To chefer stopper på DR

Betina Bendix og Per Bjerre har i dag meddelt, at de stopper på DR. Ulrik Haagerup kalder forløbet ”udramatisk" (opdateret)

Betina Bendix og Per Bjerre har i dag meddelt, at de stopper på DR. Ulrik Haagerup kalder forløbet ”udramatisk" (opdateret)Ledende redaktionschef Betina Bendix og redaktionschef Per Bjerre har i dag meddelt, at de tager afsked med DR.

»Betina Bendix har fået nyt job og skal være administrerende direktør for TVSyd, og i forbindelse med, at vi lukker Update, som Per ellers har været chef for, har vi haft svært ved at blive enige om, hvad hans chefportefølje skulle være. Så valgte vi så til sidst at tage en fratrædelsesordning. Helt udramatisk,« siger Ulrik Haagerup, nyhedschef i DR, til journalisten.dk.

»De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, de falder bare samtidig.«

Ulrik Haagerup fortæller, at de redaktionschefer, der tidligere har rapporteret til Betina Bendix, nu rapporterer til ham. Betina Bendix stopper omtrent den 1. januar, og DR er endnu ikke afklaret med, om der skal findes en afløser, siger Ulrik Haagerup.

Per Bjerre har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvilke chefstillinger han blev tilbudt, men han er tilfreds med beslutningen om at prøve noget nyt:

»Det var et godt tidspunkt at komme videre på. Jeg har været 27 år i DR og ser frem til at prøve noget andet,« siger Per Bjerre til journalisten.dk.

TVSyd har udsendt en pressemeddelelse om Betina Bendix' skift over til kanalen fra DR. Heri skriver TVSyds bestyrelsesformand, Jacob Ejs:

"Betina Bendix er den helt rigtige til opgaven. Hun kan med sin redaktionelle erfaring og sine ledelseskompetencer styrke TV SYD ganske væsentligt – til glæde for både medarbejderne og seerne. Hun vil sikre, at TV SYD tager det ryk fremad, som organisationen er klar til."

(Opdateret 13:46 med kommentar fra Per Bjerre. Opdateret med kommentar fra bestyrelsesformand Jacob Ejs, TVSyd.)

0 Kommentarer