DR-korrespondent om halshugget kollega: Mit værste mareridt

»Det var først, da jeg sad og så videoen, at det gik op for mig, at det var Jim,« fortæller DR's Mellemøsten-korrespondent Michael S. Lund. Hans amerikanske kollega James Foley bliver henrettet på en video fra Islamisk Stat. DR besøger ikke områder kontrolleret af IS: »Det gør rollen som journalist ekstremt svær«

DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund fik en forfærdelig overraskelse, da han i aftes sad og så en brutal video fra den fundamentalistiske oprørsgruppe Islamisk Stat, der kontrollerer områder i Syrien og Irak. I videoen får en amerikansk journalist skåret hovedet af. Videoen dukkede op på en Islamisk Stat-tilhængers Twitter-profil.

»Det var først, da jeg sad og så videoen, at det gik op for mig, at det var Jim. I videoen har de stavet hans efternavn forkert, så det gik ikke op for mig, før jeg selv genkendte ham,« siger Michael S. Lund.

Den amerikanske journalist James "Jim" Foley har været forsvundet i næsten to år. Før han blev kidnappet, har Michael S. Lund mødt ham to gange. Sidst de så hinanden, havde de begge været i den syriske by Aleppo og drak nogle øl sammen på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.

»Jeg blev meget berørt af det. Jeg har efterhånden set mange henrettelses-videoer, men det er noget andet med et ansigt, du kender. For enhver journalist, der har dækket Syrien og Irak, er det jo dit værste mareridt: At sidde der fuldstændigt magtesløs,« siger Michael S. Lund og fortsætter:

»Heldigvis fik jeg stoppet videoen, da de begyndte halshugningen.«

Desværre ingen tvivl om, at det er ham
James Foley var freelancejournalist og arbejdede bl.a. for amerikanske GlobalPost, da han blev kidnappet i november 2012.

»Jim Foley var en journalist, der løb høje risici, men han var ingen chancerytter. Der er fyldt med unge testosteronfyldte mænd i sådan nogle områder, jeg har selv mødt mange af dem. Men Jim var ikke en af de smarte typer, der gjorde det for et adrenalinsus. Han var grundigt inde i de konflikter, han dækkede, og han var meget bevidst om, hvad han gjorde,« siger Michael S. Lund.

I videoen ses angiveligt James Foley i en orange fangedragt på knæ, mens en bøddel står ved siden af i sort tøj. Foley bliver tvunget til at læse en tekst op, hvorefter han bliver dræbt.

Flere medier skriver, at IS "hævder", at det er James Foley. Kan vi være sikre på, at det er ham i videoen?

»Der er desværre ingen tvivl om, at det er ham. Den video skjuler ikke ret meget,« fastslår Michael S. Lund.

Mor: Vi har aldrig været mere stolte af vores søn
Kidnapningen skete i 2012 i det nordlige Syrien, da Foley var på vej tilbage fra en opgave. Han blev tvunget ind i en bil af bevæbnede gerningsmænd, skriver CNN og en række andre medier. Det er stadig uklart, hvem der i første omgang kidnappede ham.

Siden han blev kidnappet, har familie og nære venner forsøgt at finde frem til ham og få ham fri, blandt andet med Facebook-siden "Free James Foley". Men i aftes dansk tid lagde Foleys mor en besked på siden. Her skriver hun blandt andet:

"Vi har aldrig været mere stolte af vores søn Jim. Han gav sit liv i forsøget på at afdække det syriske folks lidelser for verden."​

 

 

Den brutale video har titlen "En besked til det amerikanske folk". I videoen tvinges James Foley til at læse en tekst op, hvor der blandt andet står, at hans "sande morder" er USA.

Det fremgår også af videoen, at Islamisk Stat hævder at have en anden amerikansk journalist som gidsel. Hvis ikke USA stopper sine luftbombardementer i Irak, som i skrivende stund presser Islamisk Stat, truer de med at dræbe det andet gidsel.

Det er ren propaganda
Michael S. Lund vurderer dog, at videoens primære formål er propaganda.

»De siger selv, at de vil presse USA. Men det tror jeg ikke engang, de selv tror på vil lykkes. Det er ren propaganda. Målgruppen er ekstreme jihadister, som ser USA som den store fjende. De bliver bombet af USA lige nu, og her kan de vise støtterne, at de dræber amerikanere,« siger Michael S. Lund.

Den orange fangedragt mener han også er symbolsk.

»Det ligner en klar reference til Guantanamo-lejren. På den måde er det også en hævn på vegne af dem, der har siddet fanget der.«

Videoen er professionelt lavet. Blandt andet har James Foley en microport på – en lille mikrofon, man hæfter på, så lyden er god.

DR rejser ikke ind i Islamisk Stat-områder

Michael S. Lund dækker selv konflikten i Syrien og Irak for DR. Han fortæller, at især det nordlige Syrien, hvor James Foley blev kidnappet, er meget farligt for vestlige journalister lige nu.

»Der er en række grupper, der kidnapper folk i det område. Det var jo ikke Islamisk Stat, der kidnappede Jim, for de fandtes slet ikke dengang. Men der er både flere islamistiske grupper i området og så deciderede kriminelle, der bare vil sælge de folk, de kidnapper. Måske er det dem, der har solgt ham til Islamisk Stat.«

I en periode rejste DR's korrespondenter slet ikke ind i det nordlige Syrien, netop fordi Islamisk Stat udgjorde for stor en risiko. Det gør DR i dag, men ikke i de områder, der er kontrollerede af Islamisk Stat.
»Jeg kan ikke rejse derind. Det vil være en klar fordel, hvis man har muslimsk baggrund, men man skal også have nogle virkelig gode kontakter, som stoler fuldstændigt på dig. Hvis jeg tog derind som lyshåret dansker, så ville risikoen være meget stor for, at jeg aldrig kom tilbage,« siger Michael S. Lund.

Han understreger, at man skal tage en lang række forholdsregler, hvis man rejser i den slags områder.

»Det vigtigste er, at man arbejder med folk, man kan stole på. En del kidnapninger sker jo, fordi journalister bliver forrådt af de folk, de arbejder med. Derudover er der en lang række sikkerhedsforanstaltninger. For os handler det blandt andet om, at vores chefer altid ved præcis, hvor vi er. DR samarbejder med et sikkerhedsfirma, der beskytter os. Og vi ved, hvad vi skal gøre i de minutter, vi måtte blive kidnappet.«

Risikoen for kidnapninger vokser
Men Michael S. Lund understreger, at det er umuligt at undgå faren for kidnapninger.

»Det kan gå galt for alle. En kollega fra BBC blev for eksempel kidnappet i det vestlige Syrien, og den erfarne korrespondent Richard Engel fra NBC har været kidnappet. Du kan minimere risikoen, men den er der altid.«

Michael S. Lund mener, at risikoen for at blive kidnappet er vokset.

»Der er sket et skred, og jeg tror, det især er sket i Mellemøsten. Mange af de her jihadistiske grupper ser ikke journalister som neutrale spillere, de ser alle vestlige personer som fjender. Det samme rammer nødhjælpsorganisationer. Det har vi set i Irak og Afghanistan, og nu også i Syrien.«

»Det gør rollen som journalist ekstremt svær. Jeg ville rigtig gerne interviewe Islamisk Stat og deres tilhængere, men jeg kan ikke rejse derind, fordi jeg risikerer at blive slået ihjel. Jeg dækker Islamisk Stat med andenhåndskilder og øjenvidner, men jeg kan ikke selv verificere, hvad der foregår. Det er et journalistisk problem,« siger han.

1 Kommentar

Gerda Sarah
22. AUGUST 2014
Hvad fanden er det for en
Hvad fanden er det for en verden vi efterhånden lever.
Alt sammen på grund af religion,politik og magt.
Og det alt sammen pga en krig, der aldrig skulle have fundet sted.
Der vil altid komme en ny Hitler. Der er aldrig nogen vindere af en krig, kun tabere, og børnene betaler prisen, trist.Bliver meget ked at de billeder vi ser på skærmen. Hører det aldrig op?? Tror det ikke.