search

Fotoudfordring

Journalisten bad tre fotografer levere to billeder til konkrete journalistiske opgaver i dette nummer: »Et, hvor du laver det mest objektive billede, du overhovedet kan, af historien/casen/situationen,« og: »Et, hvor du iscenesætter og/eller manipulerer til der, hvor du synes grænsen går inden for iscenesat, manipuleret, subjektivt fotografi.«

Journalisten bad tre fotografer levere to billeder til konkrete journalistiske opgaver i dette nummer: »Et, hvor du laver det mest objektive billede, du overhovedet kan, af historien/casen/situationen,« og: »Et, hvor du iscenesætter og/eller manipulerer til der, hvor du synes grænsen går inden for iscenesat, manipuleret, subjektivt fotografi.«

Fotograf Thomas Nielsen blev en omdiskuteret mand, da hans fotos fra Mændenes Hjem blev afvist ved Årets Pressefoto, fordi han havde lukket lyset ned i hjørnerne. Debatten var voldsom. Var det Photoshop? Nej! sagde han – det er et paprør på blitzen! Jamen, hvad må vi, og hvad må vi ikke?

Nu har Thomas Nielsen fået andet at tænke på. Journalisten har givet en række fotografer en udfordring: De skulle levere deres henholdsvis mest objektive og mest grænsesøgende – men ikke grænseoverskridende – fotos til en given opgave. Nogle har sagt nej. Tre har sagt ja. Blandt andre Thomas Nielsen. Han har tænkt over opgaven i flere dage. Hele weekenden faktisk.
»I har jo opfordret os til at gå til grænsen. Jeg har ofte ideer, som går over grænsen, bare en lille smule, men som også har det lille glimt i øjet, som kommunikerer sagen bedre. Men med Lisbeth Knudsen, en stor erhvervsleder …«

Journalistens mission er at vise, hvordan forskellige fotografer fortolker spændvidden for det acceptable. Når nogle fotos, som i Årets Pressefoto, er på den forkerte side af grænsen, må der jo findes en grænse. Men hvor den går, står stadig ikke klart.

Der er fire timer, til du skal fotografere Lisbeth Knudsen. Hvad forestiller du dig at gøre med det objektive?
»Mit objektive billede bliver at aflevere et kontaktark.«

Og dit subjektive bud?
»Hvis hun vil være med, så …«

Thomas Nielsens forestilling om en subjektiv ide er en fortolkning af fotografen Albert Watsons billede "Golden boy". Motivet er en helt ung dreng, som fotografen har sprayet og malet bronzegylden i hår og ansigt.
»Jeg vil forgylde Lisbeth Knudsen; det var min første ide. Men jeg tør nok ikke spørge hende!«

Men én ting er sikker – selve filmvalget bliver udtryk for et stærkt subjektivt valg:
»Jeg vil lave det på Kodak Diasfilm 1600, meget grynet, for de er lige sat helt ud af produktion og findes ikke mere. Jeg har selv nogle fra 2005 liggende i min skuffe; farverne er nok skredet helt: Et dødt medie med forkerte farver. Det er da subjektivt. Synes jeg.«

Thomas Nielsen fik ret – han turde ikke spørge Lisbeth Knudsen om guldsprayen. Den blev i lommen.
»Jeg tænkte på at vise hende den, da vi var færdige. Men hun var allerede i gang med at forberede notater til næste møde.«


Peter Helles Eriksen skulle tage to billeder til illustration af en artikel om fremgangen på Helsingør Dagblad.

»Jeg har valgt at sende det samme billede ind to gange. Det er altså det samme billede, der både er mit mest objektive og det mest subjektive. Det er ikke for at være flabet. Jeg mener rent faktisk, at det samme billede to gange giver mest mening.«

»Der er en påstand i debatten, der siger, at et billede, hvor fotografen bevidst tilføjer lag, er mindre objektivt end et billede, hvor der ikke er tilføjet lag. Men jeg synes ikke, at det giver mening. Lige meget hvad vi gør, tilføjer vi lag, da vi bevidst eller ubevidst projicerer os selv ind i fotografiet. Om det er familien, der står foran juletræet og smiler, eller Mads Nissens vinderbillede fra Årets Pressefoto, er der tilføjet udtryk, stemning, myte eller noget helt fjerde. Familien tilføjer den positive historie om sig selv, Mads Nissen den religiøse lidelseshistorie til motivet. Hvor god man er til at bruge lagene eller virkemidlerne afgør, hvor meget kontrol man har over fortællingen.«

»Men det er et objekt, jeg har fotograferet, og beskueren kan se objektet. Personen (journalist Kenn Andersen) fremstår med et væld af detaljer, som vi selv kender fra virkeligheden; skjorte, pibe, hud, hår, øjne, næse og så videre. Derfor er det mit mest objektive billede.«

»På den anden side har jeg valgt at oplyse hele lokalet med indirekte flash for at fremhæve så mange detaljer som muligt. Det får personen på billedet til at fremstå meget konkret. Desuden har jeg bedt Kenn om at posere på en bestemt måde. Hertil kommer en masse lag, som jeg ikke kunne kontrollere. Min egen følelsesmæssige tilstand, min kildes tilstand, stemningen i rummet og så videre. Derfor er billedet det mest subjektive, jeg kunne lave.«


Jonas Pryner andersen skulle tage to billeder af Thomas Blachman til en artikel om tv-
succesen X Factor.

»Billedet, hvor Thomas Blachman sidder med sin computer, er det mest objektive. Det skyldes, at jeg ikke har bedt ham om det. Det valgte han selv at gøre. Han satte sig bare med computeren med musik på.«
»Men det er lidt idiotisk at tale om objektivitet, når det er et portræt; jeg er ikke interesseret i at være objektiv. Det handler om at videregive en oplevelse. Jeg prøver ikke at være objektiv. Jeg viser jo mig selv gennem ham.«

»Billedet her er subjektivt, for det er mig, der har sat ham sådan. Når noget fanger mit øje, er det det, vi arbejder med. Det kan godt være, at han er med til at skabe det endelige billede, men jeg har bestemt over det.«

»Men set ved siden af hinanden er de to billeder hverken mere eller mindre objektive eller subjektive. I reportagen skal man da søge det objektive, men det er mig, der ultimativt bestemmer, hvordan historien skal fortolkes. Også selv om han selv bestemmer, hvor han sidder.«


Thomas Nielsen skulle tage to billeder af Lisbeth Knudsen til en artikel om chefers lønfremgang.

»Mit mest objektive bud er kontaktarket. De mange klip giver beskueren lov til at foretage det valg, fotografen ellers ville foretage. Jeg har taget en hel film, hvor jeg ikke tænker over at hive mine egne æstetiske instanser ned over det, jeg ser gennem søgeren. Hvor det er helt rent. Så kan beskueren selv lægge sine værdier ned over.«

»Men om det ville være objektivt og acceptabelt i forhold til Årets Pressefoto, det ved jeg ikke. Det har jeg ikke lige tænkt over. Det tænker jeg normalt slet ikke over.«
»Det mest subjektive. Jeg turde altså ikke bruge den guldspray, jeg havde i lommen … Jeg brugte et meget spotagtigt teaterlys, hvor hun kører hånden gennem håret. Det repræsenterer ikke tid og sted. Det er mit subjektive valg af optageforhold og lys.«

»Vi talte om, at hun kørte hånden gennem håret. Hun fortalte, at det gjorde hun flere gange om dagen. Og det fik jeg hende til at gøre. Bevægelsen er personlig, den viser lidt forfængelighed, den ville jeg gerne fange. Den afmonterer chefen i hende – for mig. Det er min subjektive tolkning af hende.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen