Nu tre politianmeldelser i Waterfront-sagen

En tidligere medarbejder har anmeldt Waterfront for brud på brevhemmeligheden, efter at Waterfront-direktør videresendte intern mail fra konkurrerende firma. Sagen viser, at det kan være problematisk for medarbejdere at benytte private mailadresser i arbejdssammenhæng (Rettelse: Anmeldelse kommer fra tidligere medarbejder)

Politiet har modtaget sin tredje politianmeldelse i sagen om kommunikationsbureauet Waterfront.

En tidligere medarbejder har nemlig politianmeldt bureauet for et brud på brevhemmeligheden, fordi en mail fra De Konservative endte hos kommunikationsbureauet Waterfront. 24. januar politianmeldte Waterfront to tidligere medarbejdere for at have brudt brevhemmeligheden og skaffet sig adgang til fortroligt materiale. Dengang sagde Lars Poulsen til journalisten.dk, at det var Waterfront, som var sagens ofre på grund af medarbejdernes overtrædelse.

Sagen viser, at det kan være problematisk for medarbejdere at benytte private mailadresser i arbejdssammenhæng.

I op til et år efter at en medarbejder er stoppet, må arbejdsgiverne læse med på medarbejdernes mails. En tidligere Waterfront-rådgivers advokat siger efter politianmeldelsen, at man skal holde private og jobmails strengt adskilt.

I den aktuelle sag kunne dr.dk i går fortælle, at kommunikationsbureaet Waterfront har haft adgang til konkurrenten Dreyer+Kvetnys fortrolige korrespondance med partisekretæren for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg.

”Her er en intern mail"

I en mail til de Konservatives hovedbestyrelsesmedlem Daniel Rugholm med emnetitlen ”efterretningsvirksomhed” skriver Waterfronts direktør, Lars Poulsen, ifølge dr.dk:

”Her er en intern mail til Martin (partisekretær Martin Dahl, red.), som du ikke har fået. Så ved du, hvad vi er oppe imod, hvis du vil have dem til at standse processen og overveje et alternativ,” skriver Waterfront-direktøren ifølge DR.

Mailen blev sendt, 24 minutter efter at Jakob Dreyer fra Dreyer+Kvetny havde mailet det Konservative Folkeparti på Christiansborg og til den tidligere Waterfront-medarbejder Karsten Madsens private mail. Karsten Madsen, der er tidligere chefredaktør på blandt andet Berlingske Tidende, var Dreyer+Kvetnys konsulent på opgaven. Han var stoppet hos Waterfront, nogle måneder før han modtog mailen fra Dreyer+Kvetny.

Alle parter i sagen afviser ifølge dr.dk at have videresendt mailen til Waterfronts direktør, Lars Poulsen.

Læser med hos eks-medarbejdere

Lars Poulsen oplyser over for DR, at det er en del af Waterfronts personalepolitik, at virksomheden kan læse de ansattes mail – også efter at de er stoppet.

”Herved sikres det, at kundehenvendelser og andre firmarelevante henvendelser bliver læst og besvaret. Efter en periode vil medarbejderens postkasse, hvis denne er fratrådt, blive lukket,” skriver han blandt andet.

Karsten Madsens advokat, Snorre Andreas Kehler, siger til journalisten.dk, at han ikke ønsker at udtale sig om den konkrete sag. Man han siger generelt, at arbejdsgivere efter omstændighederne er berettiget til at læse mails, hvis man bruger en privat mail i forbindelse med sit arbejde og synkroniserer den med arbejdspladsen.

Datatilsynets regler for adgang til fratrådte medarbejderes e-mail-konto viser, at arbejdsgivere i en lang række tilfælde har lov til at kigge med i, hvad den tidligere ansatte modtager – i op til 12 måneder.

Ifølge reglerne må en arbejdsgiver ikke læse private e-mails. Men det er ofte svært at sondre mellem private og arbejdsrelaterede mails. Derfor er det ifølge advokat Snorre Andreas Kehler vigtigt at holde private mails og arbejdsmails adskilt.

»Hvis man har synkroniseret i en periode, skal man lukke for adgangen med det samme i tilfælde af uoverensstemmelser, eller man fratræder,« forklarer han.

(Rettelse: Journalisten.dk har i en tidligere version skrevet at De Konservative har politianmeldt Waterfront til politiet for brud på brevhemmeligheden. Dette er ikke korrekt. Anmeldelsen kommer fra en tidligere Waterfront-medarbejder.)

0 Kommentarer