Af Thilde Høybye, på vegne af Danske Mediestuderende, KaJ, KaJO, DJRUC, KSR, DJKU og Andrea

Det er en presset tid at være journaliststuderende i.

Ikke nok med, at vi er i gang med at træde ind i en branche, der er præget af krisestemning, hvor færdiguddannede hver uge må slås for at indkassere en retfærdig løn for deres arbejde. Vi studerende har også måttet sande, at vi også skal slås mod landets største uddannelsessted for journalister.

I tirsdags kunne man i Journalisten læse, at bestyrelsen på DMJX har opfordret de praktiksøgende, der to gange er vendt hjem fra Store Match Dag uden en praktikplads, til at søge pladser uden om den overenskomst, der er indgået mellem Dansk Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Imens der stadig forhandles om en ny overenskomst for journalistpraktikanter, hvor arbejdsgiverne påstår, at en ny aftale med lavere løn kan skabe flere praktikpladser.

Praktikanter skal ikke undergrave

Selv om det er klædeligt, at DMJX ønsker at hjælpe de studerende, der endnu en gang har måttet tage hjem fra Store Match Dag uden en praktikplads, kan vi i Danske Mediestuderende ikke bakke op om kvalitetsforringelser af vores uddannelser. Og vi kan slet ikke bakke op om, at landets største uddannelsessted for journalister skider højt og helligt på den overenskomst, der bl.a. skal sikre, at journalistpraktikanter ikke undergraver den branche, de om kort tid selv skal være en del af.

Her burde færdiguddannede, fastansatte, freelancere og journalistpraktikanter kunne finde fælles fodslag.

Der er mange mediearbejdsgivere, som tager deres uddannelsesansvar seriøst: De uddanner praktikantvejledere, allokerer ressourcer til feedback og sparring til deres praktikanter og prioriterer at tage del i at forme Danmarks fremtidige journaliststand. De ser værdien i at lønne deres praktikanter og værdsætter netop at få mere dedikerede praktikanter, som kan fokusere på praktikken uden at gældsætte sig eller arbejde ved siden af.

Et ræs mod bunden

DMJX åbner for et ræs mod bunden ved at bukke under for arbejdsgivere, der ikke vil tage ansvar for at uddanne sin fremtidige arbejdskraft på ordentlige vilkår.

Vi bør være stolte over, at medierne lige nu er forpligtet til at betale for det dygtige arbejde, journalistpraktikanter leverer hver eneste dag.

Det er langtfra naturgivent, at man som eksempelvis universitetspraktikant har så meget som en bøjet 50-øre i udsigt i erkendtlighed, når man bliver lukket indenfor i praktikvarmen. Der er bestemt arbejdsgivere, der mener, at vores læring er løn nok. Men desværre er det de færreste leveomkostninger, der lader sig betale af læring.

Der skal kroner og ører på bordet, ligesom færdiguddannede journalister kræver at blive betalt for værdien af deres arbejde. Derfor er vi selvsagt målløse, når DMJX ikke lader til at stå på samme side som os studerende.

Et hav af ulønnede stillinger

I dag ser vi allerede et hav af universitetspraktikpladser, der lige så vel kunne være slået op som en lønnet praktikstilling for en journaliststuderende.

Eksempelvis kunne man sidste år læse, at musikmediet Gaffa søgte en ”journalistpraktikant til efterårssemesteret 2017”.

Som praktikant ville man primært komme til at skrive nyheder og artikler til Gaffas hjemmeside, og det blev forventet, at man skrev med en skarp, hurtig og præcis pen.

Som journaliststuderende havde man blot et problem, hvis man som spirende musikskribent syntes, at det lød som ens drømmepraktikplads:

”Praktiktiden er ulønnet og tiltænkt SU-modtagere. Praktikopholdet har studierelevans for studerende på uddannelser som cand.public., medievidenskab, musikvidenskab, æstetik og kultur, nordisk sprog og litteratur og lignende.”

Det er den slags praktikpladser, DMJX nu lukker ind i praktiksystemet. For slet ikke at tale om de utallige ulønnede praktikanter, der lige nu har et ID-kort, hvor der står DR i toppen.

Mange medier må oven på udmeldingen fra DMJX stille sig selv spørgsmålet: ”Hvorfor skal vi dog betale for praktikanter, når vi kan få dem gratis?”

60 mangler plads

Vi kan godt forstå, at DMJX er presset. 60 af deres studerende manglede i december, en måned efter Store Match Dag, stadig en praktikaftale.

Ud af den samlede gruppe var ni studerende, der allerede én gang før havde måttet forlade Store Match Dag med trist mine, mens deres medstuderende kunne poppe champagne ude foran DMJX’s hovedindgang.

Det ligger i sagens natur, at man som uddannelse er forpligtet til at hjælpe disse studerende.

Desværre svigter DMJX dette ansvar, og de studerende er overladt til sig selv. I december fortalte en af disse studerende, Kasper Bøjgaard, i Journalisten, at han ikke engang var blevet inviteret til det såkaldte Hvad-gør-vi-nu-møde for de studerende, der for anden gang stod tilbage uden en praktikplads.

RUC gør det bedre end DMJX

Måske skulle DMJX starte med at afsætte ressourcer til en grundig vejledning af de studerende, der står tilbage uden et match, inden de begynder at undergrave praktiksystemet.

Til sammenligning tilbyder praktikantvejlederen på RUC en lyn-coaching på Store Match Dag til de studerende, der ikke i første omgang er blevet ringet op af et medie, og et efterfølgende intensivt rådgivningsforløb i ugerne efter Store Match Dag i form af telefonsamtaler og gennemlæsning af ansøgninger.

Det har sikret, at mange RUC’ere kan se frem til at starte i praktik den 1. februar, til trods for at de ikke blev ringet op, efter at hornet lød til Store Match Dag.

Men på DMJX har man i stedet valgt at ”hjælpe” sine studerende ved at forringe vilkårene for deres praktik. Det er tilmed foregået i al hemmelighed bag en lukket dør.

Imens kan SDU, RUC, Dansk Journalistforbund, vi studerende og andre, der overholder de indgåede aftaler, se måbende til, mens DMJX lægger an til en yderst farlig præcedens, der er en glidebane mod løntrykkeri i hele branchen.

Skær hellere i optaget

Det hører også med til historien, at Danmark er det land i verden, der uddanner flest journalister per indbygger.

Det kan man på demokratiets vegne godt være stolt af, men sandheden er, at det langtfra er alle færdiguddannede, der overhovedet kommer til at arbejde med journalistik. Set i det lys kunne man sagtens reducere antallet af journaliststuderende i Danmark, så man kan garantere en studierelevant praktikplads på ordentlige vilkår til sine studerende samt en realistisk mulighed for et efterfølgende job, der er relateret til ens uddannelse.

DMJX har i forvejen skåret seks måneder af praktiktiden uden at kompensere med anden undervisning, og de har dermed gjort den samlede uddannelse kortere. Det må alt andet lige betragtes som en forringelse af journalistuddannelsen på DMJX.

Hvis man ikke kan tilbyde ordentlige uddannelsesvilkår til alle de studerende, man har lukket ind på sin uddannelse, bør man i stedet skære i optaget frem for at forringe uddannelsen for alle. Men fremfor at sætte tæring efter næring holder DMJX i stedet fast i at lukke alt for mange studerende ind på en uddannelse, der gang på gang bliver forringet.
 
Svar fra rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen:

Thilde Høybye svinger sig så højt op i retorikken, at man ærligt talt kan være i tvivl, om det sagtmodige, faktuelle bidrag tjener noget formål. Men et forsøg værd er det vel trods alt.

1. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har – i modsætning til de øvrige udbudssteder – lovmæssig pligt til at skaffe alle studerende praktikplads. Hverken SDU, RUC eller praktikudvalget er underlagt en sådan pligt.
2. Denne pligt omfatter ikke nogen pligt til, at praktikpladsen skal anvises gennem det etablerede praktiksystem med et fælles praktikudvalg (hvad vi bestemt helst ser). Når det ikke lykkes gennem det fælles system, står vi – og kun vi – tilbage med et problem med en uopfyldt pligt.
3. Den omfatter heller ikke nogen pligt til, at det sker til en bestemt løn aftalt mellem områdets parter (hvad vi bestemt finder bedst). Vi kan ikke over for det ministerium, der på skrift har mindet os om pligten, undskylde med, at der ikke var flere pladser tilbage til normal aflønning.
4. Vi har en helt ekstraordinær situation, hvor max fem studerende er ved at komme i klemme, fordi de i to runder har stået over og allerede har brugt mulighed for på dispensation at tage 7. semester inden praktikken.
5. Flere af de fem har undladt at søge de resterende opslåede pladser. De har dermed selv truffet valget. En har taget en plads uden for praktiksystemet, og vi tror ikke, der bliver flere. At dette udfald skulle starte en tsunami og udløse det store sammenbrud, er lidt svært at tage alvorligt.
Det var fakta.
Bemærkningen om, at vi ikke håndterer de studerende ordentligt, ser jeg ærligt talt som en hån mod vores praktikvejleder, der i årevis efter hver eneste matchdag, gennem en meget stor indsats, har skaffet plads til mange, ofte de fleste, af de studerende, der var gået fra matchdagen uden praktikplads.
Holdningen til, at optaget af journaliststuderende er for stort, er hverken ny eller ukendt. Det er rigtigt, at udbuddet over de seneste 10-15 år er øget markant og i flere runder. Men det er så ikke på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor vi har reduceret optaget, og i dag optager betydeligt færre end for 10-15 år siden. 

Jens Otto Kjær Hansen
Rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole