
Foto: Pressenævnet
Kritisabelt og grænseoverskridende. Sådan beskrev kommunikationskonsulent i Bornholms Kommune Gitte Bisse Bertelsen i marts den oplevelse, som hun dengang netop havde haft med TV 2 Bornholm.
Med hendes navn, billede og stilling havde tv-stationen på Facebook og i et indslag i regionalnyhederne anklaget Gitte Bisse Bertelsen for effektivt at have forhindret TV 2 Bornholm i at få svar fra for eksempel læger og skoleledere i kommunen på en række spørgsmål om corona-smitten.
”Det er ikke etisk journalistik i mine øjne,” sagde kommunikationskonsulenten dengang til Journalisten.
Gitte Bisse Bertelsen var blandt andet utilfreds med, at hun ikke var blevet forelagt kritikken fra TV 2 Bornholm
Og den vurdering er Pressenævnet enig i. I en kendelse udtaler nævnet både kritik for manglende forelæggelse og for at have krænket Gitte Bisse Bertelsens privatliv.
Misvisende at drage hende til ansvar
Ifølge Pressenævnet er det krænkende og misvisende, at Gitte Bisse Bertelsen i TV 2 Bornholms omtale med hendes navn og billede bliver draget personligt til ansvar for den øverste ledelses kommunikationsstrategi.
”Dette på trods af, at kommunens borgmester sidst i nyhedsindslaget den 12. marts 2020 konkret begrundede kommunens afvisning af at deltage i TV 2 Bornholms spørgeprogram,” lyder det i kendelsen.
Selv om kommunikationskonsulenten flere gange tidligere havde afvist at deltage, burde hun ifølge Pressenævnet have haft lejlighed til at kommentere de konkrete beskyldninger mod hende.
Direktøren var klar til at rette ind
Gitte Bisse Bertelsen sagde allerede i marts til Journalisten, at kommunen overvejede at klage til Pressenævnet over den manglende forelæggelse.
Til det sagde direktør på TV 2 Bornholm Jan Jørgensen dengang:
”Vi beskriver bare det forløb, vi har haft. Jeg synes ikke, den beskrivelse indeholder et personangreb. Men det kan være, at min bedømmelse af situationen er forkert. Derfor har jeg også inviteret Gitte Bisse Bertelsen til at sende en klage til Pressenævnet. Vi retter selvfølgelig ind og undskylder, hvis Pressenævnet vurderer, at vi tog fejl.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.