Efter endnu en tvangsfjernelse af et barn forsvarer producenten bag 'De Unge Mødre' programmet. Vi laver det, folk gerne vil se, siger Kaare Sand.
23-årige Glennie Nørgaard blev den tredje deltager i programmet 'De Unge Mødre', der er kommet i problemer med forældremyndigheden over sit barn. Det sætter endnu en gang fokus på programmet, der har kørt i adskillige sæsoner og været en god forretning for produktionsselskabet Sand TV.
https://journalisten.dk/kaare-sand-scorer-millioner-pa-de-unge-modre
Ejeren af Sand TV, Kaare Sand, forsvarer programmet.
»I vores programmer har vi rundt regnet haft 60 medvirkende, hvoraf et par stykker så efterfølgende har fået tvangsfjernet deres børn, og det tal stemmer meget godt overens med resten af samfundet,« siger han til ekstrabladet.dk.
»Vi caster ikke bevidst efter deltagere fra lavere socialgrupper, men ofte efter historier med kant. Det vil sige, at vi vælger piger, der har en historie at fortælle, og som virker godt på tv, men vi kan jo ikke forudse om deres børn bliver tvangsfjernet, når vi starter optagelserne. Vi har jo også fulgt piger under deres graviditet, og der var det jo umuligt at forudse hvad der ville ske,« siger Kaare Sand.
Programmet er før blevet kritiseret for at give et forvrænget billede af virkeligheden ved kun at caste piger fra matchgruppe 4 og 5. Kaare Sand er blevet angrebet for at udstille deltagerne, der har det svært nok i forvejen.
Men programmet har også modtaget ros. Sidste år blev 'De Unge Mødre' nomineret til Advokatrådets Journalistpris for at sætte fokus på tvangsfjernelser.
»Vi laver, hvad folk gerne vil se. En god historie skal drives frem, og der skal være en konflikt. Den har vi,« siger Kaare Sand til ekstrabladet.dk.
Rettet 12/1: Før fremgik det, at Glennie Nørgaard havde fået tvangsfjernet sit barn – det er ikke korrekt. Det er derimod blevet afgjort, at barnet i fremtiden skal bo hos faderen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.