• »Fehmi Agami, albansk deltager i fredsforhandlingerne, er ifølge troværdige kilder blevet henrettet af serberne efter at have deltaget i en begravelse«, sagde Nato-talsmand David Wilby fra sin talerstol den 29. marts. Foran ham stod dusinvis af tv-kameraer og endnu flere skrivende journalister. Bag ham hang Natos flag.
Forsvarsalliancen var få dage forinden begyndt at bombe Jugoslavien.
Meddelelsen blev taget for gode varer af de tilstedeværende journalister og nåede ud i dagligstuerne over hele verden. Og dermed var historien med til at underbygge det billede af serberne, som de vestlige medier har været med til at give. At serberne er skånselsløse og rabiate.
Ugen efter, viste det sig, at manden i høj grad er levende.
Eksemplet er ikke enestående. Andre er af Nato rapporteret dræbt og er siden set i live. Og Nato bruger i det hele taget medierne til at gennemtrumfe et budskab, der skal sikre politikernes og befolkningernes opbakning.
»Nato gør det, krigsførende magter altid gør, bruger propaganda. De styrer de informationer, der kommer fra krigsområdet. Forskellen er, at vi er i en ny situation, hvor folk ikke kan gennemskue, at det er det, der sker,« siger Klaus Bruhn Jensen, medieforsker ved Københavns Universitet.
Han er foruroliget over udviklingen, fordi folk ikke er vant til, at Nato er i krig. Og dermed ikke vant til, at de oplysninger, der kommer fra Nato, skal tages med alvorligt forbehold.
»Det er nyt for både befolkning og journalister, at for eksempel vores egne militærfolk ikke længere har en høj troværdighed. Nu er vi selv en krigsførende part. Og så kan man ikke stole på, hvad militærfolkene påstår,« siger Klaus Bruhn Jensen.

Indirekte påvirkning
Men én ting er de direkte misinformationer, som pressen er med til at videregive til befolkningen. Noget andet er de indirekte midler, som Nato bruger.
»Det er lykkedes Nato at få sneget ind, at man angriber Milosevic i stedet for Jugoslavien. Man taler om Natos operation, i stedet for krig. Og ministre og talsmænd taler om verdenssamfundet, selvom det reelt kun er 19 lande, der står bag ved Nato,« siger Bjørn Møller, seniorforsker ved Center for Freds og Konfliktforskning.
På den måde mener han, at Nato er med til at styre sprogbrugen så det næsten umærkeligt går ind i de journalistiske reportager. Og dermed ind i befolkningernes bevidsthed.
»Nato har formået at skabe billeder, der går rent ind i folks hjerter. Ved hjælp af deres sprogbrug, kombineret med billederne af flygtningene, kommer folk til at tænke med hjertet i stedet for hjernen,« siger Bjørn Møller.
Han mener derfor, at det er interessant at se, at befolkningens opbakning ikke hænger sammen med Natos succes. Da Nato begyndte at bombe var det for at tvinge fredsaftalen igennem og for at beskytte den albanske befolkning. To mål, der ikke kan siges at være nået.
»Nato har forfejlet deres mål, men har befolkningens opbakning. Det er i høj grad på grund af deres dygtige omgang med medierne. Jeg læste en meningsmåling, der fortalte, at danskerne støtter fortsatte bombardementer af Jugoslavien, selvom de ikke tror på, at det hjælper. Og det er da et eksempel på, at folk tænker med hjertet i stedet for hjernen. Folk tænker, at nu skal der gøres noget mod de serbere. Og dermed har Natos propaganda virket,« siger Bjørn Møller.

Ren propaganda
Balkan-ekspert Karsten Fledelius er også foruroliget over mediernes rolle i krigen.
»Både serberne og Nato bruger propaganda. Det er bare kun Nato, der har troværdighed hos befolkningerne i Vesten. Den hadskhed, vi møder hos serberne, kan vi jo også se hos Nato. Når Madeleine Albright sammenligner Milosevic med Hitler, er det jo svært at tale om andet end propaganda. Og det er farligt og for dårligt,« siger han.
Han mener, at Natos propaganda påvirker beslutningsgrundlaget for, hvad der skal ske i Kosovo.
»Via medierne bliver både befolkning og politikere propagandaens fange. Mange politikere handler på de daglige medier. Og når de ser flygtninge og hører Natos udlægning af krigen, så bliver der handlet«.
Dermed mener Karsten Fledelius, at medierne spiller en afgørende rolle. Ikke kun fordi de påvirker befolkningens holdninger. Men fordi de dermed i høj grad også bestemmer, hvordan politikerne vil forsøge at løse krisen.
»Og det er jo stærkt problematisk, når holdningerne i høj grad bliver skabt ud fra propaganda,« siger Karsten Fledelius.

Politikernes skyld
Karsten Fledelius mener ikke, at de danske medier gør et dårligt stykke arbejde, når de beskriver krisen. For han mener ikke, at man kan undlade at citere talsmænd og toppolitikere inden for Nato.
»Ansvaret ligger klart hos Nato-politikere og talsmænd, der forsøger at oppiske et had til Milosovic og serberne. De har jo en kæmpestor troværdighed i befolkningen.«
Medieforsker Bjørn Møller er enig, men mener godt, at journalisterne kan gøre mere for at imødegå Natos propaganda.
»Jeg ved godt, at det er utrolig svært for journalisterne, fordi det hele er så kaotisk. Men jeg kunne godt ønske, at man i højere grad var bevidst om det sprogbrug, man videregiver. Og, at man tjekker alting en ekstra gang. Også de informationer, man får fra Nato,« siger Bjørn Møller.
Som eksempel på en historie, der fik frit løb, nævner han beretningen om, at 20 albanske skolelærere skulle være blevet skudt for øjnene af deres elever.
Historien er en tro kopi af en beretning fra anden verdenskrig, hvor 20 serbiske skolelærere blev skudt.
»Det er så én ting, og det kan være svært at vide. Men hvis journalisterne havde undersøgt i hvilken by, massakren skulle være foregået, ville de også have fundet ud af, at byen er meget lille, og der kun var én skolelærer ansat på skolen,« siger Bjørn Møller.

Umuligt at undersøge
Lene Frøslev er journalist på Berlingske Tidende og har dækket den første del af krisen fra området. Og hun er fuldstændig klar over, at Nato driver politik og propaganda gennem medierne.
»Men vi kan ikke undlade at fortælle, hvad Nato siger, ligesom vi også fortæller, hvad serberne siger. Det eneste, vi kan gøre, er at undersøge de påstande, Nato kommer med så godt, som vi kan. Og så må eksperterne tage over derfra,« siger hun.
Og Thomas Hjortsø, der har dækket krisen for Radioavisen og Information, mener, at det tit er umuligt at tjekke de oplysninger, der kommer fra Nato.
»Når der for eksempel ingen udlændinge er inde i Kosovo, kan man jo heller ikke få uafhængige rapporter. Så må vi jo tage de oplysninger, vi får, og så bare gøre opmærksom på, at det er ubekræftede rapporter. Ellers kan vi næsten ingenting fortælle,« siger han og understreger, at han har været opmærksom på Natos sprogbrug og forsøgt at gøre det mere neutralt.
Rene Nielsen besøgte Albanien og sendte rapporter hjem til TV-avisen. Og han var også på vagt over for Natos oplysninger.
»Jeg talte med mine kollegaer fra andre lande om, at vi skulle klappe hesten og ikke ukritisk bringe alting videre. Men vi er jo alle ivrige efter at suge oplysninger til os, fordi alle forsøger at få et overblik.«

Ikke godt nok
Medieforsker Klaus Bruhn Jensen mener dog ikke, at det er nok at fortælle, at det er ubekræftede rapporter, Nato kommer med.
»Jeg synes ikke, at man får nogen klar vurdering af værdien eller troværdigheden af de oplysninger, som for eksempel Nato-talsmand Jamie Shea kommer med. Det er mediernes rolle at forstå lidt mere end befolkningen. Og jeg mangler, at medierne tydeliggør over for læsere og seere, at det er en krigsførende part, der udtaler sig. Og, at de dermed ikke umiddelbart kan stole på hvad Nato siger«.
Også International Federation of Journalists, IFJ, har været efter Nato.
»Når vi i de vestlige demokratier så gerne vil overføre vores menneskerettigheder og ytringsfrihed til blandt andet Balkan, så ville det klæde Nato også at vise mere åbenhed og ærlighed,« siger Søren Wormslev, der er medlem af bestyrelsen i foreningen, der repræsenterer over 100.000 journalister verden over.
En Nato-talsmand afviser dog kritikken over for JOURNALISTEN.
»Vi er selvfølgelig altid varsomme med at give oplysninger videre, men noget tyder på, at det alligevel er gået galt et par gange. Propaganda er et stærkt ord, og vi mener ikke, at vi fører propaganda, selvom vi selvfølgelig er selektive i vores udmeldelser. Vi har en intention om at give sandheden, og det er da mere, end man kan sige serberne har,« siger han.
Han mener ikke, at der fra officiel Nato-side er brugt Hitler-analogier.
»Men vi har ikke styr på, hvad statsledere fra de enkelte lande udtaler«, siger han.

Karsten Fledelius:
»Hvis Nato overhovedet skal få noget ud af bombardementerne, så skal bombningerne afløses af diplomati på et tidspunkt. Og hvordan skal man forhandle med en mand, man via medierne har sammenlignet med Hitler. Det er ikke klogt af Nato.«
Karsten Fledelius mener, at vi derfor bør være meget bevidste om, hvad billederne på tv og pressens omtale gør ved os som mennesker:
»Vi bør have os det klart, at grænsen mellem viden og følelser er glidende. Netop derfor er det vigtigt at nuancere tingene i pressen. Ellers taber viden til følelser, og så er det umuligt at undgå en forfærdelig optrapning af krigen.«