Dagblade forærede abonnement til førstegangsvælgere – hvad brugte de det til?

Førstegangsvælgere kunne under valgkampen tegne et gratis abonnement på Information og 13 dagblade i Jysk Fynske Medier. Journalisten har kontaktet 10 af dem for at høre, om det var afgørende for, hvor de satte krydset

Under valgkampen forærede Dagbladet Information og 13 dagblade i Jysk Fynske Medier et gratis digitalt avisabonnement i tre måneder til førstegangsvælgere, som ikke var fyldt 18 år ved folketingsvalget i 2015.

”På den måde kan du holde dig gratis opdateret på alt vedrørende valget både lokalt og nationalt,” skrev Jysk Fynske Medier på sin hjemmeside.

Formålet med abonnementet var at hjælpe førstegangsvælgerne med at sætte krydset ved Europa-Parlamentsvalget den 26. maj og folketingsvalget den 5. juni.

”Vi ser en engageret generation af unge, som vil være med til at bestemme og insisterer på at blive hørt,” sagde Rune Lykkeberg, chefredaktør på Dagbladet Information, og tilføjede:

”Vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem.”

Kun to ud af 10 brugte abonnement

Journalisten har kontaktet 10 førstegangsvælgere, der har takket ja til et gratis abonnement, for at høre, hvad de fik ud af at læse avisen. Var abonnementet med til at afgøre, hvor krydset blev sat ved valgene?

Og for at høre, hvad de skulle give aviserne af data for at få abonnementet.

Sara og Esther var de eneste, der havde brugt deres gratis avisabonnement på henholdsvis Dagbladet Information og Fyens Stiftstidende.

Tre andre nye abonnenter, Kasper, Laura og Leonora, brugte slet ikke deres abonnement. Noah og Frederik fik det ikke til at virke, Anders vidste ikke, at han havde et abonnement, mens Mette blev brugt som testperson.

Og den sidste førstegangsvælger fortæller, at hans mor lånte hans mail til at tegne et gratis abonnement til sig selv.

Påvirkede stemmen ved EP-valg

Sara Kjær er 21 år, nyuddannet bachelor i fysik og filosofi og arbejder som dataanalytiker i et finansfirma i London, hvor hun har studeret og boet de seneste tre år.

Hun tegnede abonnementet, fordi hun var meget i tvivl om, hvor hun skulle sætte sit kryds op til Europa-Parlamentsvalget.

”Information går mere i dybden med analyser end de andre medier, jeg bruger – som for eksempel DR og Politiken. Det gør det nemmere at skelne imellem de mindre politikområder blandt partierne,” siger Sara Kjær.

Hun har især læst artiklerne om klimapolitik, og om hvordan EU hænger sammen. Hun synes også, at serien ”Gram går til valg”, hvor Informations journalister dækkede valgkampen fra Sønderjylland, var interessant.

”Det havde helt klart en betydning for, hvor jeg satte mit kryds ved EP-valget. Dog ikke til folketingsvalget, fordi jeg havde brevstemt og sat mit kryds meget tidligt,” siger hun.

Krimistof tiltrak pædagogstuderende

Esther er 19 år, studerer til pædagogassistent og har valgt at tegne et abonnement på Fyens Stiftstidende, fordi hun fik samfundsfag på Social- og Sundhedsskolen på Fyn.

”Jeg synes, at Fyens Stiftstidende var god til at fange mig. Især når man har svært ved at læse,” forklarer Esther.

Hun fortæller, at artiklerne om krimi var særligt interessante. Det var hovedsageligt dem, hun læste i avisen.

”Det var mest, hvis der var sket ulykker, nogle var forsvundet, eller der var sket noget med folk herhjemme i Danmark – ikke så meget i udlandet,” siger Esther.

Selv om hun har brugt abonnement og fortæller, at hun bestemt er blevet klogere, så har det ikke haft nogen betydning for, hvor hun satte krydset ved folketingsvalget.

”Jeg havde taget testen på DR om, hvad jeg skulle stemme, og havde læst om valget. Så det påvirkede mig faktisk overhovedet ikke,” siger hun.

Information krævede betalingsoplysninger

Sara Kjær og Esther skulle begge afgive oplysninger som deres fulde navn, fødselsdato, adresse, telefonnummer og e-mail til de to medier.

Forskellen var, at Sara Kjær også skulle indtaste sine kreditkortoplysninger, fordi gratis-abonnementet på Dagbladet Information var fortløbende med betaling efter den 30. juni.

”Jeg fortsatte et stykke tid, men jeg har faktisk lige sagt det op igen. Nu bruger jeg igen DR, og så har jeg adgang til Politiken via mine forældres login,” siger Sara Kjær.

Esther behøvede ikke at indtaste sine kreditkortoplysninger, fordi abonnementet på Fyens Stiftstidende og de øvrige 12 dagblade i Jysk Fynske Medier stopper automatisk efter tre måneder.

”Men jeg valgte at fortsætte, fordi jeg godt kunne lide avisen,” siger Esther.

Hverken Sara Kjær eller Esther er blevet kontaktet efterfølgende af medierne.

Esther ønskede kun at optræde med fornavn. Hendes navn er redaktionen bekendt. 

0 Kommentarer