search

Single-journalist søger …

Er jeg på jagt efter en partner? Nej, jeg har været ude på jobmarkedet.

Er jeg på jagt efter en partner? Nej, jeg har været ude på jobmarkedet.

Her er det ikke længere nok at skrive en ansøgning og opdatere sit CV. Ofte skal der også svares på tilsyneladende banale spørgsmål i kategorien personalia. I skemaet på den potentielle arbejdsgivers hjemmeside studser jeg allerede over spørgsmålet om alder, for den må der ifølge lovgivningen ikke skeles til.

Men videre til næste punkt: Civilstatus. Og nu stejler jeg for alvor.
Normalt er jeg ikke så blufærdig, at fremmede får nej, hvis de gerne vil have et kig ind i privatsfæren. Men lige netop her har jeg svært ved at se relevansen. For hvad fortæller civilstatus om kvalifikationer og evne til at bestride jobbet? Absolut ingenting, tænker jeg.

Men der tager jeg åbenbart fejl. Ligesom på spørgsmålet om alder er et svar ganske vist ikke obligatorisk, men lader jeg feltet være blankt, vil det se ud, som om jeg har noget at skjule. Den strategi går ikke med 2-300 andre ansøgere lige i hælene. Så modstræbende tager jeg bestik af rullemenuen.

HR-afdelingen har lagt sig i selen og tilbyder hjælp i form af hele fire valgmuligheder, der forsøger at tage højde for alle eventualiteter: "Gift", "Samboende", "I et forhold" og "Single". Det begynder i mistænkelig grad at ligne noget fra Facebook eller dating-sites, der som bekendt også er begyndt at gøre det i sidespring. Og nu står jeg helt af.

For hvad er det, arbejdsgiveren regner med at kunne aflæse, når fluebenet er sat? Er en vielsesring garant for stabil og loyal arbejdskraft – eller får singler point for at være mere fleksible? Og hvad med de samboende og dem i et forhold? Risikerer de at ryge allerede i grovsorteringen? Jeg aner det ikke, men detaljeringsgraden taget i betragtning må man formode, at de mener det alvorligt i HR. Så jeg ser for mig en grotesk scene, hvor ansættelsesudvalget leger Kender Du Typen.

Jeg er langtfra blind for, at personalia spiller en rolle. At vi ikke kun er vores uddannelse og arbejdserfaringer, og at det ikke er helt ligegyldigt, hvordan man menneskeligt set sætter holdet på en arbejdsplads. Men en nærgående screening af privatlivet, før ansøgning og CV overhovedet er læst, finder jeg absurd. I værste fald risikerer den at diskvalificere ansøgere efter helt uigennemskuelige og i mine øjne latterlige kriterier. I bedste fald er den spild af tid.

Måske er HR-afdelingens nyfigenhed blot et udtryk for, at den i forhold til resten af virksomheden skal bevise sin eksistensberettigelse. Ingen har lyst til at være overflødig – og noget skal der jo spørges om. Men jeg hidser mig alligevel op. For mennesker er altså andet og mere end de stereotyper, der ligger på lur i rullemenuen – parforhold eller ej.

Stop derfor dyneløfteriet. Mød mig i stedet til en samtale. Spørg, hvad jeg kan, hvad jeg vil – ja spørg om hvad som helst, der er fagligt relevant. Spørg også gerne nysgerrigt og åbent til, hvem jeg ellers er. Så lukker jeg nok op for posen og viser lidt personlighed af den slags, som ægteskabelig status eller mangel på samme ikke afslører.

Det kan jo være, at jeg – i positiv forstand – er helt uden for kategori.

– Trine Kit Jensen, freelancejournalist

NB: Til en anden gang vil jeg meget gerne vide, hvor jeg skal krydse af, hvis jeg ligger i skilsmisse eller har en elsker, som jeg kun ser lejlighedsvis.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen