Alle journalister er psykopater. Alle journalister sidder bare på deres flade og drikker kaffe.

Journalister aner ikke, hvordan verden ser ud, for de ringer det hele hjem.

Pennen er hvas og fokus knivskarp gennem alenlange diskussioner med gode journalister.

Fotografer derimod er drukkenbolte, ordblinde og et nødvendigt onde – for de har jo bilen.

Sådan er det.

Når de personlige fordomme er vendt, forenes vi i en ny strid: Hvad er vigtigst – billedet eller artiklen.

Jeg var nagelfast: Billedet er naturligvis det altafgørende.

I dag siger jeg bare undskyld – undskyld – undskyld – til det hele.

Ti år efter min uddannelse som pressefotograf er jeg ansat som fotograferende journalist på et landbrugsblad.

Med i bagagen har jeg adskillige DJE-kurser i journalistik, som er kulmineret i et eksamineret kursus fra DJE, hvor jeg har opnået karakteren 10.

Jeg er proppet med teori – ikke ret meget praktik – udover undervejs at have skrevet flere artikler inden for områder, der i forvejen interesserer mig.

Nu kan jeg ikke påberåbe mig en overvældende forhåndsviden om landbrug, så for at forberede mig på mit nye job, der indbefatter at formidle landbrugsstof til kendere – altså landmænd – tænker jeg først og fremmest på at afpudse mit outfit.

Det sker lissom for at opveje og sløre de åbenlyse faktuelle mangler – da det jo næppe vil være det helt store hit at komme ud til bønderne iført både lavtgående køretøj, små sko og blændende uvidenhed.

Så jeg investerer derfor i en gammel svensk kasse, der lyder som en traktor og er lige så stærk som en tyr i brunst til at klare en hvilken som helst bumlet markvej.

Dernæst erhverver jeg mig et par lookalike landmands-grønne-gummistøvler, for ligesom at hyle med de ulve, jeg er iblandt!

De er ganske vist et par numre for store, til gengæld ligner jeg med sikkerhed en ged med slagside.

Mit evige vanvid får mig til at tro, at det ikke kan være så svært – men du glade landskaber – hvem kan da også vide, at landbruget emnemæssigt spænder fra det rent praktiske til det dybt videnskabelige – og uomtvisteligt er en meget professionel industri.

En lammende kontrast til mit noget verdensfjerne idylliserede glansbillede om et Morten Korck landbrug med Nora-malkeko i stalddøren og det solrige liv i de evigt gule kornmarker.

Jeg begynder ret hurtigt at sige undskyld.

Jeg kender intet til landbrugets organisation og struktur. Jeg ved ikke, hvem der er hvem, og ALT mit arbejde er opsøgende.

Det er stjernehårdt at være journalist. Vi er to mand til at producere godt 36 sider i gennemsnit, og vi udkommer hver fjortende dag.

For at sige det kort; der siddes ikke ret meget på pind, der drikkes ikke meget kaffe, og det psykopatiske består i alt det, vi er i stand til at nå.

I al hemmelighed sender jeg af og til længselsfulde tanker til mit velnærede fotograf freelancevirke med en 17 timers arbejdsuge.

Men jeg ville jo skrive, og det er besnærende, for stofområdet er ganske enormt spændende. Landmænd er et fantastisk rummeligt folkefærd, og det er en gave at kunne levere en nyhed eller følge op på sager, foruden den overvældende mængde viden det er muligt at erhverve sig undervejs.

Det er langt mere engagerende end blot at være koblet på som fotograf. Et engagement som ikke bliver mindre, når vi er ene om historierne.

Det seje træk med at skære vinklen og få det hamret ned på print er bestemt en lettelse – når det er overstået.

Dertil oplever jeg, at læsere er langt mere gavmilde med deres reaktioner, når det gælder tekst end med et kompliment for et godt billede.

Men det er grusomt at erfare, at jeg efter et endt interview selv er begyndt at tage de så forhadte ord i min mund, som jeg ellers synes udtrykker noget underordnet: Og så skal vi liiige have et billede…

Det gennemgående tema bliver en-eller-anden foran et-eller-andet. Det er skam pæne billeder, men jeg er ikke blind for, at det er trivielt. Arbejdsformen gør det hamrende umuligt at få spændende interview billeder.

Det er ligeledes ret svært – jeg vil endda driste mig til at påstå, at det er umuligt – at lave reportager.

I sådanne situationer gør jeg mig i hvert fald ingen forhåbnin-ger om at producere hverken en Cavling eller en fotopris. Ofte er billedet lige i øjet, når fingeren griber hårdt om pennen – og ditto reflekterer guldkornene formålsløst mod kameraets hårde linseglas.

Uden jeg egentlig bemærker det, er det altid historien, vinklen og ofret, der er vigtigst. Jeg vil mene, at jeg får næse for blod, og jeg kan li' lugten. Altid er blokken fremme – dernæst skal vi lige have et billede…

Jeg bliver først selv bevidst om, at den indre skriverkarl har ædt billedmageren, da optagelsen er fordøjet – og det går galt.

Jeg er tilbage på min pind efter endnu en gang at have været på besøg i livet hos "dem derude på landet".

Og min storsindede redaktør klasker sig lige lovligt højlydt på lårene og ler hjertegribende, da jeg modstræbende må gå til bekendelse:

– Jeg glemte at tage et billede.

Undskyld!