Regentens sommer

Kronprins Frederik er regent for tiden. Sådan står det i grundloven. Når dronningen er ude og rejse, er kronprinsen regent. Normalt er dronningen i Caix i hele august. Men den her august har ikke været normal, for der har været OL i London.

Kronprins Frederik er regent for tiden. Sådan står det i grundloven. Når dronningen er ude og rejse, er kronprinsen regent. Normalt er dronningen i Caix i hele august. Men den her august har ikke været normal, for der har været OL i London.

Sport interesserer ellers ikke dronningen et klap, men denne gang valgte majestæten alligevel at tage til London med kongeskibet og hele det store udtræk. Måske tænkt som backing group for kronprinsen, der siden sidste OL er blevet medlem af Den Olympiske Komite.

Kronprinsens kandidatur til OL-komiteen blev i sin tid mødt med stor skepsis og debat. Nu skulle han stå sin prøve. Men var dronningens deltagelse tænkt som support for sønnike, var den unødvendig, for Frederik klarede jobbet ganske udmærket og i virkeligheden med langt større troværdighed end mor. Når kronprinsen var på med de danske atleter, virkede han troværdig, nærværende og engageret. Margrethe og sport? Øh, et postulat uden troværdighed.

Men sport er kronprinsens hjemmebane. Det er blevet en del af hans brandplatform. Han har løbet, cyklet og svømmet sig til den position. Det har sikkert været slidsomt og gjort ondt, men har lige så sikkert været drevet af samme lyst, som driver tusindvis af andre danskere til at yde deres yderste og mere til i diverse ekstreme sportsgrene. Med modenheden har han fået tilsat nogle refleksioner om, hvordan han kan bruge sine egne præstationer som rollemodel i en verden fyldt med stillesiddende og sukkerdopede fristelser, fedme og hvad deraf følger af sygdomme.

Som optakt til dette OL har kronprinsen stillet op til interview i tre udvalgte blade: Euroman, Samvirke og aktivtræning.dk.
Det brede portræt i Euroman tegner udviklingen fra den unge generte konfirmand, der bare ønskede at være en almindelig teenager, tilsat de dumheder som han – ligesom alle andre unge – også har begået, dog med det lille ekstra krydderi, at dumhederne bliver forstørret op og hængt til skue i al offentlighed i både misundelsesjournalistikskabelonen (Ekstra Bladet) og forargelsesjournalistikskabelonen (Berlingske).

Dengang ville alle presseskrighalsene have Joachim som konge. Og så videre til frømanden, der også bliver akademiker og selvsikkert siger: "Fandeme nej, nu gider jeg ikke undskylde mere for alle privilegierne". Portrættet ender ved en selvsikker og moden far til fire børn, der virker nærværende og engageret, når han er ude blandt folket. MEN som stadig bliver ramt af Nyrup-syndromet, hvor tungen slår knuder, når han står foran et kamera.

De knudrede og forvrøvlede sætninger skyldes nok ikke alene de knudrede og forvrøvlede spørgsmål, han tit bliver mødt med. Men kronprinsen arbejder på sagen, aner man i portrættet. Og denne sommer slap der da også lidt mindre vrøvl ud af kronprinsen foran de snurrende kameraer.

I Samvirke er vi med kronprinsen og Red Barnet i Bangladesh for at se på børnearbejde og børns vilkår der, og i aktivtræning.dk handler det om kronprinsen og hans eget forhold til træning og sport. Billedet af jetset-prinsen, der måske havde lidt for travlt med sejlsportsferier med jetsetvennerne, er gledet i baggrunden, sikkert hjulpet godt på vej, da han blev far til fire. Så var hænder og tid også ligesom fyldt op af noget andet.
Samlet virker de tre artikler overbevisende og troværdige. På godt og ondt. De virker troværdige, fordi kronprinsen virker troværdig. Han er en flink fyr, ham vil jeg gerne drikke en øl med. De er ren branding af ham.

Men i sidste ende er det mig som læser, der ejer hans brand. Jeg ved og tror på, at den her gut med alle privilegierne har været så grueligt meget igennem og har kæmpet rimelig hårdt med at forlige sig med det, han skal, og med at finde sin egen vej i livet. At han er stærkt optaget af at give sine egne unger noget bedre end det, han selv blev budt af babysittere og fransk tugtelse. Nu er han ved at folde sig ud som den moderne mand, der kerer sig om sine børn. Og i sit arbejde som kronprins fokuserer han på det, han brænder for: Sport, motion og børns vilkår.

Budskaber, han vist godt kan prædike uden at komme i konflikt med hverken grundlov eller jantelov.
Nogle vil råbe spin efter de tre artikler og deres timing op til OL. Meget muligt. Men det virker kun, fordi kronprinsen virker. Og denne sommer har det virket for kronprisen.

Og hvis de kongelige hofleverandører af spin også kan lære Frederik at gå som en voksen mand på 44 år og ikke som en konfirmand, så er det bare 10-4-top!

Så dronningemoderen kan godt lægge klaphatten og tage på længere, velfortjente ferier til Caix sammen med papa.

Regenten er kongeklar og skal nok blive en populær konge på sin egen måde, den dag Margrethe falder af pinden.

0 Kommentarer