Schibsted skal spare 500 millioner

Coronakrisen, en nedgang i den norske valuta og stramninger af lovgivningen på spilområdet i Sverige er skyld i, at norske Schibsted skal skære 500 millioner norske kroner i regnskabet frem mod 2021

Den norske mediegigant Schibsteds regnskab fra det første kvartal af 2020 viser en kraftig nedgang i økonomien.

Det skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen fra i går, hvor de varsler nedskæringer tilsvarende 500 millioner norske kroner hos underafdelingen News Media.

Det skyldes primært en nedgang i annonceindtægter under coronakrisen, lovmæssige reguleringer af spillemarkedet i Sverige og en rekordlav kronekurs i Norge.

Nedskæringerne sker til trods for, at News Media, som blandt andet ejer norske Aftenposten og VG samt Aftonbladet og Svenska Dagbladet i Sverige, har haft en voldsom stigning i trafik og digitale abonnementer i marts måned.

”News Media har sat rekorder for trafik de sidste uger, men oplever et betydeligt fald i annonceindtægter, delvis kompenseret af god vækst i digitale abonnementer,” skriver administrerende direktør Kristin Skogen Lund i meddelelsen.

Schibsted oplyser, at annonceringsydelserne har været temmeligt stabile i Norge, sammenlignet med sidste år frem til midten af marts, hvorimod Sverige stadig er påvirket af de lovmæssige stramninger på spilindustrien, der trådte i kraft i begyndelsen af andet kvartal 2019.

Den sidste halvdel af marts måned har ifølge selskabet haft en negativ indvirkning på økonomien, som har fortsat ind i april måned. Med undtagelse af underselskabet Adevinta er selskabets indtægter faldet med to procent. Medregner man den voldsomme svækkelse af den norske krone siden midten af februar, er indtægterne faldet med fire procent.

Nedskæringerne vil gennemføres i løbet af andet halvår af 2020 og frem mod 2021.

Rettet 14.50: I en tidligere udgave var beløbet på 500 millioner kun angivet som ‘kroner’. Vi har opdateret artiklen, så der nu fremgår, at der er tale om norske kroner.

0 Kommentarer

Læs også

Hvad kan danske medier lære af Schibsted?

10. NOVEMBER 2016

Schibsted: Problemet er Facebook

16. SEPTEMBER 2016