
Lars Munch, bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus kan glæde sig over et af landets højeste honorarer. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
2.314.000 kroner. Så meget indkasserede Lars Munch i 2019 for sin rolle som formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus. Og det behøver han bestemt ikke skamme sig over, når han går til netværksmøder med andre bestyrelsesformænd. Faktisk er der kun ganske få, der kan matche ham.
Ser man på de 25 største børsnoterede virksomheder i Danmark, er der kun fire af disse, der i 2019 gav deres bestyrelsesformænd mere end det, Lars Munch fik: A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Danske Bank og ISS.
Men ud over disse kan selv kæmpekoncerner ikke følge med det danske mediehus. For eksempel fik Bert Nordberg, bestyrelsesformand for Vestas, små 2,2 millioner kroner i honorar. Til sammenligning havde Vestas i 2019 en omsætning på godt 75 milliarder kroner. JP/Politikens Hus’ var knap 3.
Honorar-niveauet i JP/Politikens Hus kommer bag på virksomhedsekspert Anders Drejer, der er professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.
”Jeg kommer til at tænke på Barack Obama, som engang sagde om Danmark: You are punching above your weight. Tilsvarende vil jeg sige om Lars Munch: Han får alt for mange penge i forhold til, hvad han burde få,” siger Anders Drejer.
Langt over vægtklassen
Han hentyder til, at JP/Politikens Hus er langt mindre end de virksomheder, der udbetaler formandshonorarer på tilsvarende niveau.
”Som økonom vil jeg mene, man skal se på virksomhedernes omsætning, hvis man skal sammenligne. Og så må jeg bare gentage, at Lars Munch er langt over sin egen vægtklasse i forhold til hans honorar.”
Kan der være særlige omstændigheder, der forklarer, at JP/Politikens Hus giver et relativt højt honorar til formanden?
”Tja … det er selvfølgelig Danmarks største mediehus, og der kan komme sager som tegningesagen. Det kan også være, Lars Munch lægger mange timer. Men en mand som Karsten Dybvad fra Danske Bank laver jo heller ikke andet. Og de har også dygtige chefredaktører, så nej. Jeg kan ikke lige få øje på en god undskyldning for, at de ligger så højt,” siger Anders Drejer.
Er der nogle principper for løndannelsen, når det gælder bestyrelsesarbejde?
”Der er ét princip: rå magt. Jeg glæder mig til den dag, en bestyrelsesformand melder ærligt ud og siger: Jeg tager det honorar, fordi jeg kan.”
Ejere: Det er en gammel aftale
Lars Munch har tidligere kommenteret sit honorar i en mail til Journalisten: ”Mit formandshonorar er fastsat af vores to ejere, Politiken-fonden og Jyllands-Postens Fond. Min eneste kommentar til honoraret er, at jeg håber, de synes, jeg er pengene værd.”
Og det synes de angiveligt. Jørgen Ejbøl, der er bestyrelsesformand for Jyllands-Postens Fond, som er den ene ejer, kalder det i hvert fald ”en god aftale for virksomheden og en god aftale for Lars Munch”.
”Det er jo en gammel aftale, vi i sin tid lavede med Lars Munch, og den har virksomheden haft stor glæde af. Det er, hvad jeg kan sige om den ting,” lyder det fra Jørgen Ejbøl.
Hvad siger du til, at nogle undrer sig over, at honoraret ligger på niveau med landets største virksomheder?
”Det, som er sagen her, er, at Munch har en kontrakt, som er indgået for mange år siden, som de to ejere står bag.”
Og den kan ikke genforhandles?
”Aftalen står fast,” siger Jørgen Ejbøl.
Blandt medarbejderne ser man dog med en vis undren på honorar-størrelsen.
”Set i et større perspektiv, så synes jeg, det er for højt. Specielt når du ser det i forhold til JP/Politikens Hus’ størrelse i dansk erhvervsliv. Det er tankevækkende, at det er på niveau med ISS eller Danske Bank, som trods alt har meget højere omsætning og mange tusinde flere ansatte,” siger Mads Glenn Wehlast, som er medarbejderrepræsentant fra Ekstra Bladet i Politiken Fonden samt Politiken Holding.
JP/Politikens Hus havde i 2019 et overskud på 265 millioner kroner. Blandt koncernens indtægter var 62 millioner kroner i mediestøtte.
Oplysninger om C25-virksomhedernes honorar til bestyrelsesformænd er delvist baseret på en liste, bragt af Børsen, på rapporten ’Spencer Stuart Board Index 2019 Nordic’ samt på årsregnskaber for de relevante virksomheder.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
For man kan jo modsat anføre - at honoraret til bestyrelsesformændene for de 4 andre nævnte virksomheder er alt, alt for lille?
Ja, generelt for virksomheder, der præsterer et solidt overskud m.v.!
At bestyrelsesformanden for Politiken aflønnes med lidt over 1% af overskuddet [altså det reelle overskud (eksklusiv medietilskuddet)] burde derfor ikke give anledning til spørgsmål som sådan.