DF-forslag vil flytte 135 TV 2-ansatte til Odense

TV 2 er blevet for meget en københavnerkanal. Derfor skal mindst 60 procent af TV 2’s ansatte arbejde i Odense, lyder Dansk Folkepartis udspil til medieforhandlingerne (Opdateret 4. april kl. 14:53)

Mindst 60 procent af TV 2’s ansatte skal arbejde i Odense. Sådan lyder udspillet fra Dansk Folkeparti op til de kommende medieforhandlinger.

Målt i antal medarbejdere svarer det til, at mindst 710 af TV 2’s 1.185 medarbejdere skal have deres arbejdsplads i Odense. I dag er tallet 574.

Medieordfører i Dansk Folkeparti Morten Marinus siger, at ”mindst 60 procent” skal arbejde i Odense. Målt i antal medarbejdere svarer det til, at 135 ansatte skal til Odense.

Han mener, at der er blevet en ubalance mellem København og Odense, fordi TV 2 Danmark for eksempel flyttede produktionen af morgennyhederne fra Odense til TV 2 News på Teglholmen i København.

”Kommercielt set kan det være fornuftigt nok. Men TV 2 har en forpligtelse om at ligge i Odense, og selv om man er en kommerciel tv-station, må man ikke overskride den bestemmelse,” forklarer Morten Marinus.

”Det kan betyde, at flere aktiviteter skal flyttes til Odense, hvor man må udvide med flere bygninger, hvis man ikke har plads,” siger han.

48 procent arbejder i Odense

Ifølge TV 2’s årsopgørelse arbejdede 574 af TV 2’s 1.185 medarbejdere i Odense i slutningen af 2017, mens 611 arbejdede i København. Det svarer til, at 48 procent af medarbejderne var tilknyttet Odense.
Året før var forskellen større.

Også målt på ”ansatte i gennemsnit” er flere ansat i København end i Odense.

Morgennyheder fra Odense

Kravet fra DF om 60 procent gælder også, hvis TV 2 privatiseres. Sker det, skal kanalen fortsat have public service-forpligtelser og bevare sit hovedsæde i Odense, forklarer Morten Marinus.

Når flere arbejder i København, handler det blandt andet om etableringen af TV 2 News. Hvad skal der ske med News, hvis det står til Dansk Folkeparti?

”Jeg skal ikke blande mig i, om News sender fra København, men man kunne for eksempel godt vende tilbage til at sende nyhederne om morgenen fra studiet i Odense – ligesom der sikkert er andre ting, man kan flytte. Det vigtigste er, at man holder fast i, at TV 2’s hovedsæde er i Odense,” siger Morten Marinus.

DF: TV 2 overholder ikke aftale

Som Journalisten tidligere har skrevet, tippede balancen mellem Odense og København i 2013, hvor København overhalede Odense målt på antal medarbejdere.

I medieaftalen for 2014 blev det indskærpet, at TV 2 ikke måtte flytte flere aktiviteter fra Odense til København i forhold til januar 2011.

”Nu er det skrevet ind i medieaftalen, at der ikke må ske yderligere forskydninger i aktiviteter fra Odense til København,” sagde den daværende kulturminister Marianne Jelved dengang.

Men ifølge Morten Marinus overholder TV 2 ikke deres del af aftalen.

”De bryder reelt aftalen, og det må vi sætte en stopper for,” siger han.

TV 2 har brug for fleksibilitet

Merete Eldrup ønsker ikke at udtale sig, før regeringens medieudspil foreligger.
Kommunikationschef Anne-Mette Bro Jöhncke henviser til papiret ”TV 2’s mediepolitiske ønsker”.

Her står der, at ”forankringen i Odense er en del af TV 2s DNA, og der er både identitetsmæssigt og økonomisk rationale i at fastholde virksomhedens hovedsæde her.”

Men der står også:

”TV 2 har dog brug for fleksibelt at kunne tilrettelægge sine aktiviteter bedst muligt og ønsker ikke regulering af aktivitets- eller medarbejderfordeling”.

(Opdateret 4. april klokken 14:53  med oplysning om, at TV 2-direktør Mere Eldrup ikke ønsker at udtale sig)

0 Kommentarer