Hvordan bliver vi bedre til at udnytte nettets muligheder uden at svigte de traditionelle platforme? Det har National Public Radio i USA et godt bud på: Glem frygten, begynd med det, I er dygtige til, og send alle fra direktøren til reporteren på intern efteruddannelse.

WEBUDVIKLING. National Public Radio i USA bliver igen og igen fremhævet som et forbillede for den kommende danske 'Radio Møller'.

Èn på en gang konverserende, nysgerrig og analytisk tone er netværket af radiostationers kendetegn.
Ikke alene er lyttertallet steget til 34 millioner ugentligt, men NPR er også førende, når det gælder udviklingen på net og mobile platforme. Det er især her, stationen nævnes som forbilledlig i USA af blandt andet den journalistiske efteruddannelse The Poynter Institute og magasinet American Journalism Review.

Succesen er ikke kommet af sig selv. Den øverste chef, Vivian Schiller, siger klart, at fremtiden for radio er på nettet, og har sat handling bag ordene: Netværkets centrale radiostation i Washington D.C. har de seneste tre år sendt samtlige medarbejdere på efteruddannelse i op til syv uger, udvikler programmer i samarbejde med brugerne på nettet og er langt fremme på Iphone og senest Ipad, hvor stationens applikation er blevet downloadet mere end 300.000 gange.
»Mobile platforme er radioens genfødsel. De kommer som sendt af Gud, fordi de er så lette at have med overalt, samtidig med at du kan lytte til lige de programmer, du vil,« siger præsident Vivian Schiller til Wall Street Journal.

I udkanten af de kvarterer, som turistguiden for Washington D.C. advarer imod, finder man National Public Radios hovedbygning. Udenfor lyder politisirenerne. Indenfor er der dømt lavloftet halvfjerdserbeton.
Her arbejder Keith W. Jenkins på at føre National Public Radio længere ind i den digitale tidsalder. Han udstråler en nærmest buddhistisk ro, taler dæmpet og synes altid at have sit lille elektroniske Leica-kamera inden for rækkevidde.
Som online fotoredaktør har han kunnet sætte sit navn på nogle af de mest omtalte multimedieprojekter nogensinde fra Washington Post. De seneste år har Keith W. Jenkins været chef for den visuelle del af National Public Radios website. Stationen er den vigtigste leverandør af public service-indhold til næsten 800 lokale public radio-stationer.

Programmet "Tell Me More" startede som en blog redigeret af Lee Hill. Her spurgte NPR brugerne, hvilke minoriteter de gerne ville have repræsenteret i radioen. – foto: Brooks Craft

Samtidig har Jenkins stået i spidsen for at omskole mere end 300 medarbejdere på centralstationen til at favne nettet, samtidig med at de laver radio. Der er masser af medier, både herhjemme og i USA, hvor ledelsen højtideligt taler om at føre organisationen ind i den digitale tidsalder. Men med en donation fra The Knight Foundation på halvanden million dollars og ved at satse en million dollars af stationens egen kasse har NPR omsat ordene til handling.

Alle medarbejdere har været på kursus, fra ledelse over journalister til HK'ere. Reporterne kom på skolebænken i syv eller fem uger, og der var endda sat penge af på budgettet til at finde vikarer i perioden. Producere har fået intern efteruddannelse i to uger, og selv den øverste direktør og hele det øverste administrative lag er blevet trænet i et par dage, så de forstår, hvad der foregår, og så det er tydeligt, at hele organisationen er forpligtet på forandring.

I USA myldrer dygtige unge journalister med multimediekompetencer ud af uddannelserne. Men Keith W. Jenkins siger, at det vil være en stor fejl alene at satse på forandring via nyansættelser. Medierne har ikke pengene, og det skaber en kultur af frygt.

»De erfarne er bange for, at de unge vil tage deres job. Det skaber nervøsitet, og du får en arbejdsplads, hvor de unge på webben og de gamle på radioen ikke taler sammen. Sådan var det også her. Når man gør det klart, at nettet er en del af alles job, mindskes generationskløften og dermed frygten.«

Men selv om rammerne var gode, gik det helt skævt i starten.
»Da jeg kom til NPR, havde ledelsen besluttet sig for video som den vigtigste måde at fortælle historier
på online. Det betød, at videokameraet blev det væsentligste værktøj, næsten uanset hvad der egentlig var bedst for den historie, vi skulle fortælle.«

Og det fungerede ikke:
»Ingen var glade. At smide et videokamera i hovedet på en radiomand er nærmest en voldtægt. De skal have kameraets mikrofon præcis der, hvor de plejer at have deres radiomikrofon. Og de arbejdede allerede hårdt i forvejen. Nu opfattede de det, som om de fik at vide, at de skulle arbejde endnu hårdere og gøre det samme arbejde to gange.«

•Keith W. Jenkins th. står i spidsen for det ambitiøse efteruddannelsesprogram, som henvender sig til såvel direktører og mellemledere som reportere og producenter. – foto: Brooks Craft (npr)

I 2008 var video på højeste mode ikke bare i USA, også i Danmark. Uanset om mediehusene havde en baggrund i print, tv eller radio, blev der satset på video. Selv Keith W. Jenkins' tidligere arbejdsplads Washington Post sendte systematisk nogle af verdens mest velrenommerede skrivende journalister til at lære at lave video. Fejlen var ifølge Keith W. Jenkins, at de ikke tog højde for medarbejdernes angst for at lære, og at de derfor begyndte med det værktøj, som fik dem til at føle sig allermest inkompetente.

Keith W Jenkins husker den dag, hvor det gik op for ham, at de var begyndt hele det dyre og ambitiøse efteruddannelsesprogram i den forkerte ende. Sammen med en af radioredaktørerne lavede han et fotoslideshow med lyd i programmet "Final Cut". Under redigeringen udbrød redaktøren: "Det her er så meget bedre! Jeg kan se lyden!"
»Det var der, det gik op for mig. Han var god til at lave lyd. Han var god til at redigere lyd. Han var god til at arbejde efter en tidslinje. Det eneste, vi gjorde, var at tilføje et lille element, der hedder fotos. Du skal finde ud af, hvad folk allerede er dygtige til og så forlænge det i stedet for at starte helt forfra,« forklarer Keith W. Jenkins.

Vejen frem til forandring krævede et strategisk tilbagetog fra de øverste chefers side.
»Vi var nødt til at hjælpe ledelsen med at træde et skridt tilbage. Vi havde glemt at tage udgangspunkt i det, reporterne kunne i forvejen. Vi startede med video, fordi det var det, organisation ville have. Det var en fejl, for vi glemte, at medarbejderne er dygtige. Nu begynder vi med at kigge på de mennesker, vi skal træne. Vi stoler på det, de kan i forvejen, og så forlænger vi det en lille smule,« forklarer han.

Også de administrative chefer på National Public Radio kommer på skolebænken for at lære at lave web-journalistik. Det er et signal om, at hele organisationen er involveret i at styrke nettet. – foto: Brooks Craft (npr)

De 15 dyrt indkøbte videokameraer blev lagt på hylden, og der er de stadig.
»Vi gav dem still-kameraer i stedet for, fordi vi ville træne dem til at tænke visuelt. Samtidig har vi sagt til dem, at alle ikke skal kunne alt. Det betyder ikke, at vi aldrig vil lave video, men snarere, at vi skal bruge redskaberne til at forbedre journalistikken. Ikke til at diktere den,« siger Keith W. Jenkins.

Faktisk hjalp den nye tilgang også organisationen med at besinde sig på, hvad den havde brug for online, mener Jenkins. NPR er grundlæggende gode til at lave lyd, til at analysere og gå i dialog. Det skulle deres website afspejle. Radiostationen skulle ikke prøve at være først og størst på nyhederne, men fortælle om de væsentlige begivenheder og tilbyde perspektivering både på net og i æteren. De skulle ikke prøve at være en tv-station på nettet.

»Nu begynder vi med det, vi virkelig kan: Lyden. Så ser vi på, hvilket andet medium der kan hjælpe med at fortælle historien bedre på nettet. Ofte er det faktisk stillfotoet. Det lægger nye nuancer til historien og gentager ikke det, vi allerede har på bånd. I stedet for at fortælle den samme historie to gange, fortæller vi nu to forskellige historier,« siger han.

Keith W. Jenkins siger, at man altid skal tage udgangspunkt i, hvordan man fortæller historien bedst, uanset hvilket redskab man tror mest på som trafikmotor. Trafikken kommer nemlig, hvis kvaliteten er i orden, og man eksponerer de gode elementer rigtigt på sitet. Argumentet, om at video skaber mest trafik, er en myte, mener han.
»Faktisk er der flere klik i fotos og audiovisuelle fotoshows end i videoindslag, både generelt og på Npr.org. Det kan dog ændre sig, når alle i USA får hurtige forbindelser.«

 
••Kulturreporter Neda Ulaby fra National Public Radio kontakter altid webproduceren, før hun tager ud på opgave. De afgør sammen, om historien skal fortælles i lyd, stillbilleder eller tekst på nettet. – foto: Brooks Craft (npr)

Kulturreporter Neda Ulaby har gennemgået fem ugers efteruddannelse i at bruge sociale medier, lave grafik til nettet, fotografi, audio-slideshows og i at skrive tekster til webben.
Selv om hun af og til har et kamera med på opgave, er mikrofonen stadig det vigtigste arbejdsredskab. Alligevel har hun ændret sin arbejdsform radikalt. Nu tænker hun web ind i hver eneste historie. Det første Neda Ulaby gør, efter at have aftalt et job til radioen, er at kontakte webproducenten for at høre, hvad de vil have.

For eksempel interviewede hun den kvindelige hovedrolleindehaver i filmen "Juno" om teenagegraviditet. Det blev til en syv minutter lang reportage i radioen. Det viste sig, at Ellen Page var en passioneret læser og havde en masse at sige om litteratur, så det blev også til en 25 minutter lang podcast på nettet, som man kunne henvise til fra radioindslaget.

»Før afleverede jeg bare mine meget konverserende radiomanuskripter til webben og håbede på det bedste, når de skrev om. Det er utroligt at tænke tilbage på, for jeg kunne aldrig finde på at lave en radiohistorie ved bare at indlevere båndene.
Nu gør jeg det selv og har fået større kontrol som reporter,« siger hun.

Radio er ofte et meget personligt medie på grund af stemmerne. Samtidig oplever NPR's lyttere sig selv som en eksklusiv skare, ikke ulig P1s lyttere i Danmark. Det har NPR brugt til at opbygge communities på sitet, hvis trafik er steget med 33 procent siden redesignet.

»Vi ved, hvordan NPR lyder. Vi har en konverserende tone og er bedst til analyse, grundig reportage og til at give folk tid til at fortælle deres historie. Det, vi gør, er så at spørge os selv:
Hvilken type fotohistorie vil matche den fornemmelse, vi har i radioen? Måske lægger vi ikke hovedvægten på en nyhedsvinkel om en oversvømmelse, men bruger i stedet tid på at tage billeder i det lokalsamfund, som forsøger at komme sig efter oversvømmelsen.

– Hvor ville du starte, hvis du skulle træne en magasinjournalist til web?
»Jeg ville nok begynde med at lære dem at lave lyd. De kan opsøge kilder, de kan interviewe, og de kan normalt betjene en båndoptager. Så ville jeg sige, at nu skal du bare lære at få god lyd på skæringen,« siger Keith Jenkins.

Journalist Lee Hill fik syv ugers træning. Han blogger, laver stillbilleder og fotoslideshows med lyd til webpræsentationen af programmet "Tell Me More" om minoritetsgruppers problemer.
»Før var vi glade, hvis vi fandt et billede til nettet, der blot fangede et eller andet, som værten eller gæsten havde nævnt. Nu kan vi vise dig noget på nettet, som vi måske ikke har kunnet sætte ord på i radioen. Vi når længere end til de veltalende magthavere, som gør sig i et radiostudie. Vi kan beskrive dem, som måske ikke kan eller vil komme til studiet, og som nok heller ikke ville kunne stå distancen i radioen,« siger han og tilføjer: »Fotos kan ofte vise det, vi ikke kan sige på radioen.«

Netop programmet "Tell Me More" er et eksempel på, at NPR arbejder målrettet med at involvere lytterne i den redaktionelle proces via nettet. Programmet startede som en blog, hvor man spurgte brugerne, hvilke stemmer og problemer der normalt blev overset i medierne. •

Dette er et bearbejdet kapitel fra bogen "Sådan redder de journalistikken", som udkommer på forlaget Ajour fredag den 13. august. Bogen udspringer af Jakob Elkjærs fellowship på SDU.

∞ NPR.org

• Er delvist finansieret af det offentlige, delvist af private sponsorer og medlemmer.
• Sender radioprogrammer om samfund og kultur.
• Syndikerer programmer til omtrent 800 public service-radiostationer rundt om i USA.
• Blev grundlagt ved lov af daværende præsident Lyndon B. Johnson i 1967.
• Flagskibene er de to letflydende 'drive time'-programmerne "Morning Edition" og "All Things Considered".