Bag Billedet: De fleste har hørt om Ullas ryg

Morten Strickers fotografi af en kvindes skæve ryg spillede en central rolle under kommunalvalget i Struer. Faktisk så meget, at Dansk Folkeparti fik lavet en valgplakat med et billede, der lignede Morten Strickers foto. ”Jeg vil naturligvis ikke have, at mit arbejde bliver sat i forbindelse med et politisk parti,” siger han 

”Det kan være svært at beskrive en skæv ryg med ord. Men hvis du kan vise det med et billede, bliver det visuelt på en måde, du kan aflæse lynhurtigt.”

Sådan forklarer pressefotograf fra Jysk Fynske Medier Morten Stricker den gennemslagskraft, hans billede af den Parkinsonsramte Ulla Astrup Jensens ryg har haft i Struer.

Det begyndte med en casehistorie den 30. maj i Dagbladet Struer, hvor den 60-årige Ulla Astrup Jensen fortalte, at hun ikke kunne få tilkendt førtidspension, selv om hendes ryg vælter 42 grader til højre foroven og 21 grader til venstre forneden.

Ribben rammer bækken

Morten Stricker spurgte Ulla Astrup Jensen, om han måtte fotografere hende bagfra kun iført bh.

”Jeg fotograferede hende derhjemme med en sort baggrund, så intet forstyrrede billedet. Jeg ville vise, hvor skæv hendes ryg er. Den er så skæv, at ribben og bækken kan røre hinanden,” siger han.

Artiklen fik borgmester Mads Jakobsen (V) til at bede sin kommunaldirektør om at udarbejde en redegørelse i sagen.

I slutningen af august demonstrerede omkring 200 mennesker foran rådhuset i Struer for at støtte Ulla Astrup Jensen og hendes kamp for at få tildelt en førtidspension.
”Folk har svært ved at forstå, at en person, der så tydeligt har ondt, ikke kan få førtidspension,” siger Morten Stricker.

Shitstorm på sociale medier

I begyndelsen af september 2017 fik Ulla Astrup Jensen afslag på sin ansøgning om førtidspension, hvilket resulterede i en regulær shitstorm på de sociale medier mod kommunen.

I alt har Dagbladet Struer skrevet mere end 20 artikler om Ulla Astrup Jensen og hendes kamp for at få tilkendt førtidspension.

Omtalen – og den efterfølgende politiske debat – har ifølge Morten Stricker fyldt så meget, at borgerne i Struer ikke har kunnet undgå at bemærke sagen.

”De fleste har hørt om Ullas ryg.”

DFs plakat

Op til kommunalvalget i november lavede Dansk Folkeparti i Struer desuden en valgplakat af Ullas ryg med teksten: ”Kan du huske Ulla?” Men partiet brugte ikke Morten Strickers billede.

”Dansk Folkeparti lavede et billede, der næsten var magen til mit,” siger han.


Foto: Jens Work Kristensen, Dagbladet Struer
Da valgplakaterne kom op, troede mange, at det var Morten Strickers billede.

”Folk spurgte, om Dansk Folkeparti havde købt mit billede, og om jeg havde givet tilladelse til det – for de forbandt det jo med billedet, de havde set i avisen. Sandheden er, at det bare var et billede, der lignede mit rigtigt meget,” siger Morten Stricker.

Svært at se forskel

”Jeg vil naturligvis ikke have, at mit arbejde bliver sat i forbindelse med et politisk parti, og det synes jeg lidt, at Dansk Folkeparti gjorde i dette tilfælde, fordi folk i Struer havde svært ved at kende forskel på de to billeder. Der er jo ikke noget ulovligt i, at Dansk Folkeparti har lavet et billede, der ligner mit til forveksling, men jeg kunne personligt havde ønsket, at Dansk Folkeparti havde haft en større opfindsomhed, fordi det kunne havde sparet mig for at skulle forklare alle dem, der skrev og undrede sig,” siger Morten Stricker.

Ulla Astrup Jensen har fortalt Dagbladet Struer, at hun er ligeglad med, hvilket parti der brugte hendes billede i valgkampen.

”Hvis det havde været et andet parti, ville hun også have givet sin tilladelse. Hun ønsker bare, at der kommer opmærksomhed om sagen,” forklarer Morten Stricker.

Dansk Folkeparti i Struer er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.

 

 

Bag billedet: ”De fleste har hørt om Ullas ryg”

Morten Strickers fotografi af en kvindes skæve ryg spillede en central rolle under kommunalvalget i Struer. Faktisk så meget, at Dansk Folkeparti fik lavet en valgplakat med et billede, der lignede Morten Strickers foto. ”Jeg vil naturligvis ikke have, at mit arbejde bliver sat i forbindelse med et politisk parti,” siger han 

”Det kan være svært at beskrive en skæv ryg med ord. Men hvis du kan vise det med et billede, bliver det visuelt på en måde, du kan aflæse lynhurtigt.”

Sådan forklarer pressefotograf Morten Stricker fra Dagbladet Struer den gennemslagskraft, hans billede af den Parkinsonsramte Ulla Astrup Jensens ryg har fået i Struer.

”De fleste har hørt om Ullas ryg,” siger Morten Stricker

Det begyndte med en artikel i Dagbladet Struer, hvor Ulla Astrup Jensen fortalte, at hun ikke kunne få tilkendt førtidspension. Og det endte med, at sagen blev så stor, at Dansk Folkeparti valgte at få taget sit eget foto af Ulla Astrup Jensens ryg og brugte billedet til en valgplakat. Billedet lignede til forveksling Morten Strickers foto.

”Jeg vil naturligvis ikke have, at mit arbejde bliver sat i forbindelse med et politisk parti, og det synes jeg lidt, at Dansk Folkeparti gjorde i dette tilfælde, da folk i Struer kunne have svært ved at kende forskel på de to billeder,” siger Morten Stricker

Morten Stricker er ansat hos Jysk Fynske Medier og fotograferer blandt andet for Dagbladet Struer.

 

Dansk Folkeparti i Struer er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.

 

0 Kommentarer