DR Update bliver til en rigtig tv-kanal

Alle danske seere, der modtager digitalt tv, vil i fremtiden få mulighed for at se DRs nye tv-kanal DR Update.

Alle danske seere, der modtager digitalt tv, vil i fremtiden få mulighed for at se DRs nye tv-kanal DR Update. DR Update har hidtil hovedsageligt fungeret som en tv-station på nettet med nyheder, men DR får nu muligheden for også at sende på det digitale sendenet.

Et politisk flertal vedtog i går torsdag at lade DR gå i luften med den nye kanal, der vil sende nyheder 24 timer i døgnet og derved betyde konkurrence til TV2 News. I DR har man ikke tænkt sig at vente længe med at tage den nye platform i brug.

DRs tv-direktør, Lars Grarup, vil dog endnu ikke løfte sløret for, hvordan DR konkret vil udnytte muligheden, eller på hvilke vilkår kanalen skal sende, men vil først i starten af næste uge løfte sløret for DRs planer. Han afslører dog, at den nye tv-kanal ikke er langt væk.

»Vi taler den meget nære fremtid,« siger Lars Grarup til Journalisten.dk.

DR Update bliver i dag set af omkring 200.000 om måneden, hvoraf de ca. 150.000 finder deres nyheder gennem DRs hjemmeside, mens resten ser DR Update gennem Canal Digitals tv-pakker, hvor DR Update også er tilgængelig.

I modsætning hertil har TV2 News over en million unikke seere om ugen. Kanalchef for TV2 News Mikkel Hertz ser da heller ikke DR Update som en direkte trussel.

»TV2 News er en fuldfed nyhedskanal med alt, hvad det indebærer, DR Update er en udvidet nyhedsrulle,« siger Mikkel Hertz.

0 Kommentarer