Pulitzer-prisen er forbillede for ny pressepris, der skal hylde kvalitetsjournalistik i Europa. Jyllands-Postens og Politikens fonde stifter prisen sammen med en række europæiske mediefonde.
Politikens og Jyllands-Postens fonde stifter med fem andre europæiske fonde en ny journalistpris, Den Europæiske Pressepris. Der bliver uddelt priser i fire kategorier, og vinderne får hver især 10.000 euro.
De fire priser består af en redaktør-pris, en kommentator-pris, en nyhedspris og en innovationspris, fremgår det af den pressemeddelelse, fondene har sendt ud.
Ud over Jyllands-Postens og Politikens fonde er prisen stiftet af The Guardian Foundation og The Thomson Reuters Foundation fra Storbritannien, to hollandske fonde og en tjekkisk.
»Alle vores fonde har stærke forbindelser til medieorganisationer. Vi mener derfor, at vi har et ansvar for kvaliteten og den offentlige debat i Europa,« siger Adriaan Stoop, bestyrelsesformand for European Press Prize Foundation i pressemeddelelsen.
Den amerikanske Pulitzer-pris skaber opmærksomhed omkring den ypperste journalistik, og Den Europæiske Pressepris skal ligeledes styrke kvalitetsjournalistikken i Europa, forklarer Jørgen Ejbøl, bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus til Jp.dk.
»Vi vil med disse priser gerne sprede lidt optimisme hos kvalitetsaviserne i Europa, for de spiller en helt afgørende rolle for samfundsudviklingen, nyhedsbilledet og kvaliteten af vores demokrati,« siger han.
Vinderne bliver annonceret i januar 2013, og prisen uddeles i Amsterdam i februar 2013.
2