search

»Du griber ud efter mobilen – og BAM! så er du på arbejde«

Vi tjekker mail på vej ned ad trappen, på toilettet, til familiemiddagen og i bussen. Men det gør mediefolk særligt udsatte for at brænde sammen, advarer eksperter. Journalisten har bedt fire kolleger om at logge al deres digitale aktivitet uden for arbejdstiden. Se de fires digitale døgn her

”Fredag den 7. november kl. 16.01: Kerstin skriver mail om projektet. Det går op for mig, at jeg tjekker min mail på trappen på vej hjem fra Christiansborg, hvor jeg fik fri 15.55. I sig selv rimeligt skræmmende. Jeg svarer, mens jeg låser min cykel op – kl. 16.05.”

Ovenstående er første note i journalist Mette Mayli Albæks logbog over hendes online-tilstedeværelse. Hun holder ikke normalt så minutiøst øje med den slags, men jeg har spurgt hende, om hun i et døgn vil logge alle sine digitale aktiviteter.

Hun skal notere, hver gang hun uden for almindelig arbejdstid hiver mobilen frem for eksempelvis at overvåge nyheder på de sociale medier, for at følge med i debatten under én af sine artikler eller for at tjekke arbejdsmailen på mobilen. Det sidste gør hun tilsyneladende allerede seks minutter efter, at hun har lukket arbejdscomputeren ned og har forladt redaktionen den fredag eftermiddag, hvor jeg sender mailen med min forespørgsel.

»Når jeg tager mig selv i at tjekke mail på vej ned ad trappen fra Christiansborg, kan jeg godt selv se, at det er ret ekstremt. Det er jo faktisk helt åndssvagt. Men jeg tror bare, det er blevet en vane at tjekke hele tiden. Man er bange for at gå glip af et eller andet,« siger Mette Mayli Albæk, da jeg efterfølgende spørger til episoden.

I den interaktive tidslinje herunder, kan du selv bladre dig frem og tilbage i en interaktiv tidslinje over Mette Mayli Albæks digitale døgn. Når du fører musen hen over højre side af teksten, får du mulighed for at bladre videre til næste punkt på tidslinjen:

Journalister er udsatte for at brænde samme  

Jeg har det selv på samme måde, som Mette Mayli Albæk beskriver.

Uden at jeg egentlig ved hvorfor, trykker min højre tommelfinger nærmest automatisk på Outlook-ikonet på iPhonen, få minutter efter at jeg har forladt mit skrivebord på redaktionen. Ofte gør den det også som det første, når jeg vågner om morgenen, og som det sidste, inden jeg går i seng.

Og når jeg om aftenen ligger på sofaen og følger med i alt fra babybilleder til fjol og faglige diskussioner på de sociale medier, tager jeg tit mig selv i ved samme lejlighed også lige at stryge forbi Journalistens profiler eller journalisten.dk for at tjekke, hvor mange klik, likes, retweets eller kritiske kommentarer mine og kollegernes webartikler trækker derude.

Men faktisk blev jeg først for alvor opmærksom på min online-adfærd, da jeg for nylig læste en artikel på politiken.dk om fænomenet FOMO. Forkortelsen står for ’Fear Of Missing Out’ – eller angsten for at misse noget – og dækker over en slags online-afhængighed, som rigtig mange anslås at lide af. Men i artiklen peger psykolog Anders Colding-Jørgensen på, at journalister er nogle af dem, der er allermest udsatte for at brænde sammen.

De sociale medier er vævet ind i vores arbejde

Jeg ringer til Anders Colding-Jørgensen og spørger, hvordan det kan være, at vi som journalister er ekstra udsatte. Han forklarer, at det især skyldes, at vi i mediebranchen har en arbejdsform, der i særlig grad lægger op til, at vores arbejde og privatliv blandes sammen.

»En rigtig stor del af jeres arbejdsliv foregår jo faktisk på nettet og på og med de sociale medier. De er vævet ind i jeres arbejdsliv – og det betyder, at sjov og ballade, vigtige arbejdsmeddelelser, kontakten til jeres kilder og alt muligt andet bliver blandet sammen på de samme medier og på det samme apparat. Det gør jer til power-brugere, og derfor er det endnu sværere for jer end for andre at vælge de her medier fra. Det gør jer meget, meget udsatte,« siger Anders Colding-Jørgensen.

Han forklarer, hvordan den søgeadfærd, der ligger i at logge på for eksempel Facebook – alene for at se, om der er sket noget spændende, i sig selv udløser dopamin i hjernen.

»Det kan simpelthen mærkes fysisk som et lille rush af noget behag. Du belønnes altså for adfærden – og det er dét, som gør det lidt til et crack. Og som journalist er dit ”crack” jo vildere end andres. For dig er det ikke bare symbolske belønninger, du får på de her medier. Du kan få sindssygt mange mennesker til at like dine artikler, du kan reklamere for dig selv og dit medie, og i sidste ende kan du jo få et job på det. Så dit ”crack” er meget vigtigere for din overlevelse, end det er for andre,« forklarer Anders Colding-Jørgensen.

Tre ud af fire er "på", før de er stået op 

For at illustrere, hvor altomfattende det egentlig er, har jeg bedt Mette Mayli Albæk og tre andre kolleger i medie- og kommunikationsbranchen om i et døgn at registrere al deres online-aktivitet. Resultaterne er lige til at blive forpustet af at læse!

Tre ud af fire medvirkende tjekker arbejdsmailen og diverse nyhedssites og sociale medier første gang, før de overhovedet er kommet ud af sengen om morgenen. Flere beskriver også, hvordan de hiver telefonen op af lommen, mens de venter i trafikken, hvordan de besvarer arbejdsmails- og sms’er fra fitnesscentret, eller mens de er sammen med ungerne derhjemme, og hvordan de kan finde på at tjekke den samme debattråd på et sociale medie med få minutters mellemrum. 

Én af de medvirkende er Theis Brøgger, som er pressechef i Arla. Du kan få overblik over hele hele hans digitale døgn ved at bladre dig frem og tilbage i den interaktiv tidslinje herunder:

Theis Brøgger var i forvejen godt klar over, at han er meget på, fortæller han. »Det ligger i jobbet,« som han siger.

»Men jeg blev alligevel på en helt anden måde bevidst om, hvad det er, jeg gør, da jeg skulle notere det hele. Skulle man gå ind og tænde en fysisk computer hver gang, ville vi jo lægge meget mere mærke til, hvor meget de digitale apparater egentlig fylder i vores hverdag. Men det er jo så nemt med mobilen – den ligger lige i håndfladen, og den er altid inden for rækkevidde,« siger Theis Brøgger.

Når han eksempelvis bruger en del af sin morgen i familiens skød på – ad flere omgange – at orientere sig i nyhedsmedierne og mail-indbakken, er det dels, fordi det er blevet en vane. Men også fordi det er en hobby, fortæller han:

»Man vil jo gerne holde sig orienteret. Og man vil gerne være på forkant med nyhedsudviklingen og gøre sit job så godt som muligt. Før smartphones og tablets skulle jeg bruge mere tid, når jeg mødte om morgenen på at kværne mails igennem. I dag kan jeg starte et andet sted. På den måde undgår man også, at tingene hober sig op,« siger Theis Brøgger, som har været pressechef i Arla i otte år.

Jeg spørger ham, om det så ikke også betyder, at han arbejder mere i dag end før smartphonens indtog.

»Havde der været en tidstager på mig og andre, så tror jeg da, at vi arbejder mere, end vi gjorde før. Fordi vi netop gør en masse ting uden for den almindelige kontortid. Men til gengæld er den almindelige arbejdstid også blevet mere fleksibel. Det oplever jeg som positivt,« siger Theis Brøgger.

Arbejdsliv og privatliv flyder sammen 

De fire medvirkende er alle blevet bedt om kun at registrere den aktivitet, der ligger uden for deres officielle arbejdstid, men som på en eller anden måde alligevel er arbejdsrelateret. I sig selv en svær øvelse, påpeger Mette Mayli Albæk, der indtil for nylig var politisk reporter på DR, men som siden 1. december har dækket krimistof på Jyllands-Posten:

»Lige præcis som journalist på Christiansborg er det totalt umuligt at sige, hvad der er arbejde, og hvad der er hobby. Jeg kan for eksempel godt finde på at gå på Twitter en lørdag eftermiddag for at finde noget godt at læse – men i det øjeblik, du går ind i det rum, bliver du jo tvunget til også at forholde dig til noget arbejdsmæssigt. Fordi hashtagget dkpol er så massivt på Twitter,« siger hun.

Én anden af de medvirkende – pressemedarbejder hos Radikale Venstre, Anne Nyhus – peger på det samme:

»Jeg oplever, at arbejdsliv og privatliv hænger rigtig meget sammen. Når jeg sender en sms eller en mail om aftenen, så er det ikke, fordi det er en forventning fra min arbejdsgiver. Det er lige så meget, fordi jeg selv har svært ved at holde mig væk fra mail og telefon. Det samme med de sociale medier; én ting er, at det er arbejde – men det er jo også en social livline,« siger hun.

Du kan få overblik over hele Anne Nyhus' digitale døgn ved at bladre dig frem og tilbage i den interaktiv tidslinje herunder:

Ligesom Theis Brøgger oplever Anne Nyhus først og fremmest, at den konstante mulighed for lige at logge på er med til at optimere hendes arbejde.

»Hvis jeg sidder på en café eller er til træning og kommer i tanke om, at årh, jeg glemte lige at tjekke op på et eller andet – så oplever jeg, at jeg får det ud af verden ved lige at få sendt en mail. Så kan jeg lukke den ned inde i mit hoved og vinge den af i mit mentale kort,« siger Anne Nyhus. 

Sygt, at vi ikke kan slippe vores arbejde 

Jeg kan godt genkende Anne Nyhus’ beskrivelse. Faktisk kan jeg høre mig selv give omtrent samme forklaring, når min kæreste indimellem påpeger, at jeg nu »forsvinder ind i mobilen igen«.

Men selv om det sker, at jeg kommer til at læse en arbejdsmail i fritiden, som er umulig at banke ud af hovedet igen, så betyder ”tjekkeriet” for det meste bare, at jeg for eksempel får stillet min nysgerrighed eller får overblik over arbejdsdagen, der venter mig. Og det er vel ikke ligefrem en stressfaktor? 

Den køber Dansk Journalistforbunds stresskonsulent, Eva Jakobsen, ikke: 

»Det er jo for katten da sygt, at vi ikke kan slippe vores arbejde, når vi har fri. Og at vi slet ikke kan slippe de her sociale medier i vores fritid. Når I som journalister er på de sociale medier, så bruger I præcis de samme dele oppe i hjernen, som når I er på arbejde. I skal være kritiske, kommunikerende, skarpe, vittige, smarte og præcise – alt det, som man også skal være, når man er på arbejde som journalist. Resultatet er, at man kommer til at slide på de samme kognitive evner og de samme lag oppe i hjernen,« siger hun.

Men de fire medvirkende siger jo alle sammen, at deres job også er deres hobby, og at de synes, det er smart og fleksibelt lige at kunne tjekke og følge med. Så hvad er problemet?

»Ja, men selv om de – og du og jeg – elsker vores arbejde og synes, det er pissesjovt – så kan vi faktisk godt få for meget af det gode. Det, der begejstrer, kan også være med til at belaste. Og uanset hvor sjovt du synes, det er, så tærer det i længden, hvis man aldrig får trukket stikket helt,« understreger Eva Jakobsen.  

Hun er enig med psykolog Anders Colding-Jørgensen i, at netop dét med at trække stikket helt er sværere som journalist. Og det skyldes ikke kun smartphones og apps, påpeger hun. 

»Det handler også om, at vi er inde og rode i dna’en for journalister. At være journalist er ikke bare jeres arbejde, det er en del af jeres identitet og hobby – og det er en del af fagligheden at kunne navigere med paratviden og opdaterethed. Derfor bliver det en vane eller en automatreaktion at gribe ud efter mobilen hele tiden. Problemet er bare, at du griber ud efter mobilen – og BAM! så er du på arbejde,« siger Eva Jakobsen.

"Internetfri-lørdag" og ingen mail før sengetid 

De fire mediemennesker, der har registreret deres online-tilstedeværelse for Journalisten, beskriver alle, hvordan de forsøger at begrænse deres digitale aktivitet med små regler og fælder for dem selv.

Theis Brøgger har blandt andet en aftale med sin kone og børn om, at alle andre måltider end morgenmaden er fredet for skærme. Af hensyn til sin nattesøvn er han også holdt op med at tjekke arbejdsmailen den sidste time, inden han går i seng.

»Det er ganske enkelt for at beskytte mig selv. Jeg har efterhånden udviklet en ret god ”tænd-og-sluk-mentalitet”, der gør, at jeg – så at sige – godt kan lade de fleste henvendelser blive i mobilen. Men der er jo bare nogle typer mails, som man straks begynder at tænke mere over end andre. Og det vil jeg ikke have ødelagt min nattesøvn af. Jeg kan også selv mærke både fysisk og mentalt, at når jeg holder ferie, så går der typisk en uge, før man har sluppet arbejdet,« fortæller han.

Én af de andre medvirkende – Børsens nyhedsredaktør Susanne Sayers – bemærker i sin logbog, at hun gør sig umage for at holde mailkorrespondencen uden for arbejdstiden på et lavt niveau. Men at hun alligevel er slem til at tjekke.

Du kan få overblik over hele Susanne Sayers' digitale døgn ved at bladre dig frem og tilbage i den interaktiv tidslinje herunder: 
 Anne Nyhus fortæller, at hun oplever, det kan kræve en dyb indånding at skulle slukke mobilen i biografen eller tage i sommerhus uden netforbindelse.  

»Men det kan også være en befrielse, hvis man for eksempel rammer et af de sorte huller i Jylland. Det er faktisk først der, jeg rigtig opdager, hvor meget mobilen egentlig fylder normalt,« siger hun.

Mette Mayli Albæk og hendes kæreste har en aftale om ikke at have mobiler og tablets i soveværelset. Hun prøver også at lade mobilen ligge derhjemme, når hun tager ned i fitnesscentret, og indimellem holder hun en hel ”internetfri-lørdag”.

»Jeg bilder mig selv ind, at jeg godt kan sortere alt det arbejdsrelaterede fra, når jeg for eksempel går på de sociale medier i weekenden. Men det passer jo ikke. Det kan man ikke. Derfor har jeg nogle gange brug for at trække stikket helt,« forklarer Mette Mayli Albæk.

»I er jeres egen værste fjende«

Og netop den slags regler og valg er altafgørende, mener Eva Jakobsen fra Dansk Journalistforbund:

»Første skridt er at blive bevidst om, hvad det egentlig er, vi gør, når vi hiver mobilen frem. Og hvorfor vi gør det. Er det bare en vane, er det styret af frygt, eller er det rent faktisk lyststyret?« spørger hun.

Jeg tænker over spørgsmålet for mit eget vedkommende. Indimellem kan mit tjekkeri faktisk være styret af en snert af frygt – for eksempel for, at en af mine artikler bliver angrebet et sted ude i cyberspace. Men for det meste er det nok bare vane. Men hvordan slipper man så af med den?

»Det handler helt grundlæggende om at få skilt sit privat- og arbejdsliv en smule mere ad. Og hvis du ikke kan gøre det selv, må du lade teknikken hjælpe dig. For eksempel ved at afmontere arbejdsmailen på din telefon. Selv har jeg for eksempel ”en mor-mobil”, som jeg bruger derhjemme, når jeg bare er Eva, og jeg ikke er stresskonsulent i DJ. Det er en gammel Nokia, som ikke kan andet end at ringe og sms’e,« fortæller Eva Jakobsen og tilføjer:

»Jeg har ikke lyst til at tage engagementet fra jer med stive regler og aftaler. Men jeg vil så gerne beskytte jer mod jer selv. For nogen gange er I jeres egen værste fjende.«

   

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen