
”Jeg synes, man skal være så præcis som muligt. Hvis det er seksuelt misbrug, der er tale om, så er det seksuelt misbrug, man er blevet dømt for,” siger Anne Mette Svane. Joachim Adrian/Ritzau Scanpix
”Jeg synes virkelig, det er en fuldstændigt rigtig kritik, og den har vi i hvert fald tænkt os at følge.”
På Politiken vil de droppe brugen af ordet ’sexdømt’ om voldtægtsdømte. Det siger chefredaktør Anne Mette Svane efter skarp kritik af mediernes brug af ordet fra organisationen Everyday Sexism Project Danmark på Journalisten.dk. Her kaldte Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, kritikken for ”noget vrøvl”.
Ifølge organisationen negligerer brugen af ordet den oplevelse, ofre for seksuelle overgreb rent faktisk har haft. Det er Anne Mette Svane enig i.
”Ord er fuldstændigt afgørende, når man skal beskrive, hvor ekstremt et overgreb som voldtægt er. Voldtægt har ikke noget som helst med sex at gøre,” siger hun.
Brugte selv ordet
Anne Mette Svane synes, det er vigtigt, at medierne bruger så præcise betegnelser som muligt, når de laver journalistik. Og fordi der kan være gråzoner, når man dækker seksuelt overgreb, skal journalisterne bruge tid på at overveje deres ordvalg. Det gælder ikke kun med ordet ’sexdømt’ og ofre for voldtægt, men seksuelle overgreb generelt.
”Jeg synes, man skal være så præcis som muligt. Hvis det er seksuelt misbrug, der er tale om, så er det seksuelt misbrug, man er blevet dømt for,” siger hun.
”Vi har set nogle helt frygtelige børnesager, og der skal man gå ind og se på, hvad dommen siger, og hvad er det præcist for nogle strafbare forhold, der er tale om, og så bruge så præcise betegnelser som muligt,” siger hun.
Politiken brugte selv ordet ’sexdømt’ i 2018 om en præst, der var blevet dømt for at krænke otte børn og unge.
Fortryder I det?
”Nej, det fortryder jeg ikke. Vi bliver jo også hele tiden mere bevidste om, hvilke ord vi bruger, ikke mindst for dem, der er ofre,” siger hun.
Men:
”Jeg er sikker på, at I også kan finde eksempler, der er nyere end det fra 2018. Så det er en opfordring, vi tager til os.”
Chefredaktør: Kan komme til at krænke på ny
Anne Mette Svane er enig med Everyday Sexism Project i, at beskrivelser af overgreb i medierne kan være med til at krænke ofre på ny.
”Det er i sådanne sager, at jeg virkelig synes, man skal have klare overvejelser over, hvornår man er gået for langt og er i gang med at udføre overgreb nummer to på offeret. Man skal jo balancere mellem at skrive om sagen, så den er til at forstå, samt tage hensyn til ofret,” siger Anne Mette Svane.
Derfor er det også noget, der bliver diskuteret meget, når Politiken dækker historier om seksuelle overgreb.
”Man kan virkelig komme i tvivl, og det ser jeg kun som et sundhedstegn. Det er klart, at når vi for eksempel har at gøre med børnesager, som er nogle af de værste sager overhovedet, så er der bare mange dilemmaer, man skal prøve at styre igennem. Og det gør man jo bedst ved at diskutere det grundigt og tage hensyn til det i redigeringen,” siger hun.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.