I årtier har han været kendt som en dansk mester ud i det iscenesatte portrætfotografi. Men på fredag har Per Morten Abrahamsen fernisering på en udstilling, der for en gangs skyld handler om ham selv.

Fotografen udstiller et projekt med iscenesatte fotografier taget ved den samme sø på Amager Fælled gennem ét år.

Her har han famlet efter rødderne til den, han er blevet, i skyggen af en opvækst, der handlede meget om at vinde kærligheden fra en far, der aldrig gav den helt.

»Historien er stemningen omkring det her komplicerede forhold til min far. Jeg havde altid dette barnagtige håb om at blive elsket og set. Jeg tror, mange voksne har den slags skrammer fra ting, der ikke var så gode i deres barndom, men som de aldrig har fået bearbejdet,« siger han.

Stedet

For 57-årige Per Morten Abrahamsen blev selvransagelsen sat i gang, da faderen døde for tre år siden.

I mere end et dusin år har fotografen haft atelier på Islands Brygge. Derfra er han ofte søgt mod Amager Fælled, for at fotografere og for at reflektere.

Og derude fandt han stedet, der blev rammen om en rejse ind og tilbage: En sø i fælledens fjerne ende, med ro og siv og træer.

»Jeg har gået derude og syntes, det var rigtigt at gøre det der. Også fordi det minder om de steder, jeg har gået som barn, og hvor jeg havde de følelser, billederne beskriver, ude ved Mølleåen, hvor jeg er vokset op,« siger Per Morten Abrahamsen.

Faderen

Barndommens afgørende følelse var og er en klassiker: Per Morten Abrahamsen følte, at de ydre præstationer var den eneste vej til faderens hjerte.  

I det regnskab høstede han dårlige point, da han var sen til at læse. Han kom omvendt i plus, da han fik sin første udstilling, der blev anmeldt godt.

»Han så ikke mig, men en søn, som han vejede og vurderede i forhold til, hvad han kunne bruge mig til. Man får et forkvaklet forhold til sig selv og alle andre, når man ikke har fået en grundlæggende tro på sin egen værdi. Helt til han døde, higede jeg efter den omfavnelse, jeg aldrig fik,« siger Per Morten Abrahamsen.

Billederne afspejler svigtet, savnet og barnets stræben.

På ét billede skubber et menneske en anden ud i søen. På et andet står en pige, nøgen, foran en stor gruppe. Men hun bliver ikke set, for de har bind for øjnene: »Hun kunne jo også være en dreng,« lader Per Morten Abrahamsen ane om en ilde sløret symbolik.

Men billederne er også smukke. Og skønheden kan være et tegn på heling i forhold til den far, et af fotokunstens enfant terribles ellers altid har arbejdet imod:

»Mit fotografi har altid været meget retningsmodsat. Jeg har forsøgt at gå op imod trends og lave mit eget. Min far repræsenterede det konservative og smukke. Nu har jeg endelig, hvor han er død, lavet noget, der på en eller anden måde er smukt,« funderer Per Morten Abrahamsen.

Tabuet

Følelserne har ikke været lette at iscenesætte. Endnu sværere er de at offentliggøre.

Faktisk skulle udstillingen allerede have været på i efteråret, men blev udsat. Det er kun få uger siden, Per Morten Abrahamsen fortalte sin hustru, hvad der egentlig lå til grund for det projekt, han gik og tumlede med derude på fælleden.

Det er der flere grunde til. Den første er følelsen af at overskride en hellig grænse for, hvorvidt en mand bør forske i følelser – og lægge dem blot:

»Det er jo ikke særlig mandigt at tale om den slags. Det har været tabu for mig, at jeg gik og rodede med min far. Og det er i højeste grad også et ærinde: At bryde et tabu blandt mænd, så vi ikke desperat forsøger at holde fast i en manderolle, hvor manden er en træmænd. Den form er der ikke længere et grundlag for i samfundet,« siger Per Morten Abrahamsen.

Den anden grund er ret banal. Den handler om dommen over kunsten, når værket lægges frem. Og dog har frygten en dybere klang. Den hænger sammen med den rejse tilbage, som Per Morten Abrahamsen udstiller fra 20. februar på Hans Alf Galleri i Købehavn:

»Jeg har været meget usikker omkring denne udstilling. Processen skulle bundfælde sig, før jeg kunne stå frem. Det er også i tråd med mit grundlæggende problem med selvværd: Jeg har haft svært ved at sige, at folk kunne rende mig i røven med deres vurdering.«