Fra hovedopgave til breaking news: Vi stod pludselig med en historie, ingen andre havde

I går og i dag har to journaliststuderende sat et solidt aftryk på DR’s platforme med historien om en minkavler, som indsendte falske coronaprøver fra mink

Radio, tv og på nettet. De to nyuddannede journalister Simon Bojsen og Celine Kortsen fra DMJX sætter lige nu deres tydelige aftryk på nyhedsdagsordenen med deres hovedopgave om minkavlere.

Historierne på DR’s platforme handler om, at en af landets største minkavlere, Niels Christian Poulsen, har brugt en ”kreativ måde”, når han skulle tage coronatests på afdøde mink. Han valgte nemlig mink, som efter al sandsynlighed ikke var smittede.

I efteråret kunne minkavlerne i modsætning til i dag se frem til en større sum penge fra staten, såfremt dyrene ikke havde corona.

Minkavleren afviser, at det var bevidst, men erkender, at der kan være sket fejl.

Ned i fryseren

Celine Kortsen fortæller, at hovedopgaven, der var ment til radio, egentlig skulle handle om minkavlernes identitetstab, når de måtte sige farvel til deres livsgrundlag. Men da de talte med minkavleren og hans samarbejdspartner, gav de nogle kryptiske svar.

”Da jeg spørger, om det er raske mink, de har, lyder svaret, at det kan de ikke vide. Og så går det op for os, at der er noget strategi og taktik i deres måde at svare på,” siger Celine Kortsen.

Samarbejdspartneren fortæller derefter, at dykker han dybt ned i fryseren, når han skal teste mink, så kan han tage en død mink, som han ved ikke har corona, og tage testen på den.

Bagefter bekræftede minkavleren, at det var sådan, det foregik.

”Jeg tænkte, at det var vildt. Vi stod pludselig med en historie, ingen andre havde. Det virkede helt vildt, at det var sådan, det foregik,” siger Celine Kortsen.

45 timers råbånd

De lavede i alt 45 timers råoptagelser, som er transkriberet ud på 300 sider. Og det er det arbejde, som har dannet grundlag for DR-historierne.  I går var den hovedhistorien i TV Avisen klokken 21, og i dag kører den i radioen og på nettet.

Hun og Simon Bojsen er tilfredse med den måde, de er krediteret for historien. I TV Avisen blev de krediteret for optagelserne, og på nettet fremgår det, at historien tager udgangspunkt i deres research.

”Jeg synes, det virker fint. Det er jo ikke os, der har talt med eksperterne. Det har DR. Så længe vi er nævnt ved navn, er det fint.”

 

0 Kommentarer

Læs også

<span class=I et nedlukket Nordjylland knokler medierne videre: Vi har aldrig været vigtigere">

I et nedlukket Nordjylland knokler medierne videre: Vi har aldrig været vigtigere

10. NOVEMBER 2020
Derfor får Mette Frederiksens besøg på minkfarm en blandet modtagelse

Derfor får Mette Frederiksens besøg på minkfarm en blandet modtagelse

27. NOVEMBER 2020