Med sitet Knol har Google skabt et brugerdrevet medie, der ligesom Wikipedia giver alle mulighed for at få publiceret artikler – og sågar tjene penge på det.
Knol – Knol.google.com – er det nyeste skud på Google-imperiets aktivitetsliste. Sitet er et online-opslagsværk, der ligesom Wikipedia består af artikler skrevet af brugere.
Men til forskel fra Wikipedia, hvor alle tekster er åbne for tilføjelser og redigering, så er artiklerne på Knol personlige med byline og lukket for redigering.
Ydermere er det muligt for artiklens forfattere at placere annoncer – solgt gennem Google – sammen med deres artikler. På den måde har Knol mulighed for at blive et helt igennem kommercielt foretagende, både for Google og for de frivillige bidragsydere.
Eller som New York Times spørger i rubrikken til en artikel om Knol: Er Google en medievirksomhed?
Selv om Knol kun er tre uger gammelt, betragtes det allerede med ængstelse fra en række medievirksomheder med online-aktiviteter. Ikke mindst fordi Google med ejerskabet af YouTube og blog-sitet Blogger sidder på væsentlige dele af indholdet på internettet i dag.
Kilder påpeger over for New York Times det paradoksale i, at Google gennem Knol konkurrerer med sine egne forretningspartnere, simpelthen fordi man holder trafikken i egne rækker.
Google afviser blankt, at de skulle være på vej til at konkurrere med nogen medievirksomheder.
»Knol er blot et redskab til at skabe og publicere information. Når de har gjort det, er vores job blot at organisere den information, og det er alt,« siger Gabriel Stricker, en talsmand fra Google, til New York Times og tilføjer, at Google ikke vil eje nogen rettigheder til teksterne, og at Google-logoet ikke vil optræde på sitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.