Jeg har undgået Jobcenter Halsnæs indtil nu. Men intet godt varer evigt.

Og selv om jeg vidste, at det ikke kunne blive ved at gå, så kom det alligevel helt bag på mig, da jeg pludselig fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg sad på redaktionen på Frederiksberg Bladet i Verdens mindste vikariat og skrev på livet løs om regionsrådsvalg, om en iværksætter med en app-idé og om Valgbusser og Juletraditioner. Og så skulle jeg lige have mig en pause, en overspringshandling. En kop kaffe og et e-mailcheck. Den private email, forstås. Og der var mail. ’Indkaldelse til møde på Jobcenter Halsnæs’.

Nu gik den ikke længere. Og pludselig gik der tid med at læse op på, hvad man som semi-arbejdsløs halvfreelancer kan forvente sig af det kommunale beskæftigelsessystem. Og jeg kan ikke anbefale nogen at begynde med at læse Lau Aaens blog ’Dagpengeland’. Den er sådan set skideskæg, hvis man er i arbejde. Hvis man er i arbejde!
Ellers er den pisserædsom, og når man er færdig med den, så forventer man det værste af det kommunale system. Et system, jeg ikke i forvejen havde høje forventninger til. Men jeg startede altså med at læse bloggen, mens jeg var i arbejde. Og det var jeg – lige på det tidspunkt. Men vikariatet løb ud et par dage efter. Mikkel holdt op med at være på barsel og vendte tilbage til sin pind på avisen, og jeg vendte hjem til min pind – 7’eren ved vinduet i Vinderød.

Så med ’Dagpengeland’ lysende klar i erindringen, drog jeg slukøret og ubarberet ned for at hente lille Vera i Børnehuset, hvor hun hver dag tager hen for at passe sine udklædningslege og lave julegaver til mig. Mens jeg bliver hjemme og leder efter et sted, hvor jeg kan køre hen og foretage mig noget fornuftigt.

Dagen før dagen

”Det’ sørme, det’ sandt, december,” synger nisserne i radioen. Og pludselig var det dagen før dagen, men ikke lillejuleaften. Det var dagen før dagen før noget, der var meget værre.

Kære Thomas Peter Jensen,
Husk aftale med jobcentret i morgen kl. 13:00.
Se evt. nærmere på 'Min side' via www.jobnet.dk.
Venlig hilsen
Jobcentret

Som om jeg kunne glemme det. I den første indkaldelse stod der jo, at: ”Udeblivelse kan få konsekvenser for udbetalingen af dagpenge”. Så glemmer man det li’som ikk’, vel?

Mens ugerne var gået, og mødet rykkede nærmere, så rykkede jeg samtidig tættere og tættere på det røde felt. Jeg sagde til psykologkonen, at jeg ville optage samtalen med damen på kommuuuuunen. Hun rystede på hovedet og sagde: ’Ja, gør du det.’
Det hun mente var: ’Hold kæft, hvor er du åndet.’

Det kunne jeg bare ikke høre, da hun sagde det. Men indrømmet, det var åndet. Det endte med, at jeg skrev en skarp mail til Jobcenter Halsnæs, hvor jeg udbad mig en dagsorden for det kommende møde. Den svarede de ikke på. Nu rykkede jeg op i det røde felt.

Jeg kørte i SuperBest for at købe ind, og der fik jeg øje på Bo, der i sin tid passede min ældste i børnehaven Musereden. Det faldende børnetal og nye store daginstitutioner havde gjort, at Bo også havde været arbejdsløs i en periode. Jovist, han var det ikke mere, men han kunne godt lige fortælle mig lidt om, hvordan systemet var. Og vi kunne hurtigt blive enige om, at systemet med Jobnet.dk, hvor man skal logge på og trykke på en knap en gang om ugen for ikke at miste dagpengene, var åndssvagt. Mega-åndssvagt. Og Bo fortalte om kurserne og møder, som jeg endnu ikke var langt nok henne i arbejdsløsheden til at have oplevet, men som passede perfekt i mt billede af et system, der er til for sin egen skyld. Der stod jeg så med to lune deller og en halv liter cola zero i køen og mærkede, hvordan nålen rykkede helt op i det højrøde område.

Så ringede jeg til a-kassen. De måtte da vide, hvad sådan et møde gik ud på. Det gjorde de. Jeg besluttede, at jeg ikke behøvede optage samtalen, og nålen bevægede sig nedad mod det grønne felt. Eller rettere – den var orange. Ham på a-kassen sagde: ’Gå ind i det med åbne arme. Der sker ikke noget’.

Jeg afleverede lille Vera i Børnehuset og tog hjem for at skrive dagens ansøgning og passe pladsen ved vinduet, indtil det var tid.

12. december kl 13 – Møde på Jobcenter Halsnæs, stod der i pop-uppen.
Jeg ankom til Jobcenter Halsnæs i god tid. Det gør jeg altid. Og mens skydedørene til rådhuset gled op, så lukkede mit ellers åbne sind sig sammen, og det blev ikke bedre, da jeg så sedlen på døren.
’Tag plads, du vil blive hentet. Er du ikke blevet råbt op efter ti minutter, så henvend dig i skranken’, stod der.  
Altså en indbygget forsinkelse på ti minutter. Og et klart signal om, at min tid ikke er vigtig. I skranken er de helst fri for alle mulige arbejdsløse, der henvender sig med besked om, at nu er de kommet. De er da ligeglade med, om jeg er kommet. 

Jeg var i total forsvarsposition, da jeg havde været der i to minutter!

Jeg ventede. 10 minutter, men blev hentet til tiden. Af en sagsbehandler eller socialrådgiver eller hvad sådan en hedder, og jeg glemte hendes navn lige så hurtigt, som hun sagde det, og fulgte efter hende ned ad en laaaang gang forbi en laaaang række af små glaskontorer, der mindede mig om akvarier, indtil vi stoppede ved et, der var reserveret til mig og mit møde med damen fra systemet.

Jeg prøvede at forholde mig cool. Det gik i tre minutter. Så eksploderede jeg! Jeg spurgte hende, hvorfor f***** de ikke besvarede mine mails. Jeg havde sendt tre. Hvorfor man ikke fik informationer om, hvad mødet gik ud på? Hvorfor!
Hun sagde, hun godt havde set mine mails, men der var jo ikke noget cpr-nummer, så hun kunne ikke se mine kontaktoplysninger. Som ellers står ret tydeligt nederst i alle mails, jeg sender. Og man kunne også vælge modellen med at trykke 'besvar’.

Så faldt jeg ned igen, og den flinke dame tog fat på sin del af arbejdet og gennemgik sin lange række af rutinespørgsmål. Hvor har du søgt? Tjek. Hvilke brancher? Tjek. Fortælle om muligheden for løntilskudsjobs og virksomhedspraktik. Tjek. Og til sidst – det eneste skøre – et kursus på 14 (fjorten!) dage i, hvordan man skriver ansøgninger.
Ifølge folderen så skulle den første uge gå med at lære computeren at kende og finde ud af, hvordan Word virker.
”Der er mange, der har haft stor glæde af det kursus. Direktører og alt muligt”, sagde damen om kurset i Hundested. Det takkede jeg nej til. Dumdristigt måske? For indtil nu har den del af jobjagten, der består i at skyde ansøgninger af sted, intet udbytte haft, mens den mere anmassende stil med at tæppebombe Journalistens redaktør Hesselager med mails, plage konsulenter om hjælp og ringe til redaktionssekretærer har givet sporadiske resultater. Det bedste var vikariatet på Mediecentret Frederiksberg. Det savner jeg.

Efter mit møde på kommuuunen tænkte jeg, at noget skulle gøres. Så jeg skrev endnu en mail. Til redaktør Hesselager, cc den nye digitalredaktør. Om ikke vi skulle slutte af med en kop kaffe og en snak? Vi har faktisk aldrig set hinanden i de 6 måneder, vi har været henholdsvis arbejdsgiver og -tager. Den var de med på, og jeg mødte spændt til kaffe og hjemmebag (tak til digitalredaktørens kæreste) og efter en go’ halv time var der lagt i kakkelovnen til mere bloggeri og et par boganmeldelser.

Så nu har jeg lidt mere løst arbejde og stadigvæk et sted at sende mine skriverier hen, når jeg har været til møde, på kursus, talt med a-kassen eller sendt ansøgning nr. 100 af sted. Alt det kommer snart. Snarere end man tror.