske, der sker i relationerne mellem mennesker,« siger Jan Bacher Dirchsen, der mener, at for meget af arbejdet med det mellemmenneskelige er overladt til den enkelte tilrettelægger.
»Det er ofte alt for tilfældigt og lemfældigt.«

Konens smerte.
Brian var lykkeligt gift, da han blev kørt ned med 130 kilometer i timen. Gennem ni måneder fulgte Jan Bacher Dirchsen Brians genoptræning i TV 2-dokumentarprogrammet ”Tilbage Til Livet”. Brian endte med at få et job på deltid, men mistede konen. Den hjerneskadede hovedperson var faktisk forholdsvis nem at følge, siger Jan Bacher Dirchsen. Det var sværere med konen og datteren på tre år. »De havde en kæmpe sorg, som de slæbte rundt på.« – Foto: Per Frederik Skjold / Easy Film

En tv-tilrettelæggers opgave er ifølge Jan Bacher Dirchsen at "opbygge tillid på nul tid" og sætte sig ind i andre menneskers liv og bekymringer. Det betyder, at mange tv-tilrettelæggere kommer tæt på medvirkende i personlige kriser og dilemmaer. Alligevel holder de ofte oplevelserne for sig selv.
»Vi synes, vi er så professionelle, at vi kan håndtere det. Men vi bliver påvirket meget mere, end vi vil være ved.«

Selv har han oplevet, hvor meget det tynger at være vidne til andre menneskers modgang.
»Nogle gange kan jeg godt holde afstand til det. Andre gange er det så alvorligt, at jeg spekulerer på det hele tiden, når jeg falder i søvn, står under bruseren og er på vej på optagelse,« fortæller Jan Bacher Dirchsen.
Især de lange telefonsamtaler med medvirkende på alle tider af døgnet belaster.
»Det er hårdt, når man oplever, at der ikke er nogen åndehuller, hvor man kan være sig selv.«

Han har blandt andet oplevet, at familieidyllen i en af "Årgang 0"-familierne blev brudt, da faren fik en fængselsdom og røg i spjældet. Han har prøvet at lave tv med en kvinde, der blev slået af sin kæreste, en kvinde, der fik konstateret depression, og han har mødt en far, der misbrugte sin datter. Problemet er, at det stadig er et branchetabu at fortælle om, hvordan man som tilrettelægger bliver påvirket af de medvirkendes liv.

»Vi er i en freelancebaseret branche, hvor man skal være ovenpå. Du shopper hele tiden rundt mellem produktionsselskaberne, og dine kolleger er også konkurrenter. Den manglende samhørighed kan lægge en dæmper på lysten til at være åben om dine svagheder,« siger Jan Bacher Dirchsen, der foreslår, at uddannelsesstederne underviser mere i relationen til de medvirkende.
»Hvis vi var misbrugsbehandlere, socialrådgivere eller familiepsykologer, ville vi være klædt på til opgaven, men det er vi ikke,« siger Jan Bacher Dirchsen.

Jan Bacher Dirchsen har de senere år uddannet sig til psykoterapeut ved siden af tv-arbejdet. Han er begyndt at supervisere kolleger med vanskelige medvirkende på produktionsselskabet Eyeworks.
»I produktionsmiljøerne skal man ikke kun tale om det håndværksmæssige. Men også om det følelsesmæssige,« forklarer han.

Derfor besøger han og en kollega hvert år en børnepsykolog tilknyttet "Årgang 0" for at tale om de medvirkende.
»Hver gang går vi lettede derfra.«

Den professionelle lytter.
Tammie var en bramfri og charmerende pige med flere psykiatriske diagnoser. Under optagelserne af TV 2-programmet ”Tammie og drengene” fulgte Jan Bacher Dirchsen hende på børnepsykiatrisk afdeling og hjemme hos sin mor. Moren var meget påvirket af datterens situation. »Det snakkede vi meget sammen om, men jeg gik ikke over mine egne grænser, og hun havde andre at tale med end mig.« – foto: Thomas Marott/TV 2

Det var ved universitetet i Hull i England, at Jan Bacher Dirchsen blev uddannet til dokumentarfilminstruktør. Han kan huske, hvor fantastisk det var, første gang han som ung mand i tyverne fik lov til at komme indenfor i et engelsk hjem med sit kamera, og folk begyndte at fortælle om deres liv.
»Jeg var bare en grønskolling, men de fortalte mig ting, som mange af mine venner ikke ville have betroet mig,« siger Jan Bacher Dirchsen, der opdagede, at en dokumentar er et »carte blanche til at komme ind i folks liv og få dem til at fortælle om deres kerneproblemer«.

Som nyuddannet begyndte han for Easy Film blandt andet at lave "Biker Jens i USA" og "Anja og BS på afveje". I år 2002 fik han til opgave at følge den hjerneskadede asfaltarbejder Brian og hans familie.
Det blev et vendepunkt.
»Rejseprogrammerne med BS og Biker Jens handlede jo ikke om reelle problemer. Nu stod jeg pludselig med en hjerneskadet mand og hans kvinde i deres livs krise,« fortæller Jan Bacher Dirchsen om optagelserne, der strakte sig over ni måneder.

Faktisk var den hjerneskadede Brian forholdsvist nem at følge. Det var sværere med konen og datteren på tre år.
»De havde en kæmpe sorg, som de slæbte rundt på.«

Under optagelserne begyndte Jan Bacher Dirchsen og konen at tale i telefon sammen hver uge. Samtalerne blev mere og mere fortrolige og kom til at handle om konens forhold til svigerforældrene, hendes bekymring for datteren og mandens langsomme fremskridt.

Grænserne mellem tv-journalist, fortrolig og psykolog begyndte at flyde ud.
»Jeg ville opsøge det fortrolige rum, men fejlen var, at jeg ikke gjorde hende klart, at jeg ikke var hendes bedste ven,« siger Jan Bacher Dirchsen.
Under telefonsamtalerne sad han ofte og tog noter – måske var der noget af det, konen sagde, der kunne bruges i udsendelsen.
»Tv-tilrettelæggere kan være empatiske, lyttende og forstående. Men samtidig spørger man også hele tiden sig selv: "Hvad kan jeg bruge det til?" Når jeg snakkede med hende, var det ikke kun for at hjælpe hende bedst muligt, jeg havde også fokus på, hvad jeg kunne bruge og ikke bruge i programmet.«

I dag ville han have behandlet Brians kone anderledes.
»Jeg skulle have fortalt, at jeg var en fortrolig, men en professionel fortrolig. Det er kynisk, hvis tilrettelæggeren lader den medvirkende tro, at relationen er noget, den ikke er.«
Han begyndte at optræde som en privatpraktiserende behandler.
»Og jeg endte med et hjælpeprojekt, der lå langt ud over jobbet som tv-formidler.«
Desuden skulle han meget tydeligt have forklaret, at tv-optagelserne en dag var forbi.
»Vi fik ikke sat ord på det forløb, vi havde haft sammen. Hun accepterede modvilligt, at det var slut, og ringede aldrig.«

Det gode farvel.
Jan Bacher Dirchsen fulgte Stephanie og hendes familie til TV 2’s ”Årgang 0”. I begyndelsen var Stephanies forældre sammen, siden blev de skilt. Han fulgte familien i så mange år, at pigerne begyndte at kalde ham for ”fætter-tv”. Da han skulle i gang med de sidste optagelser, havde Jan på forhånd fortalt den store datter, Stephanie, at de skulle sige farvel. »Jeg havde jo været en del af familien lige så længe, hun kunne huske, og det var vigtigt at få det afsluttet ordentligt og præsentere hende for den nye tilrettelægger på projektet.« – foto: Thomas Marott/TV 2

Selv er Jan Bacher Dirchsen de senere år blevet mere opmærksom på negative konsekvenser ved at optræde på tv – ting, han tidligere tøvede med at sætte ord på, når han skulle overtale medvirkende til at stille op.

Dengang var skeptikerne nogle af de værste. I dag elsker han dem.
»Skeptikere er gode, fordi de formulerer bekymringer og sætter ord på det, andre ikke tør spørge om,« siger Jan Bacher Dirchsen, der mener, at eksponering i fjernsynet ikke nødvendigvis er godt for de medvirkende. Det interessante tv ligger nemlig ofte i de nedvirkendes personlige problemer og udfordringer. Og hvis en familie medvirker i en tv-dokumentar, bliver børnene for eksempel vidner til deres forældres bekymringer, uenigheder og skænderier, når de ser det færdige program.

»Det er ting, som børn almindeligvis ikke får at vide,« siger Jan Bacher Dirchsen, der mener, at tv-tilrettelæggere skal klæde de medvirkende bedre på.
»Tilrettelæggere skal spørge sig selv, hvor deres egen grænse går. Hvad vil jeg være med til? Kan jeg se mig selv i spejlet? Uanset om det er "Paradise Hotel", "Sunny Beach" eller en dokumentar, skal de medvirkende klædes ordentligt på.«

Jan Bacher Dirchsen bryder sig ikke om at kritisere kollegerne i branchen, men siger stilfærdigt:
»Hvis alle tilrettelæggere gjorde mere ud af at fortælle, hvordan spillereglerne er, ville de medvirkende ikke føle, at de slog sig på mediemaskinen.«

Blandt tv-tilrettelæggere er det ikke ualmindeligt at bevare kontakten til de medvirkende, selv om de egentlig ikke har lyst til det. Andre lover at "kigge forbi" uden at holde løftet.
»Der står mange kopper kold kaffe rundt omkring hos folk, jeg har lovet at besøge.«

Det er fint at bevare kontakten til de medvirkende, hvis det kan omdannes til et rigtigt venskab, siger Jan Bacher Dirchsen.
»Men ofte kan det ikke lade sig gøre. Hvis jeg skulle være venner med alle mine medvirkende, kunne jeg ikke lave andet,« siger Jan Bacher Dirchsen, der har lært, at det er bedre at sige ordentligt farvel end at lade døren stå halvt åben.

Tilbage i 2003 sluttede dokumentaren om den hjerneskadede Brian med, at han blev skilt fra konen. På de sidste billeder ser man Brian hjemme på sit gamle børneværelse i forældrenes hjem. Han er opsat på at finde et job på nedsat tid, men han har mistet sin familie, og de fleste venner er væk. Det var derfor, Brians mor spurgte Jan Bacher Dirchsen, om han havde lyst til at gå i byen med sønnen.
»Jeg kunne ikke andet end at sige ja. Jeg ringede til fotografen og lysmanden, der var søde nok til at tage med til Køge for at spise på en cafe og spille lidt billard.«

Hvordan var den aften?
»Min samvittighed havde det godt, men jeg behøvede ikke at gøre det, og det føltes meget påtaget.«

foto: Nicky Bonne

Hvordan tackler du svære medvirkende?

foto: Sand TV
Pernille Kaadekildeholm
Sand TV, tilrettelægger på blandt andet Kanal 4-serien "De Unge Mødre".

Jeg laver "De Unge Mødre" og er ekstremt tæt på de medvirkende. De ser mig som en veninde og en psykolog, de kan spørge til råds, når der er problemer i familien. Jeg holder meget af de medvirkende, jeg er på deres side, men jeg oplever ikke, at vi er kommet for tæt på hinanden endnu. Jeg har fra begyndelsen fortalt, at jeg laver tv, og jeg fører dem ikke bag lyset.

Jeg synes, det er vigtigt, at tv-tilrettelæggere diskuterer deres forhold til de medvirkende. Her på Sand TV gør vi det løbende på redaktionsmøderne. Det gælder især for serier som "De Unge Mødre", "Singleliv" og "Mig og Min Mor", hvor vi kommer meget tæt på.

foto: Julie Maj Andersen-Høyer
Thomas Grue
Tv-tilrettelægger på blandt andet "Ultimatum" på TV 2, en dokumentar, hvor fire voksne børn får deres 47-årige mor med alkoholproblemer i behandling.

Jeg kom meget tæt på hovedpersonen, og det er risikoen ved at blive 'embedded'. For moren blev jeg den nærværende samtalepartner, som hun havde savnet. Jeg fik så meget sympati for hende, at jeg indimellem følte, at det måske snarere var familien, der var på nakken af hende, end at hun havde et alkoholproblem. Hun drak i smug, når de andre ikke var til stede, og jeg måtte flere gange dagligt minde mig selv om, hvorfor jeg egentlig lavede optagelserne – at jeg var journalist, og at jeg også skulle filme de ting, der gjorde ondt. Optagelserne sluttede med, at hun gik i behandling. Jeg har snakket med hende nogle gange siden, fordi jeg gerne vil tale med hende, og fordi jeg har sympati for hende. Man kan ikke lave den slags programmer, hvis man ikke har sympati, men det er også der, risikoen ligger.

IND UNDER HUDEN
Stofmisbrug, børnehjem og nærdødsoplevelser.
Der er dagligt udsendelser på tv, hvor tilrettelæggerne kommer helt tæt på de medvirkende.

DR 1 – Kæft, trit og knus
DR har fulgt børnene på behandlingshjemmet Schuberts Minde gennem et halvt år. Camilla på 14 år har ikke boet hjemme, siden hun var syv. Marc er ny og har konstant en pædagog ved sin side.

DR 1 – Et liv uden stoffer
Pernille, Morten, Mette og Søren deltog for et år siden i et tv-eksperiment, hvor de skulle blive stoffri på 100 dage. Men hvad er der sket dem siden? DR Dokumentar følger fire unge i deres livs kamp.

TV 2- Tak fordi du reddede mit liv
Surferen Jesper var få sekunder fra at drukne. Havde det ikke været for hans ven Kim, var det sket. I dag skal han takke Kim for, at han satte sit eget liv på spil for at redde Jespers.

Kanal 4 – Mig og min mor
Programmet går tæt på det symbiotiske mor/datter-forhold mellem Malou Stella og mor Britta, der sammen med en række andre piger og deres mødre indtager skærmen. I mange mor/datter-forhold er løsrivelsesprocessen en langtrukken affære – for andre lykkes det aldrig.

Kanal 4 – Singleliv
Mitchel har taget sin bornholmske date Christoffer med i cirkus. Putte har igennem længere tid haft et stort ønske om at få lavet nye bryster. Og nu ser drømmen ud til at gå i opfyldelse.

Kanal 4 – De unge mødre
Fem dage efter fødslen kommer 16-årige Line hjem med sin nyfødte søn. De nybagte forældre er begge rygere, så ankomsten af en lille baby i huset skaber nogle udfordringer.

Listen omfatter programmer sendt på tv 10.-12. oktober. Den er ikke komplet.