”Hov, prøv lige at lægge den der væk.”

Politiken-journalist Frank Hvilsom gør et diskret kast med hovedet mod diktafonen i min højre hånd. Han har lige spottet to unge fyre, der skutter sig i sorte dynejakker lidt længere oppe ad gaden.

Jeg stikker lidt forvirret min diktafon i jakkelommen. Det er ikke engang et minut siden, jeg tændte den.

”Hva’ faen’ – hej!” siger Frank Hvilsom til de to i dynejakkerne, da vi passerer dem et par sekunder efter. Han lyder ægte overrasket og giver hånd til dem begge to. Sådan et håndtryk, hvor armen ikke bliver stukket stift frem, men nærmest svinger ind i den andens hånd med et klask som et high five.

”Hva’ så, Frank, det går fint. Hvad med dig?” siger den ene af de to høfligt.

[quote:2]

Vi er på Blågårdsgade på Nørrebro i København. Det er her, banden Loyal to Familia har base, og de to, der ryger cigaretter uden for en café på denne råkolde vinterdag, er ifølge Frank Hvilsom nogle af profilerne fra Blågårds Plads-miljøet.

 

Han smalltalker lidt frem og tilbage med de to. Om at det er pissekoldt, og om at han lige nu har orlov fra Politiken.

”Så går du bare rundt og nyder det, eller hva’?”

”Ja, ja. Jeg laver ikke noget. Men hey, kan vi ik’ lige tage en sludder på et tidspunkt?” spørger Frank Hvilsom, der normalt dækker rets- og kriminalstof for Politiken.

”Du kigger bare forbi, Frank. Du er altid velkommen, det ved du,” svarer den ene af de to tilbagelænet.

At ringe op uden et ærinde

Jeg har sat Frank Hvilsom stævne for at tale med ham om en særlig journalistisk disciplin, som han dyrker en del. Den går ud på uformelt at sludre og baggrundssnakke sig til sine historier ude blandt kilderne.

For mens nogle journalister er eminente til at google eller grave sig til historier i bilag eller datasæt, er andre mestre i systematisk at opbygge og pleje deres kildenetværk. De hænger ud i miljøet de dækker, ringer op uden ærinde og slår en sludder af eller dukker uanmeldt op til arrangementer for at vinde kildernes tillid og få de gode historier.

Sådan en journalist er jeg ikke helt selv. Faktisk følte jeg mig lidt ramt, da jeg i november skimmede et joboplag fra Radio24syv, der søgte en reporter og i et krav til kandidaterne til jobbet skrev:

”Du skal gribe knoglen. Mange unge journalister er fra Google-generationen, der henter al viden på nettet, men vi mangler folk, der ringer, ringer og ringer; ringer historier hjem og kilder hjem, og som kan finde og beholde gode kilder.”

Av. Selv om jeg da ”griber knoglen” hver dag, kan jeg godt genkende billedet. Jeg synes, det er svært at finde tid i hverdagen til for alvor at opdyrke og vedligeholde et netværk af kilder. Og jeg synes, det kan være svært at balancere den venskabelige relation, som sådan et kildeforhold kan udvikle sig til, med etikken og den professionelle distance.   

Derfor er jeg gået på jagt efter nogle af de journalister, som i særlig grad dyrker netop den disciplin. De journalistiske snushaner, kalder jeg dem.

”Bare sådan hyggesnak”

[quote:0]Den første, jeg mødes med, er erhvervsjournalist Morten Johnsen. Han var også den første, jeg kom i tanke om, da idéen til artiklen her begyndte at rumstere. I 2013 sad jeg nemlig i storrumskontor med ham på Ekstra Bladet, hvor han dengang var erhvervsredaktør – og her bemærkede jeg hurtigt, at han stort set aldrig sad på sin plads. Hvis han ikke var ude til møder, hang han nærmest konstant i telefonen. Tit lød det ret venskabeligt, men for det meste forlod han hemmelighedsfuldt sin plads, når telefonen ringede. 

”Sådan har jeg altid arbejdet. Jeg vil sige, at 80 procent af min arbejdstid går med at ringe til folk,” fortæller Morten Johnsen, da vi mødes: ”Men rigtig mange af dem, jeg taler med, har jeg jo aldrig nogensinde interviewet om noget som helst. Det er bare sådan … hyggesnak,” tilføjer han.

Man starter med kaffe

I dag er Morten Johnsen redaktør og medstifter af erhvervsmediet InsideBusiness. Jeg møder ham på en café i Læderstræde i det indre København. Her kommer han tit, for lige overfor har InsideBusiness sin redaktion, og kaffemøder er en vigtig del af hans hverdag.

”Alle de folk, jeg har en nær kilderelation til, er nogen, jeg har mødt mange gange til en uformel kop kaffe i en times tid, hvor vi bare sidder og snakker om løst og fast. Uden at jeg har blok eller diktafon med,” forklarer Morten Johnsen.

 

Han har dækket erhvervsstoffet i 10 år – blandt andet som reporter på Berlingske, og senest som virksomhedsredaktør på Jyllands-Postens Finans. Igennem årene har han opbygget et omfattende kildenetværk.

”Hvis der sker noget i en stor dansk virksomhed eller kapitalfond, så vil jeg næsten altid have nogen, jeg kan ringe til, som ved et eller andet om det,” vurderer han.

Men hvordan når man dertil – hvordan kom du i gang?

”Man starter med at tage ud og drikker kaffe hele tiden. Og de kilder, som du fornemmer kan noget og ved noget, dem ringer du så simpelthen bare til en gang om ugen.”

Og hvorfor gider de at snakke så meget med dig?

”Folk elsker jo at sludre. Ikke så meget om dem selv, men om deres branche og konkurrenter: Ham der er vist ved at blive fyret, og dem derovre har vist ikke så godt gang i forretningen. Hvis man spørger til den slags, kan man typisk få dem i gang. Og så er det jo lidt give and take. Du får kun noget, hvis de fornemmer, at du også nogle gange har nogle oplysninger til dem,” siger Morten Johnsen og tilføjer:

”Nogle gange er det bare en hyggesnak – så kommer der ikke en skid ud af det. Men andre gange opstår der helt tilfældigt et eller andet.”

Fik henkastet nys om Jesper ’Kasi’

I 2012 var det sådan, han første gange fik nys om, at den kendte erhvervsmand Jesper ’Kasi’ Nielsen var i økonomiske problemer med håndboldklubben AG København. Morten Johnsen havde talt med en kilde i en helt anden sammenhæng, og da samtalen var ved at være slut, sagde kilden henkastet:

[quote:1]”Jeg er i øvrigt lige blevet ringet op af Kasi Jesper. Han spurgte, om jeg ville skyde nogle penge i hans håndboldklub. Han må virkelig være i problemer, når han ringer til mig og spørger om det,” sagde kilden.

Det endte med at blive en stor historie for Morten Johnsen, der efter at have undersøgt sagen sammen med kolleger på Ekstra Bladet kunne afsløre, at den tidligere Pandora-milliardær skyldte millioner af kroner i skat.

”Det var en sag, der viste sig at være kæmpestor, men som kom helt tilfældigt ind. Og sådan er det tit. Rigtig mange af mine store historier gennem årene er startet med de der lidt henkastede tip til sidst i en telefonsamtale,” siger Morten Johnsen.

Opbyg tillid i miljøet

Lidt anderledes fungerer kildeplejen blandt gadens rødder for Frank Hvilsom fra Politiken. Det fortæller han mig, da vi står for enden af Blågårdsgade efter at have mødt de to profiler fra Blågårds Plads-miljøet.

”De der gutter taler jo ikke over telefonen,” siger han og peger ned ad gaden:

”Der er jo ikke nogen herude, der har kontortid, så du bliver nødt til bare at tage ud i miljøet og stikke en finger i jorden og sludre med dem for at få en fornemmelse af, hvad konflikten handler om,” fortæller Frank Hvilsom. 

Han begyndte at få kontakter i miljøet omkring Blågårds Plads, da bandekrigen i København sidst blussede op i 2008. Dengang var Brødrene Abde – bedre kendt som Store A og Lille A – dominerende figurer, og Frank Hvilsom begyndte at vinde respekt i miljøet, da han i sin dækning af en retssag mod Store A vinklede på, at anklagemyndighedens sag virkede tynd. Store A blev senere frikendt i både byretten og landsretten.

”Kriminelle kan jo være nogle af de mest retfærdighedssøgende, der findes, og der blev lagt mærke til min dækning af sagen i miljøet. Så ad den vej blev der opbygget en slags respekt. Og det udviklede sig så over årene til, at jeg altid bare har kunnet kigge ud forbi og slå mig ned og få en snak,” fortæller han.

Respekt og loyalitet

Respekt og loyalitet er nøgleord, forklarer Frank Hvilsom. Og tid. Man skal komme meget i miljøet, og man skal vise, at man er til at stole på:

”Folk herude ved jo, at de godt kan tale med mig, uden at det kommer i avisen. Jeg opfører mig heller ikke som journalist herude. Jeg går ikke hen og siger: Hvad er din holdning til det og det?

Eller: Hvordan forsvarer du sådan og sådan? Jeg sludrer bare med dem. På den måde kan du vinde deres tillid. Men det er klart, at det tager tid. Du kan ikke gøre det her, hvis du samtidig skal sidde på nyhedsbeatet inde på avisen,” siger Frank Hvilsom.

Han taler af erfaring. Da bandekrigen blussede op igen i sommer, og banden Loyal to Familia forsøgte at få fodfæste i Gellerupparken i Aarhus, kom han fra starten godt med på sagen. Han tog til Gellerup, hang ud i nogle dage, fik kilder i miljøet i tale og skrev en stor artikel.

”Men derefter tog bandekonflikten jo voldsomt fart her i København. Og så opstod problemet. For min redaktør ville gerne have mig i nyhedsdækningen af konflikten, og der skete jo stort set noget nyt hver nat, som jeg måtte samle op på om morgenen. Det betød, at jeg fik mindre tid – eller stort set ingen tid – til at komme ud i miljøet,” siger Frank Hvilsom.

Tidspres truer kildeplejen

Han fortæller, at mens der for bare seks år siden var fire faste journalister til at dække kriminalstoffet på Politiken, er der i dag to. Det går ud over den løbende kildepleje.

Generelt mener han, at mediernes dækningen af bandekonflikten har lidt under, at journalisterne har for lidt tid til at hænge ud i miljøerne og orientere sig om fronterne og konflikterne.

”Jeg synes, medierne er elendige til det. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke prioriterer det højere. Jeg tror, vi kunne formidle en langt bedre dialog og forståelse i samfundet, hvis flere tog ud og lærte parterne i bandemiljøet at kende. Men det sker ikke, så længe medierne ikke vil tage tiden til det. Det er jo et område båret af rygter, løs snak og usandheder, så det er umuligt at navigere i, hvis du ikke kender parterne og kan gennemskue, om det, du får at vide, er rigtigt,” mener Frank Hvilsom.

Opbygger netværk løbende

Den løbende og uformelle kontakt med kilderne er også noget, Uwe Iwersen fra JydskeVestkystens Tønder-redaktion dyrker. Han er født og opvokset i byen og har været ansat på avisen i mere end 30 år.

”De historier, han får gennem sit netværk hver uge, kan ikke tælles på en hånd. Han kender alle, men er ikke bange for stadig at være kritisk,” som en af hans kolleger beskriver det, da jeg – som den Google-journalist jeg er – mailer lidt rundt i min jagt på lokaljournalistiske snushaner.

Det bekræfter Uwe Iwersen selv, da jeg får fat i ham på telefonen:

[quote:3]”Jeg har ingen i Tønder by, som jeg ikke hilser på. Men der er selvfølgelig nogen, der ikke hilser på mig,” som han udtrykker det.

 

Han forklarer, at hans netværk er opbygget løbende gennem årene. Dels gennem arbejdet, men også gennem fritidsaktiviteter og andre private relationer.

”Jeg har da også haft historier i avisen, der har ramt folk, som jeg kender og kommer privat sammen med. Nøgleordet i sådan en sammenhæng er journalistisk fairness. Og jeg har faktisk kun én gang i de 30 år været bragt i en situation, hvor mit tætte kildenetværk pludselig blev en snubletråd for mig,” siger han.

Den episode vender vi tilbage til. Men først et lille eksempel, der måske bedre end noget andet illustrerer Uwe Iwersens arbejdsmetoder:

I mange år har lokaljournalisten hver lørdag formiddag købt en pose rundstykker og er cyklet op på politigården i Tønder med dem. Her spiste han et rundstykke med de betjente, der var på weekendvagt, slog en sludder af om ugens begivenheder, og fik lov at bladre lidt i politirapporten.

”Så kendte man ligesom hinanden. Man har jo som udgangspunkt et mere åbent og tillidsfuldt samarbejde med dem, man kender og ved, hvordan ser ud, end dem, man kun snakker med i telefonen,” forklarer Uwe Iwersen.

Hans lille lørdagsritual fortsatte helt frem til 2011, hvor weekendbemandingen på politigården i Tønder blev sløjfet. I dag sidder vagthavende i weekenderne i Esbjerg – og det er for langt at cykle.

Men var det bare din fritid, du brugte på det dengang?

”Ja, ja. Avisen gik med til at betale for rundstykkerne, men det var så det,” siger Uwe Iwersen muntert.

Og hvorfor gad du bruge dine lørdage på det?

”Jamen det passede mig fint. Man kan vel kalde det kildepleje eller ren nysgerrighed. Eller networking, som det jo hedder på nudansk,” siger han.

Tip om Tøndersagen

Kun én gang har Uwe Iwersen oplevet at løbe ind i ”en mur af tavshed” blandt sine kilder på politigården. Det var i 2006 i forbindelse med den sag, der senere blev landskendt som Tøndersagen.

[quote:4]

To gange i løbet af en uge i august det år havde der været grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre i retten i Tønder. Det var ikke lykkedes Uwe Iwersen at snuse sig frem til, hvad sigtelserne handlede om, og han var ved at sprænges af nysgerrighed, da han om lørdagen troppede op på politigården med sine rundstykker.

”Det får du ikke at vide. Du får alt at vide, men dét her får du simpelthen ikke at vide,” lød meldingen ifølge Uwe Iwersen, da han lidt henkastet spurgte sin gode kilde på politigården, hvad der i grunden var foregået i retten den anden dag.

”Jeg prøvede igen ugen efter. Og der fik jeg det samme at vide,” husker han.

Men en dag kort efter ringede Uwe Iwersens telefon. I røret var en mand, som ringede ude fra en lille flække uden for Tønder. Han havde et tip:

”Der er noget med min nabo. Politiet har hentet ham, og vi har ikke set ham siden. Det er et eller andet med børneporno,” husker Uwe Iwersen, at tipperen sagde – han lægger lidt ekstra sønderjysk dialekt på sin stemme, da han imiterer manden.

Personligt pressemøde

Uwe Iwersen fik naboens navn og cyklede straks op til politikommissæren med sin nye viden. Her fik han at vide, at han skulle lægge blokken væk. 

”Og så fortalte han mig, at manden var en af de sigtede i en sag, som de var ved at optrevle. Og som endte med at blive Tøndersagen. Vi lavede så den aftale, at når de havde anholdt dem, de skulle anholde, så ville han indkalde til et pressemøde. Og den eneste, der ville blive inviteret, det var mig. Med den lille tillægsprotokol, at hvis andre medier i mellemtiden ringede til ham om sagen, så ville der være en ny situation,” fortæller Uwe Iwersen.

Endte du med at blive inviteret til pressemødet som den eneste?

”Ja. Den aftale holdt til punkt og prikke,” fortæller Uwe Iwersen, som dermed kunne breake nyheden om Tøndersagen.

Anekdoten rummer en vigtig pointe for Uwe Iwersen:

”Aftaler er noget, man overholder gensidigt. Det er helt elementært – ellers fungerer det her ikke,” siger han.

”Tillid er noget, du gør dig fortjent til”

Samme pointe fremhæver de andre snushaner, jeg taler med. Én af dem er journalist Gisle Thorsen fra Ekstra Bladets sportsredaktion.

”Tillid er noget, du gør dig fortjent til ved at behandle kilderne ordentligt. Man kan jo kun tage røven på folk én gang,” som han udtrykker det.

Men betyder det ikke også, at du får en masse at vide, som du aldrig kan skrive uden at bryde nogens tillid?

[quote:5]”Jo. Jeg plejer at sige, at de 10 bedste historier, du hører i dit liv, dem kan du aldrig skrive,” siger han.

Alligevel mener Gisle Thorsen at ’smalltalk-og-mingle’-metoden er værd at investere tid i. Da han sammen med en kollega i 2013 blev kåret til Årets Sportsjournalist for sine afsløringer af, at en række fodboldklubber skyldte millioner af kroner i feriepenge til spillerne, var det også via den slags uformelle snakke, at de først fik nys om sagen.

”Når man stødte ind i spillerne derude og spurgte ”hvad sker der ellers?”, begyndte flere at nævne, at der jo var den her sag med klubben,” husker Gisle Thorsen.

 

Men ligesom Frank Hvilsom på Politiken oplever han, at metoden har fået trangere kår, efterhånden som produktionspresset er steget.

”Hvis du skal levere x-antal enheder om dagen og monitorere de sociale medier, så er der jo ikke særlig meget tid til at komme ud og møde kilderne. Da jeg startede på Ekstra Bladet i 2003, var der flere, som virkelig dyrkede den her metode. Dengang var nettet jo heller ikke så stort endnu, så du var du tvunget til at komme ud og få jord under neglene,” siger Gisle Thorsen.

Kom i god tid

Han er hver uge ude og dække mindst én og nogle gange to fodboldkampe. Her møder han helt naturligt mange af sine kilder.

Og hvad gør du så helt lavpraktisk, når du er derude?

”For det første kommer jeg altid i god tid inden en kamp. Og så går jeg jo bare rundt og snakker lidt uformelt med dem, jeg støder ind i på gangene osv. Man møder jo både spillere, trænere, agenter og andre klubfolk derude, og det er aldrig spildt at få en sludder med dem. Det kan sagtens være, det ikke kaster noget af sig i dag eller i morgen – men så gør det måske om en måned eller om et år,” siger han.

Et par af dem, han på den måde snakker løbende med, ser han også privat. Men langt de fleste vil han betegne som bekendte eller en del af sin perifere omgangskreds.

”Man ved, hvem hinanden er, og man får en sludder, når man mødes derude. Men det er ikke tættere end det. Det kan jo blive problematisk, hvis man bliver for gode venner med sine kilder,” siger Gisle Thorsen.

Bliv ikke ven med kilderne

De andre snushaner lægger også vægt på, at det er vigtigt ikke at blive venner med kilderne. For erhvervsjournalist Morten Johnsen gælder det også på Facebook, hvor han altid pænt afviser anmodninger fra kilder med en forklaring om, at han ikke synes, det vil være passende.

”Jeg har også nogle gange oplevet at blive spurgt af en kilde, om jeg vil med hjem og drikke et glas vin i deres vinkælder. Men det skal jeg ikke. Hvis de godt kan lide vin, kan jeg sagtens snakke med om det, men det bliver en tand for meget at sidde der og drikke en flaske med dem,” siger Morten Johnsen.

Til gengæld smalltalker han gerne med kilderne om emner, der ikke har med deres arbejdsliv at gøre. Faktisk bruger han det tit helt bevidst som en ufarlig icebreaker, når han ringer op eller mødes med en kilde først gang.

”Hver gang jeg skal mødes med en ny kilde, bruger jeg ekstremt meget tid på at researche på personen først. Har vi fælles bekendte, kan vedkommende lide at stå på ski eller spille golf? Da jeg var på Berlingske, fandt jeg ud af, at den bedste analytiker hos Novo Nordisk også var en meget entusiastisk maratonløber. Normalt når man ringede til ham, sagde han, at han ikke havde tid. Men det hjalp, hvis man spurgte til hans løb – så begyndte han at snakke, og så kunne man få ham åbnet på den måde,” fortæller Morten Johnsen.

[quote:6]Tror du ikke, du kunne få endnu mere ud af kilderne, hvis du også sagde ja til et glas vin i deres vinkælder?

”Jo. Men hvis du bliver rigtigt venner med dine kilder, er der også pludselig nogle ting, du ikke kan skrive. Jeg har set mange gode historier blive ødelagt gennem årene, fordi folk har været for tæt på deres kilder og været nødt til at droppe gode historier for ikke at gøre dem sure,” siger han.

Svært at skelne mellem kilder og venner

For lokaljournalisten Uwe Iwersen i Tønder kan det være sværere at skelne skarpt mellem kilder og venner. Hans genbo eller en gammel holdkammerat fra den lokale håndboldklub kan lige så vel være kilder til hans historier i avisen, som politikerne på rådhuset eller formanden for handelsstandsforeningen.

”Men selvfølgelig kan man godt sidde til sølvbryllup med mig og fortælle en hel masse, uden at det står i avisen dagen efter. Jeg laver tit den aftale med folk, at vi kan snakke om alt – også i fuldskab. Og hvis der så er noget, jeg synes er interessant for avisen, så ringer jeg dagen efter og spørger, om de vil fortælle mig det én gang til,” forklarer Uwe Iwersen.

Kun én gang har han – som nævnt tidligere – oplevet, at få spundet sig selv lidt for tæt ind i sit lokale kildenetværk. Det var i en periode, hvor han var redaktør på avisen. Her blev han inviteret til at være med i den lokale Rotary-klub.

”Det var fint, for det åbnede jo for et nyt netværk, tænkte jeg. Men der kom jeg hurtigt i en klemme,” fortæller Uwe Iwersen.

Via sine mange kontakter i byen havde han fået en foredragsholder til at komme til en Rotary-aften og fortælle om et stort turistprojekt i lokalområdet til 2 millioner kroner. Uwe Iwersen havde lovet foredragsholderen, at han kunne snakke frit, for alt i Rotary var altid uden for referat.

”Så han fortalte frit fra leveren og off the record. Men næste dag sendte en af dem, der sad og lyttede, så et læserbrev til JydskeVestkysten, hvor al den viden, der var givet off the record, kom frem. Jeg hverken ville eller kunne afvise læserbrevet, for det indeholdt ikke noget, der brød med de presseetiske regler. Men det brød jo med den aftale, jeg havde lavet med foredragsholderen,” fortæller Uwe Iwersen og lyder nærmest beklemt bare ved mindet.

Samme dag meldte han sig ud af den lokale Rotary-klub igen efter at have orienteret foredragsholderen om, at læserbrevet var på vej i avisen.

”Som journalist er man jo altid lidt på arbejde”

Ligesom flere af de andre snushaner, jeg har talt med, peger Uwe Iwersen også på, at han i dag har mindre tid i løbet af en arbejdsdag til bare at slå sine journalist-ører ud og gå en tur op på rådhuset eller ned i håndboldhallen og hænge ud.

”Min hverdag består af lidt for meget telefon efterhånden. Jeg vil jo hellere være ude blandt folk, men det er der ikke altid tid til, når man har forskellige deadlines online,” siger han og tilføjer:

”Men der er da stadig tid. Og det er ikke nødvendigvis arbejdstid. Som journalist er man jo altid lidt på arbejde, og jeg har altid mine ører med mig.”

Faktisk lader det til at være svært at være en ægte snushane, hvis man går højt op i kun at arbejde fra 09-17.

”Hvis man virkelig vil have noget ud af folk, kan det være en god idé at ringe, når de ikke sidder på deres arbejdsplads, og der er øjne og ører alle steder,” forklarer Morten Johnsen.

Selv begynder han typisk at ringe rundt til sine kilder i erhvervslivet fra klokken kvart i otte om morgenen, når mange af dem sidder i deres bil på vej på arbejde. Og tit har han også telefonsamtaler om aftenen.

”I går var der en kilde, der ringede til mig klokken kvart i elleve, og forleden snakkede jeg med en klokken halv ti. Hvis jeg ved, der sker noget stort i en bank, så går jeg hverken til pressemødet eller ringer til direktøren klokken 10. Så ringer jeg til ham klokken otte om aftenen, når han har lagt sine børn i seng og måske sidder og slapper af med et glas rødvin. Det giver typisk meget mere værdi,” fortæller Morten Johnsen.

Vigtigt at tage sig tid

Tilbage ved Blågårdsgade på Nørrebro er mit interview med Frank Hvilsom ved at være slut. Selv om han er midt i sin orlov fra Politiken, har han planer om bagefter at svinge forbi og få en snak med de to gutter i dynejakker, vi mødte uden for caféen tidligere.

”Bare for lige at holde mig opdateret om, hvad der sker. Holde forbindelsen ved lige – altså, kildepleje,” forklarer Frank Hvilsom.

Den sidste historie, han skrev, inden han gik på orlov, minder ham om, hvorfor det er vigtigt at tage sig tid til at hænge ud i miljøerne. Artiklen bar overskriften ”Da de skød og dræbte Servet, ramte de også en hel familie i hjertet” og handlede om den 16-årige dreng, der tidligere samme uge var blevet skudt i København.

Drabet skete, mens bandekonflikten stadig kørte for fuld udblæsning, husker Frank Hvilsom.

”Men lige der rev jeg faktisk noget tid ud og tog ud til boligblokkene, hvor det var sket. Jeg havde ikke noget bestemt formål med det – jeg stod bare derude og så på blomsterne. Pludselig stod der en kvinde på strømpefødder nede ved blomsterne. Jeg gik hen om spurgte, om hun ikke frøs kun i strømpefødder. Hun svarede jo, men at hun lige kom oppe fra familiens lejlighed. Og så var snakken i gang,” fortæller han.

Kvinden viste jeg at være en nær ven af familien til den dræbte dreng. Hun havde været gravid sammen med moren, og deres sønner var vokset op sammen. Hun fik lov at fortælle familiens historie til Frank Hvilsom, der efterfølgende afleverede sin tekst til kvinden og fik den godkendt hos familien.

Den historie er Frank Hvilsom stadig glad for, at han tog sig tid til at gå ud i virkeligheden og lave.