search

Skammens olympiske flamme

Ytringsfrihed, pressefrihed, demokrati. Det er basale værdier i vort samfund, og når de bliver angrebet – af overvågning, af en strammere offentlighedslov eller af manglende respekt for ’folket’ – så reagerer vi prompte.

Sådan er det bare ikke i Rusland. Siden 1991 er mindst 124 journalister og mediearbejdere blevet dræbt, mens de udførte deres arbejde i landet, anslår det europæiske forbund EFJ; og mindst 349 er enten dræbt eller forsvundet.

Rusland har også en skræmmende statistik på andre felter: Den meget omtalte homo-lovgivning er ét eksempel, mens vilkårlig fængsling af en række markante talsmænd for ytringsfrihed – Mikhail Kodorkovskij og Pussy Riot-medlemmerne er de seneste og tydeligste – er et andet.

Samlet set er der nok at være opmærksom på, både som journalist og som tilhænger af demokratiet i den forstand, vi kender det fra Danmark.

Når disse linjer udgives, har De olympiske Vinterlege i den russiske by Sochi været i gang en lille uges tid. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har forsøgt at rydde op i de mest belastende sager op mod legenes åbning, og der skulle angiveligt ikke være problemer i forhold til eventuelle olympiske homo-aktivister.

Det går formentlig med andre ord, som det plejer at gøre, når De olympiske Lege rykker ind i et land og en by. Facaderne bliver pudset, tv-billederne bliver transmitteret, de sportslige højdepunkter er bjergtagende – og intet er forandret, når der pakkes sammen bagefter.

Det så vi senest i forbindelse med OL i Beijing 2008, hvor de kinesiske myndigheder i årene og månederne op til legene var underlagt et ret stort pres i de vestlige medier for at ændre på de forfærdelige forhold i landet. Presset var dog aldrig efterfulgt af et tydeligt politisk pres, og derfor kunne alverdens ledere og øvrige magthavere tilsyneladende med stor fornøjelse og i solens skær overvære et OL, der arrangementsmæssigt var fantastisk. Jeg ved det, for jeg var der selv som reporter.

Siden har jeg ikke været i Kina. Men at dømme ud fra beretningerne er forbedringerne og ’åbningen mod Vesten’ til at overse, for nu at udtrykke det på jysk.

Det samme kan jeg forestille mig sker i Rusland denne gang. Homolovgivningen og de øvrige indskrænkninger i ytrings- og forsamlingsfrihed, som er indført efter 2011, vil næsten med garanti blive foldet ud i fuldt flor fra marts måned og frem; og de udenlandske journalister vil formentlig igen få store udfordringer med at sikre sig visum til landet, så de kan beskrive udviklingen fair og journalistisk.

Med andre ord har det ingen positiv, demokratisk betydning for et lands indbyggere, at deres diktatur bliver OL-værtsland. Det er værd at erindre, når vi sætter os til rette for at overvære de spektakulære sportslige præstationer i februar måned.

Over dem, og over Sochi, brænder den olympiske flamme. I forhold til demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed er det en skammens olympiske flamme, vi ser.

Skammens olympiske flamme

Ytringsfrihed, pressefrihed, demokrati. Det er basale værdier i vort samfund, og når de bliver angrebet – af overvågning, af en strammere offentlighedslov eller af manglende respekt for ’folket’ – så reagerer vi prompte.

Sådan er det bare ikke i Rusland. Siden 1991 er mindst 124 journalister og mediearbejdere blevet dræbt, mens de udførte deres arbejde i landet, anslår det europæiske forbund EFJ; og mindst 349 er enten dræbt eller forsvundet.

Rusland har også en skræmmende statistik på andre felter: Den meget omtalte homo-lovgivning er ét eksempel, mens vilkårlig fængsling af en række markante talsmænd for ytringsfrihed – Mikhail Kodorkovskij og Pussy Riot-medlemmerne er de seneste og tydeligste – er et andet.

Samlet set er der nok at være opmærksom på, både som journalist og som tilhænger af demokratiet i den forstand, vi kender det fra Danmark.

Når disse linjer udgives, har De olympiske Vinterlege i den russiske by Sochi været i gang en lille uges tid. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har forsøgt at rydde op i de mest belastende sager op mod legenes åbning, og der skulle angiveligt ikke være problemer i forhold til eventuelle olympiske homo-aktivister.

Det går formentlig med andre ord, som det plejer at gøre, når De olympiske Lege rykker ind i et land og en by. Facaderne bliver pudset, tv-billederne bliver transmitteret, de sportslige højdepunkter er bjergtagende – og intet er forandret, når der pakkes sammen bagefter.

Det så vi senest i forbindelse med OL i Beijing 2008, hvor de kinesiske myndigheder i årene og månederne op til legene var underlagt et ret stort pres i de vestlige medier for at ændre på de forfærdelige forhold i landet. Presset var dog aldrig efterfulgt af et tydeligt politisk pres, og derfor kunne alverdens ledere og øvrige magthavere tilsyneladende med stor fornøjelse og i solens skær overvære et OL, der arrangementsmæssigt var fantastisk. Jeg ved det, for jeg var der selv som reporter.

Siden har jeg ikke været i Kina. Men at dømme ud fra beretningerne er forbedringerne og ’åbningen mod Vesten’ til at overse, for nu at udtrykke det på jysk.

Det samme kan jeg forestille mig sker i Rusland denne gang. Homolovgivningen og de øvrige indskrænkninger i ytrings- og forsamlingsfrihed, som er indført efter 2011, vil næsten med garanti blive foldet ud i fuldt flor fra marts måned og frem; og de udenlandske journalister vil formentlig igen få store udfordringer med at sikre sig visum til landet, så de kan beskrive udviklingen fair og journalistisk.

Med andre ord har det ingen positiv, demokratisk betydning for et lands indbyggere, at deres diktatur bliver OL-værtsland. Det er værd at erindre, når vi sætter os til rette for at overvære de spektakulære sportslige præstationer i februar måned.

Over dem, og over Sochi, brænder den olympiske flamme. I forhold til demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed er det en skammens olympiske flamme, vi ser.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen