Det er nu.

Midt i de enorme omvæltninger, som corona-pandemien er ved at kaste menneskeheden ud i, skal journalistikken nu stå sin prøve.

Mere end nogensinde har vort fag chancen for at vise verden, kunderne og os selv, hvorfor kuraterede nyheder og ansvarlig journalistik ikke kan erstattes af sociale medier, hvor synspunkter og følelser iblandes fakta og rygter og spredes globalt som digitale halve vinde, som var det – ja – virus.

Det er nu, vi sammen skal vise, hvorfor ordentlig journalistik er afgørende for mennesker, for samfund og vort demokrati. Alle har brug for, at nyhedsjournalistikken giver dem den bedst opnåelige version af sandheden. Formidler fakta. Afdækker problemerne. Og inspirerer til mulige løsninger til de udfordringer, vi står over for.

Det er det, vi i mangel af bedre ord kalder for konstruktiv journalistik. For positive, glade, aktivistiske eller pladderballe-sødsuppe historier handler det jo ikke om.

Brug for faglig selvkritik

Ligesom dengang dygtige udøvere af vort fag i 1970’erne og 1980’erne kritiserede for megen mikrofonholderi og for megen overfladisk journalistik, er der nu brug for faglig selvkritik. Dengang syntes de med rette, at der var brug for, at vi som fag blev bedre til at afdække virkeligheden, kontrollere magten og trænge om bag den glitrende overflade. Derfor opfandt de ordet ”investigative reporting” – undersøgende journalistik, og det var der mange af fagets etablerede, der fandt overflødigt og direkte underligt. For er al journalistik da ikke i sig selv undersøgende? Og nej, det var den ikke. Og fordi vi fik et nyt vokabularium, så kunne vi begynde at tale om manglerne, udfordringerne og nye redskaber til at få sandheden frem: Aktindsigt. Nye interviewformer, som ikke tog et afsporende svar for gode varer. Nye koncepter som Hardtalk, Duellen og Krydsild, som med krigsretorik skulle gøre det klart, at her trak journalistikken revolveren og aftvang magten svar på offentlighedens vegne.

Konstruktiv journalistik tilbyder på samme måde et nyt vokabularium om, hvad kvalitetsjournalistik er. Og om vi mangler noget.

Løsninger, nuancer og håb

Så vi kan snakke om, hvordan vi ikke kun skal afdække det mest dramatiske, sensationelle og konfliktfyldte, men også fortælle om mulige løsninger, nuancer og håb. Konstruktiv journalistik handler også om nuancer, så vi ikke blot vinkler på det helt hvide eller oftere det helt sorte, men dækker alle farverne inde i midten. Og så giver det mulighed for at udvikle nye måder at engagere og interagere med det samfund, vi er en del af, så vi ikke kun synes, at vores opgave er at skabe rammerne for råbe-konkurrencer med rødt-hjørne/blåt-hjørne for at vinkle på underholdningen, vindere og tabere som i en boksering. Måske kan vi bruge vores mikrofon og kuglepen som mere end spyd og dolke, men som dirigentstokke, hvor vi faciliterer den offentlige samtale; skaber rammerne for brobygning, dialog, inddragelse og mulige løsninger på de dokumenterede udfordringer.

For ord betyder noget.

Se blot på de to avisforsider fra samme dag herover. Mere end noget andet fag er journalistik et filter mellem virkeligheden og folks opfattelse af virkeligheden. Vinkler vi kun på det mest dramatiske, de døde og frygten, eller giver vi også plads til mulighederne og håbet?

Konstruktiv journalistik skal ikke erstatte, men supplere

Essensen af konstruktiv journalistik er at se verden med begge øjne og tilbyde et fokus, der bygger oven på – og altså ikke erstatter – breaking og undersøgende journalistik med de afgørende spørgsmål om hvad, hvor, hvem og hvorfor. Konstruktiv journalistik supplerer med de to spørgsmål, som de færreste af os har lært på journalistuddannelserne: ”Hvad så nu?” og ”hvordan?” Det er spørgsmål, som afkræver svar, der peger imod fremtiden – i modsætning til breaking, der handler om nu, og undersøgende journalistik, der handler om i går: Hvem har ansvaret for problemerne, og hvorfor skete det? Begge dele er ikke mindst vigtige i corona-tider, hvor den vigtigste opgave er at levere troværdig og hurtig information. Og man kan ikke være konstruktiv, hvis ikke der er et væsentligt samfundsproblem at være konstruktiv om. Ellers bliver det bare sødt og lidt ligegyldigt.

Kilde: Constructiveinstitute.org

”Kære Ulrik Haagerup, har du ikke en god konstruktiv vinkel på alt det her corona?” spurgte kollega Knud Brix mandag morgen på Twitter. Måske mindre for at få et svar end for at understrege en pointe om, at alt det der konstruktiv journalistik er noget happy-go-lucky-kat-reddet-fra-træ-journalistik, der som minimum er latterlig, når det virkelig gælder. Men så kom reaktionerne fra kolleger rundt om i Danmark.

Masser af løsningsorienteret journalistik

”Det kunne man godt forestille sig. Fx hvordan familier løser opgaven med hjemmeskole, eller hvordan nogle løser dilemmaet med ensomme forældre eller det at være isoleret som socialt væsen. Eller at klare sig som en lille kantine-iværksætter, fx tilbyder Egå Gyms kantine aftensmad,” skrev Jesper Gaardskjær.

”Du kunne med fordel podcaste programmet ’Public Service’, der blev sendt i går fra 10-14 på P4,” skrev Søren Holm fra DR.

”Der er da masser af løsningsorienteret journalistik i disse dage – også i dette øjeblik, tjek f.eks. JP og DR lige nu. Man behøver jo ikke vinkle coronakrisen positivt for at lave konstruktiv journalistik,” skrev underviser på DMJX Ida Skytte.

Og hun har ret: Rigtig mange dygtige kolleger sidder nu med risiko for sig selv på affolkede redaktioner for at udføre deres fag. Og endnu flere sidder derhjemme midt i vasketøj og barnegråd og forsøger at forstå og formidle virkeligheden og dens konsekvenser for os andre. Skelner mellem fakta og sladder. Mellem nyt og gammelt. Mellem væsentligt og plidderpladder. Stiller viden til rådighed. Stiller kritiske spørgsmål til myndighedernes skiftende strategier, hvilket er en af vores opgaver: Ikke som et mål i sig selv, men som middel til at forstå. Se blot til USA, og lad os forestille os, at den amerikanske presse ikke skulle stille kritiske spørgsmål til Trumps ageren under krisen?

Og i stigende omfang husker de nuancerne: Husker at fortælle ikke blot om stigningen i antallet af døde, men også om antallet af dem, der er blevet raske. Husker at fortælle ikke blot om katastrofen i Italien, men også om vendepunktet i Sydkorea. De husker, at journalistik i sin grundform er en feedback mekanisme, der skal hjælpe samfundet med at korrigere sig selv: At vores fælles opgave både er at fortælle troværdigt, hurtigt og vedkommende om problemerne, men også at inspirere til, hvordan vi sammen løser dem.

Missionen på Fyn

Et lille eksempel: På TV 2 Fyn, der har besluttet sig for at være verdens mest konstruktive nyhedsorganisation med den nye mission ”Sammen gør vi Fyn bedre”, har 10 hjemmearbejdende journalister siden torsdag arbejdet under en konstruktiv redaktør udelukkende med dialog med fynboerne om deres spørgsmål om corona, som de stiller via et nyt konstruktivt digitalt redskab, der hedder Hearken. Det giver historier om myter, frygt og udfordringer, men også om afklaring, muligheder og udveje.

”Aldrig har jeg følt mit journalistiske virke give mere mening end netop nu,” konstaterer Lasse Hørbye Nielsen fra det fynske regionalmedie.

På vores hjemmeside har vi samlet eksempler på, hvordan kolleger herhjemme og i udlandet bruger den konstruktive journalistik til at gavne samfundet. Har du selv gode bud, så del dem på info@constructiveinstitute.org.

For aldrig har tilliden til journalistik og finansieringen af den været mere under pres. Og aldrig har der været mere brug for, at vi passer vort arbejde med at levere den bedst opnåelige version af sandheden.

Lad os vise verden, at uafhængig journalistik er meget mere end et produkt, der skal sælges. Det er selve fundamentet i samfundets bevidsthed, samtale og udvikling. Når journalistikken ikke fungerer, går demokratiet i stykker.

Lad os vise, at vi forstår, at folk ikke har brug for flere nyheder. De har brug for bedre.

Lad os dokumentere, at mennesker ikke har brug for mere information, som de er ved at drukne i. De har brug for navigation, der opdateret og troværdigt ikke blot fortæller, hvor de er, og hvor de kommer fra, men også inspirerer til, i hvilken retning de kan bevæge sig.

Det er nu.

Ulrik Haagerup er direktør for Constructive Institute