Det er en dårlig ide med Producentforeningens forslag om, at langt flere DR-programmer skal udvælges ved, at både DR og produktionsselskaber kan byde ind med ideer og konkrete formater.
Det skriver Nadia Kløvedal Reich, fiktionschef i DR, i et læserbrev i dagens udgave af Jyllands-Posten.
Som reglerne er nu, så er DR kun forpligtet til at bruge et vist beløb på eksterne tv-producenter.
Forslaget blev stillet for nylig i et høringssvar af Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, som er inspireret af britiske BBC, hvor inhouse-producenter konkurrerer på lige fod med eksterne producenter. En model, som ifølge Klaus Hansen vil øge konkurrencen herhjemme og dermed gavne både de private producenter og DR.
Men Nadia Kløvedal Reich tror nærmere, at det vil skade det kreative miljø, end at det vil gavne det. Hun skriver, at DR har spillet en central rolle i udviklingen af nutidens og fremtidens talenter, og at DR dermed også er en del af hemmeligheden bag den succes, som dansk drama oplever i disse år.
”Det er derfor bekymrende, hvis Producentforeningens snævre medlemsinteresser kommer til at ødelægge denne indsats,” skriver hun.
”Uoprettelige konsekvenser”
Hun mener, at BBC-modellen kan gøre langsigtet skade.
”Tvinges DR takket være Producentforeningens vedvarende lobbyarbejde til at nedlægge sin fiktionsafdeling, kommer det til at få uoprettelige konsekvenser. Mange års erfaring vil gå tabt, og det kreative kraftcenter, som fiktionsafdelingen har været gennem en lang årrække, vil blive spredt for alle vinde.”
Nadia Kløvedal Reich understreger, at DR Fiktion ikke er fremmed for samarbejde med de private producenter, da 80 procent af alle kunstnere og produktionsmedarbejdere, der indgår i dramaproduktionen på DR, kommer fra det eksterne produktionsmiljø. Hun mener derfor ikke, at DR Fiktion er berøringsangst over for konkurrence.
”Den præmis er faktisk helt fundamental for vores arbejde i fiktionsafdelingen, men den løsning, som Klaus Hansen og hans forening så nidkært arbejder for, vil ikke fremme konkurrencen. Den vil blot spolere kompetencen,” skriver hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.