
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed med direktør Anette Lykke Petri (tv), der står for smitteopsporingen, som har lokaler på en nedlagt militærbase. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Medarbejdere, der er ansat i staten til at ringe rundt og lave smitteopsporing i forbindelse med coronaepidemien, er blevet bedt om ikke at udtale sig til pressen.
Det skriver Altinget.
“Husk, at vi ikke udtaler os til pressen,” lød det på en plakat med Rigspolitiets logo, der var hængt op i den nedlagte militærbase Jonstruplejren i Ballerup, hvor de 400 smitteopsporingsmedarbejdere møder ind.
Det er sket på trods af, at de offentligt ansatte medarbejdere har lov til at ytre sig om arbejdsforhold, så længe de ikke udtaler sig som myndighed om smitteopsporing.
Rigspolitiet medgiver at have givet medarbejderne indtryk af et generelt forbud mod at udtale sig til pressen. Plakaten er derfor blevet taget ned.
”Det er korrekt, at der har hængt en plakat med den påskrift. Det skal der selvfølgelig ikke, og derfor tager vi den ned. Som offentligt ansat i en offentlig myndighed har man selvfølgelig ytringsfrihed ligesom alle andre,” siger kommunikationschef Anders Frandsen til Altinget.
Arbejdsforholdene hos smitteopsporingsenheden har været i søgelyset denne uge. Således kunne Altinget tidligere på ugen fortælle, at forholdene i Jornstruplejren førte til, at mindst 59 medarbejdere fik konstateret smitte med coronavirus i december.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.