TDC: Seerne skal betale ekstra for TV 2

TDC hæver prisen på alle tv-pakker med 20 kroner. Det skyldes primært, at TV 2 bliver en betalingskanal, lyder det fra TDC.

TDC hæver prisen på alle tv-pakker med 20 kroner. Det skyldes primært, at TV 2 bliver en betalingskanal, lyder det fra TDC.

I januar bliver TV 2 til en betalingskanal. Derfor er TV 2 allerede i fuld gang med at lave aftaler med tv-udbydere, så danskerne kan fortsætte med at se TV 2.

Prisen er blevet offentliggjort helt åbent: 10 kroner plus moms, altså 12,5 kroner i alt.

Men den pris presser nu TDC til at hæve priserne på alle deres tv-pakker. Prisstigningen kommer i kølvandet på en række andre merudgifter, oplyser TDC til Ritzau Finans.

Fremover stiger TDC's såkaldte prispunkt fra 499 kroner til 519 kroner. Heraf går 12,5 kroner til TV 2.

»Vi er gået rigtigt langt for at holde vores prispunkt på 499 kr. Vi reducerede blandt andet prisen i sommers, da vi lagde leje af digitalmodtager ind i abonnementsprisen, men med prisstigningen på TV2 har vi ikke kunne holde prispunktet mere, og må lægge en tyver på,« siger direktør for bredbånd, telefoni og tv hos TDC, René Brøchner, til Ritzau Finans.

Aftalen mellem TDC og TV 2 betyder, at seerne ikke selv vælger, om de vil modtage TV 2 eller ej. Den er en del af alle tv-pakker.

»Vi har gennemført to undersøgelser henover sommeren. Den ene af, hvor meget danskerne ser de forskellige kanaler, og den anden af, hvor vigtige kanalerne opfattes at have. Der ligger TV2 i toppen af begge undersøgelser, så det er ikke den kanal, hvor vi behøver at spørge kunderne, om de vil have den. Derfor så vi ingen grund til at lave en masse valg og kompleksitet, hvis 99 pct. af vores kunder alligevel ender med at vælge TV2,« siger René Brøchner.

TDCs konkurrent Boxer har også indgået en aftale med TV 2. Her bliver prisen 20 kroner, hvis TV 2 er en del af en samlet kanalpakke, oplyser Boxer til Journalisten.dk. Boxer tilbyder dog også en såkaldt 'a la carte'-løsning, hvor TV 2 kan vælges til eller fra. Så koster TV 2 35,50 kroner per måned hos Boxer.

1 Kommentar

Allan H. Pedersen
6. AUGUST 2013
Hvis jeg abonnerer på et
Hvis jeg abonnerer på et dagblad, kan jeg få den videresendt til sommerhus under ferie osv.
Hvad angår Tv2 skal jeg betale for kanalen hos TDC i på Frederiksberg samt en gang til hos Boxer i sommerhuset.
Det er en form for dobbeltbetaling jeg finder kritisabelt sammenlignet med andre former for abonnement....