Den australskføde mediemogul, Rupert Murdoch, overvejer at byde på det professionelle community-site, LinkedIn. Ifølge weblog TechCrunch, der dækker hele web 2.0-branchen, kan der blive tale om et salg i 2008.
De sociale medier på nettet er i bemærkelsesværdig stigende kurs. I oktober købte Microsoft en aktieandel på blot 1,6 pct. af Facebook for hele 240 mio. dollar. Og nu er der forlydender fremme om, at det professionelle netværkssite, LinkedIn, måske kan blive en del af Rupert Murdochs globale medieimperium News Corp.
Tilbage i 2005 købte News Corp. et andet socialt online netværk, MySpace, som den gang blot kostede 580 mio. dollar. Men nu er de sociale medier blevet voksne og deres værdi tilsvarende.
Ifølge weblog TechCrunch kan næste handel meget vel blive et salg af LinkedIn til News Corp.
TechCrunch beretter således, at de to parter taler om et muligt salg til januar næste år og bloggen citerer en såkaldt 'pålidelig kilde'.
Det britiske dagblad, Daily Telegraph, noterede dog i sidste uge, at grundlæggeren af LinkedIn, Reid Hofmann, ingen planer har om at sælge LinkedIn til Murdoch. Direkte adspurgt lod han dog forstå, at dette dog ikke var udelukket på et senere tidspunkt, når LinkedIn er blevet yderligere udviklet.
Efterfølgende har han tilmed sendt en e-mail til TechCrunch og antydet, at det måske godt kan blive virkelighed.
Websitet LindkedIn, som tidligere har været beskrevet i et større tema i Journalisten, er i dag det største professionelle online netværk i mange lande. Hvor Facebook og MySpace mere anses som ungdommelige sociale netværk, så har selv mange topchefer en profil på LinkedIn. I USA er alle de største virksomheder, som er listet på Fortune 500, eksempelvis repræsenteret på LinkedIn.
Og eftersom Murdoch ejer en stribe medier rettet mod det professionelle segment og erhvervslivet så som The Wall Street Journal, The Times og The Sunday Times, der alle er stærke brands annoncemæssigt, så kunne et ejerskab af LinkedIn være et super match.
Det sociale website mangler dog stadig at få et gennembrud på det asiatiske marked. Ligesom LinkedIn endnu ikke har fået tilstrækkeligt greb om det europæiske marked, hvor man sammenlagt har blot fem mio. brugere.
Dets nuværende ejer, Reid Hoffman, bebuder dog, at man vil øge tilstedeværelse af LinkedIn på de nye markeder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.