Frankrig forærer halv million avis-abonnementer til de unge

Knap en halv million avis-abonnementer foræres gratis til unge mellem 18 og 24 år for at fange nye læsere i Frankrig. Den enorme charmeoffensiv betales af staten og de franske aviser.

Knap en halv million avis-abonnementer foræres gratis til unge mellem 18 og 24 år for at fange nye læsere i Frankrig. Den enorme charmeoffensiv betales af staten og de franske aviser.

Hvordan får man unge til at læse aviser? Det har avisbranchen kæmpet med i lang tid, og nu har de taget et utraditionelt skridt i Frankrig. Det franske kulturministerium har besluttet at kaste mange millioner i at forære aviser væk ganske gratis.

Projektet koster i alt 15 millioner euro, cirka 112,5 millioner kroner. Halvdelen betales med skattekroner, den anden halvdel betales af udgiverne af franske aviser. Det skriver World Editors Forum.

Målgruppen er unge mellem 18 og 24 år – et segment, der skal læse flere aviser, hvis ikke branchen skal uddø, viser undersøgelser, der ligger til grund for satsningen.

I første omgang er 200.000 abonnementer på ét år blevet foræret væk ganske gratis. Hver avis bliver sendt til modtageren én gang om ugen.

I anden runde af projektet forbereder man at forære over 200.000 abonnementer mere væk. Men der er kommet for mange ansøgninger ind, så nogle unge ender alligevel med at blive skuffede.

62 vidt forskellige aviser er med i projektet, der er en del af en fransk redningsplan for avisbranchen. 

0 Kommentarer