112-fototjeneste sænker fotografernes honorar

112-fotografer, der leverer billeder til fototjenesten Presse-fotos.dk, skal acceptere en kontrakt med lavere betaling for billedserier bragt i blandt andet B.T. Presse-fotos.dk ønsker ikke at udtale sig

I juni 2020 advarede Dansk Journalistforbund mod at skrive under på en kontrakt fra fotobureauet Presse-fotos.dk. Ifølge kontrakten fik fotograferne ”som udgangspunkt” ikke betaling.

Blandt de få medier, der udløste betaling, var billeder i B.T., Ekstra Bladet eller TV 2, der blev honoreret med 300 kroner for et billede plus 100 kroner for de følgende billeder. Et billede i en lokalavis gav 150 kroner.

”Dette er efter DJ’s opfattelse helt uacceptable vilkår”, lød det dengang i en pressemeddelelse.

Men nu har Presse-fotos.dk lavet en tillægskontrakt, hvor vilkårene på flere punkter er endnu dårligere.

Det gælder for eksempel billedserier, som B.T. køber via Presse-fotos.dk. De 300 kroner for det første billede og 100 per styk for de næste billeder er nu sat ned til 300 kroner – uanset antallet af billeder.

Journalisten har spurgt B.T.’s chefredaktør, Michael Dyrby, om det er, fordi B.T. har sænket betalingen for billeder fra Presse-fotos.dk. Det ønsker han ikke at oplyse, fordi prisen er hemmelig.

Ejer af Presse-fotos.dk Mathias Øgendal har ikke nogen kommentarer.

”Aftalen mellem Presse-fotos.dk og fotografer samt Presse-fotos.dk og kunder er ikke forhold, jeg kan udtale mig om,” skriver han i en mail.

Mathias Øgendal ønsker ikke at stille op til interview eller svare på nogle af de øvrige spørgsmål, Journalisten har sendt til ham.

Konkurrerer med de professionelle

Johnny Frederiksen, pressefotograf og medlem af hovedbestyrelsen i DJ, tror ikke, at professionelle fotografer arbejder for Presse-fotos.dk.

”Men de kan hurtigt blive en konkurrent til de professionelle fotografer, fordi de sælger deres billeder til etablerede medier til den pris,” siger Johnny Frederiksen.

En anden ændring i kontrakten fra Presse-fotos.dk er noget mere indviklet.

For at modtage betaling for billeder til såkaldte abonnementskunder som TV 2 Lorry, Newsbreak og sn.dk, skal man levere fotos fra to forskellige fotoopgaver. Det kan for eksempel være to forskellige brande eller trafikulykker. En enkelt fotoopgave er ikke nok.

Og her kommer det særlige: De to billeder skal leveres inden for samme kalendermåned for at udløse et honorar på 100 kroner.

Ifølge tillægskontrakten tjener man altså ikke penge for et billede til abonnementskunder solgt den 28. juli og et billede solgt den 2. august, fordi det er to forskellige måneder i kalenderen.

Penge for Lorry-billeder

Johnny Frederiksen kalder kravet om, at to billeder til abonnementskunder skal falde inden for samme kalendermåned, for ”useriøst”:

”Jeg vil aldrig selv sige ja til at arbejde under de forhold,” siger Johnny Frederiksen.

Ejer af Presse-fotos.dk Mathias Øgendal ønsker ikke at forklare, hvorfor det nu er et krav, at to billeder skal sælges inden for samme kalendermåned.

Om Johnny Frederiksens kritik siger han:

”Jeg kender ikke Johnny Frederiksen.”

Der er dog også en forbedring i kontraktvilkårene. Nu udløser 112-billeder til fx TV 2 Lorry og Newsbreak nemlig et honorar – det gjorde de ikke tidligere.

Kravet er dog også her, at billeder fra to forskellige situationer skal sælges inden for samme kalendermåned. Og det giver ikke flere penge, at det samme billede eller video bliver bragt hos flere af abonnementskunderne.

EB har opsagt aftale

Ekstra Bladet er ikke nævnt i den nye kontrakt.

Hos Ekstra Bladet oplyser fotochef Jakob Boserup, at Ekstra Bladet er holdt op med at bringe aktuelle 112-billeder fra Presse-fotos.dk. Ekstra Bladet køber dog fortsat arkivbilleder fra fototjenesten.

Journalisten har tidligere skrevet om markedet for 112-fotografi, som er vokset de seneste år, og som giver problemer for politiet og trafikofre.

6 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
27. AUGUST 2020
Jeg fatter ikke, at journalisten.dk bruger tid på, at skrive om presse-fotos.dk, der er med garanti ikke nogen proff. pressefotografer som vil arbejde for det pågældende firma, og der er i det hele taget ikke ret mange pressefotografer som overhovedet beskæftiger sig med 112-fotografi.


Der kan vel aller højst ske det, at der er nogen journalister og redaktører, som bliver opmærksomme på, at de kan købe billige 112-fotos fra presse-fotos.dk, og firmaet har dermed fået noget reklame, som ikke kan købes for penge.
Daniel Mathiasen
27. AUGUST 2020
Totalt uhørt, at man kan tage røven på så mange mennesker, det fatter jeg ikke, den eneste der tjener på den virksomhed er Mathias Øgendal selv. Alt imens hans fotografer ikke får noget der bare er i nærheden af ordentlige vilkår...

Tilgengæld har han travlt med at bruge sine fotografers løn på velgørenhed så han fremstår som noget af en helt udadtil....

I mens så sidder Sjællandske Medier, TV2 Lorry og mange flere og er støtter en virksomhed fordi de kan få gratis materiale, vi er kollegaer og burde støtte hinanden, vi er endda i samme fagforening! Men journalisterne er piv ligeglade...
Benny Kühnell
28. AUGUST 2020
Hvad er en professionel fotograf?
Er det en der har taget uddannelsen?
Er det en der sælger fotos/video?
Selv har jeg ingen uddannelse i foto/video men har dog solgt mange fotos og produceret mange videoer der osse er blevet solgt.
Har taget hele udviklingen med fra Agfa kassen 6 X 9 og til og med den digitale del.
Jeg mener at når ens produkt kan sælges og man har så meget erfarring som mig er man professionel uddannelse eller ej.
Daniel Mathiasen
28. AUGUST 2020
Benny, erfaring er bestemt ikke noget du besidder, uanset om du vil det eller ej, du er netop blot en glad amatør, der ikke engang overholder de presseetiske regler. At tage billede af legemes dele fra en selvmorder, der ovenikøbet kun var 20 år gammel, er direkte usmageligt. At du så bagefter ikke selv kan se det, er jo helt sygt, og du vælger derfor så også at forsøge at gøre både brandfolk og politifolk til grin på din facebook. Og forsøger derefter at anmelde os for chikane, nårrrh ja, den tabte du jo, ganske velberettiget ....

Erfaring, hahahaha du er sgu lidt sjov.
Benny Kühnell
28. AUGUST 2020
Kære Daniel Mathiasen.

Jeg syntes du skal fortsætte med at tilsvine mig for jo mere jo stærkere står jeg i sagen mod dig.
Går du ind og ser på Facebook, Digitalpressen.dk, vil du opdage at anklagerne har frafaldet den sag du har anmeldt mig for (20. November 2019).
Hvad du sikkert ikke ved er, at Nordsjællands Politi´s ledelse har sendt min anmeldelse til den uafhængige politimyndighed der nu efterforsker dig og de to andre.

Jeg vil derfor råde dig til fremover at holde inde med dine beskyldninger mod min person da det i sidste ende vil tjene dig bedst.

Du må have en grim smag i din mund.

Hav en god weekend.

Med venlig hilsen fra Benny Kühnell

Flere

Læs også

Presse-fotos.dk tilbyder ”som udgangspunkt” ingen betaling til fotografer

Presse-fotos.dk tilbyder ”som udgangspunkt” ingen betaling til fotografer

25. JUNI 2020
Mindreårige tager 112-billeder for fototjeneste: ”Det kommer til at ske igen”

Mindreårige har leveret 112-billeder til fototjeneste

30. JUNI 2020
Hård kritik af fototjeneste for misvisende kreditering af billeder - sætter ejers navn på andres fotos

Hård kritik af fototjeneste for misvisende kreditering af billeder - sætter ejers navn på andres fotos

28. FEBRUAR 2020