Politiken mødes med Avisen.dk om samarbejde

JP/Politikens Hus indleder forhandlinger med Dating.dk-selskabet Freeway om at videreføre Avisen.dk i fællesskab. »Der bliver et møde inden for en uge,« siger adm. direktør Lars Munch til Journalisten.dk. (opdateret)

JP/Politikens Hus indleder forhandlinger med Dating.dk-selskabet Freeway om at videreføre Avisen.dk i fællesskab. »Der bliver et møde inden for en uge,« siger adm. direktør Lars Munch til Journalisten.dk. (opdateret)

Websitet Avisen.dk, der i går blev overtaget af Freeway efter Nyhedsavisens lukning, får måske JP/Politikens Hus som ny medejer. Adm. direktør Lars Munch oplyser til Journalisten.dk, at JP/Politikens Hus har aftalt at mødes med Freeway for at diskutere samarbejdsmuligheder:

»Vi har kontaktet hinanden omkring projektet, og der bliver et møde inden for en uge. Og så må vi se, hvad mulighederne er,« udtaler Lars Munch til Journalisten.dk.

Han understreger, at et delvist ejerskab af Avisen.dk ikke er det vigtigste her i verden for JP/Politikens Hus, men omvendt har de to parter »selvfølgelig taget kontakt til hinanden«.
»Jeg tror, du ser en større historie i det her, end jeg gør. Men det er muligt, vi kan samarbejde.«

Freeways direktør, Morten Wagner, udtalte i går til Journalisten.dk, at man ønsker at justere en smule på konceptet for Avisen.dk, så det bliver en lidt mere community-baseret nyhedsportal, hvor folk selv kan levere nyheder. Der skal dog fortsat være nyheder på sitet, og derfor er Freeway på jagt efter en partner, som kan levere nyhedsindholdet, nu hvor Nyhedsavisen ikke længere er der til at klare opgaven.
»Det betyder, at vi er enormt interessante for andre mediehuse,« udtalte Morten Wagner.

JP/Politikens Hus har dog endnu ikke afgjort, hvordan man kan bidrage til Avisen.dk.
»Jeg forestiller mig ikke noget endnu,« siger Lars Munch.

Ifølge Journalisten.dks oplysninger adskiller JP/Politikens Hus og Freeway sig i øvrigt ved, at de to mediehuse i dag har meget forskellige målgrupper. Freeway, der især er kendt for Arto.dk og Dating.dk, har således langt flere unge brugere.

Derudover er det endnu ikke lykkedes Avisen.dk at blive noget nævneværdigt stort site i forhold til de øvrige nyhedssites. Avisen.dk har godt 176.000 unikke brugere ifølge FDIM, mens EB.dk har 1,3 mio. unikke brugere. BT.dk har over 800.000 og Politiken.dk har knap 700.000.

De 176.000 unikke brugere står i endnu større kontrast til Freeways øvrige websites, som samlet set har usædvanligt godt fat i danskerne. Af al den tid, danskerne i dag samlet bruger på danske websites, går 23 pct. til Freeways mange webuniverser. Alligevel er det dog ikke lykkedes for alvor, at få brugerne af Arto.dk og Dating.dk til at klikke videre til Avisen.dk.

En mulighed ved et samarbejde med JP/Politikens Hus er dog at hente nyheder og indhold fra udgivelser som iByen og Ekstra Bladet, der forholdsvis let vil kunne tilpasses Avisen.dk.

(opdateret 12:05)

0 Kommentarer