Mikkel Andersson er vært på podcasten ‘Lukket Land’ om covidvirussen og dens konsekvenser. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Hvornår forestillingen om at opnå flokimmunitet mod coronavirussen endeligt afgik ved døden i Danmark er svært at sige entydigt. Men det skete på et tidspunkt mellem den 26. marts og den 15. april.
Indtil da var direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak ganske eksplicit om, at flokimmunitet måtte formodes at blive en uundgåelig konsekvens af den danske tilgang til Covid-19.
I Politiken erklærede seruminstituttets direktør, at ”målet med vores strategi er ikke nødvendigvis at stoppe smitten, men det er at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde, så sundhedsvæsenet ikke knækker”.
Selv om regeringen ihærdigt benægtede, at flokimmunitet var en del af overvejelserne, så antog en lang række andre eksperter imidlertid, at det var pointen – i perioden med faldende smittetal mente blandt andet tv-lægen Peter Qvortrup Geisling og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith, at det kunne være et problem, hvis ikke folk blev smittet i tilstrækkeligt hurtigt tempo.
Vidtrækkende implikationer
Flokimmunitet lyder som et tilforladeligt epidemologisk begreb. Men hvis man ser på implikationerne, så kunne de med sikker grund under fødderne antages at være temmeligt vidtrækkende. Allerede den 19. februar estimerede WHO, at dødeligheden for Covid-19 var mellem 0,3 og 1 procent. Et tal, som de danske myndigheder den dag i dag anvender som estimat for dødeligheden.
”Den danske presse brillerede heller ikke med kritiske spørgsmål, da der fra eksperter kom vurderinger af det gavnlige i at få flere danskere smittet med en sygdom med en ukendt præcis dødelighed.”
Hvis man antager – som Mølbak – at flokimmunitet opstår ved 60 procent smittede, så svarer det til et sted mellem 10.350 og 34.500 døde danskere beregnet ud fra en befolkning på 5,8 millioner. Her er ikke tale om et skræmmescenarie, men om en simpel beregning ud fra henholdsvis WHO’s og direktøren for Sundhedsstyrelsens egne vurderinger og helt officielle tal.
Måske havde dem, der mente, at flokimmunitet var en plausibel konsekvens af den danske strategi, nogle formodninger, der gjorde, at et lavere antal døde ville være udfaldet, hvis man kom i nærheden af flokimmunitet. Men symptomatisk nok spurgte journalisterne ikke ind til det.
Den danske presse brillerede heller ikke med kritiske spørgsmål, da der fra eksperter kom vurderinger af det gavnlige i at få flere danskere smittet med en sygdom med en ukendt præcis dødelighed og langsigtede følgevirkninger, som man lige havde brugt enorme ressourcer på at få reduceret markant gennem en nedlukning af samfundet.
Forstemmende
Generelt har journalistikken om Covid-19 været glimrende, ikke mindst i betragtning af, at mange har skullet lære ganske meget om sundhedsfaglige emner, som de ikke havde det store forhåndskendskab til, på ganske kort tid. Men i forhold til flokimmunitet forekommer det, at standen i forstemmende høj grad undlod at stille de væsentlige og kritiske spørgsmål til både politikere og sundhedsmyndigheder (og jeg er, skal det siges, bekendt med, at der er undtagelser og dygtige kolleger, som har sat fingeren på dette). Især i lyset af, at flokimmunitet faktisk ikke var et naturgivent vilkår, men noget, som en lang række asiatiske lande allerede havde demonstreret, at man godt kunne undgå gennem en målrettet indsats for at holde smitten nede.
Senere har det så vist sig, at den flokimmunitet, som så mange havde profeteret ville være en konsekvens af den danske strategi, alligevel godt kunne undgås – i hvert fald indtil videre – hvilket dog i højere grad synes at være en konsekvens af effektiv social distancering fra danske borgeres side end noget andet.
Det er selvsagt en legitim ekspertvurdering, at en flokimmunitet, der ville kunne indebære den største overdødelighed af danske borgere i nyere tid, ville være en konsekvens af den valgte håndtering af Covid-19.
Men at danske medier generelt har forholdt sig så forbavsende ukritisk til lige netop dette overordentligt centrale spørgsmål, der bogstaveligt talt handlede om liv og død for ganske mange tusinde danskere, er noget overraskende.
Mikkel Andersson er vært på podcasten ‘Lukket Land’ om covidvirussen og dens konsekvenser.
Rettelse: Vi har rettet tv-lægens navn fra det forkerte Henrik Qvortrup Geisling til det korrekte Peter Qvortrup Geisling (2/6 kl. 9.16)
Corona-generalen om pressens dækning: ”Man ledte efter håret i suppen”">
Debat:Tør danske medier tale åbent om egne fejl?">
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
En række andre langt mindre drastiske tiltag, som kunne begrænse importen af smitte, fx ændrede anbefalinger omkring ophold i regioner, skisportsteder, undlod man også at tage.
Sundhedsstyrelsen var som alle andre informeret om, at smittespredere i høj grad var folk, som ikke eller kun i meget lille grad udviste symptomer. Alligevel gik anbefalingerne på, at kun folk med symptomer var at anse som smittespredere helt frem til d.21/4.
Overgangene fra inddæmningsstrategi til afbødning og tilbage igen har ikke fundet deres eksplicitte begrundelser i offentligheden, ligesom der ikke har udfoldet sig nogen eksplicit selvkorrigering fra myndighedernes side i forhold til estimater omkring mørketal og IFR.
Den danske regering kunne have opnået inddæmning med meget få tiltag, hvis de var foretaget på det tidspunkt, hvor man på overordnet europæisk plan ikke havde frarådet det, dvs. ultimo februar. Da nedlukningen fandt sted, skete det med langt flere tiltag, end EU-kommissionen nogen sinde havde drømt om og økonomien er lagt ned i hele den fri verden, selv om der ikke er ret meget, der tyder på at smitten kan inddæmmes på fx EU plan, eller i USA for den sags skyld.
Det Nordamerikanske samfund er i opløsning, takket være dets iboende modsætningsforhold og en dysfunktionel præsident, der lever på konfliktens realitet. Trump foretrækker tilsyneladende borgerkrig frem for den mindre spektakulære kvælning i corona.
Sygdommens epicenter er i de syd- og mellemamerikanske lande, hvor de i forvejen eksisterende sociale spændinger risikerer at springe frem i forening med sundhedskrisen.
De danske medier fokuserer primært på kritik af regeringen, har ingen fornemmelse for den ramme af misinformation og eksternt politisk økonomisk pres, som regeringen virker under, fordi man selv er en del af dette pres.
Regeringen kunne ikke leve med at tage ansvaret for flokimmuniteten. Klart nok.
Medierne behøver ikke tage ansvaret for noget som helst, og gør det heller ikke.
De er markedsorienterede, og behøver kun tænke på nu og her.