Der er for meget ringe eller manipulerende journalistik i omløb, og det har den alvorlige konsekvens, at demokratiet forurenes med forkert viden, som fører til forkerte politiske beslutninger.
Så alvorlig lød kritikken fra formand Niels Damsgaard Hansen på generalforsamlingen for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister i Nyborg torsdag. Ifølge Niels Damsgaard Hansen ved de fleste journalister på de store omnibusmedier for lidt om stofområdet landbrug og fødevarer, og det skaber ukritisk mikrofonholderjournalistik – som ofte er helt ude af proportioner.
»Som fagperson med en uddannelse inden for landbrugserhvervet passer den viden, jeg har, meget dårligt med det, jeg bliver præsenteret for i de generelle medier. Den information, jeg får, er ofte helt ude af proportioner. Tag for eksempel diskussionen om økologi, hvor man i medierne kan læse, at økologi giver mindre kvælstofudledning, er godt for miljøet og biodiversiteten. Det passer bare ikke med konklusionerne i den seneste vidensyntese fra ICROFS under Aarhus Universitet,« uddyber Niels Damsgaard Hansen til Journalisten.
Det samme var problemet med #gyllegate og snakken om kvælstof, siger Niels Damsgaard Hansen, der selv er selvstændig som ejer af ndhtxtfoto.
»Der var meget få journalister på aviserne, radio eller tv, der stillede kvalificerede spørgsmål omkring vandmiljøet. Hele perspektivet manglede, fordi man diskuterede nogle få tusinde ton kvælstof – og der er 15-20 millioner ton kvælstof i dyrkningszonen.«
Men sagen handlede jo ikke mindst om politik – hvilken information en minister må præsentere for Folketinget?
»Det er ikke dækningen af Eva Kjer Hansens ministerførelse, jeg kritiserer. En minister må uanset partifarve ikke holde noget hemmeligt eller lyve,« siger Niels Damsgaard Hansen.
Men sagen manglede ifølge landbrugsjournalisten fakta om den – efter hans opfattelse – meget lille betydning, stigningen i kvælstof ville have for vandmiljøet.
»Jeg mener, at journalisterne skulle spørge om betydningen af de 3.000 tons kvælstof i baselinen. Det var mere interessant end at vælte en minister.«
Men det var dog fremme flere steder, at landbrugspakken kun udgjorde en meget lille del af den samlede kvælstofudledning?
»Det er ikke min oplevelse, at mediebrugerne har bemærket, at det kun var en lille del.«
Niels Damsgaard Hansen mener, at årsagen til den vildledende mediedækning er, at journalister ved for lidt. De færreste har landbrug som deres eneste stofområde, og produktionskravene er steget meget.
»Mange journalister kommer totalt blanke. De ved ikke, hvad de skal spørge om, og kilderne kan bilde dem hvad som helst ind. Hvis journalisterne så mikser det med deres egne holdninger og fordomme, går det helt galt. Så ender du med noget, der ikke adskiller sig fra det, folk lægger på Facebook. Som journalister skal vi undersøge, spørge og fremlægge kendsgerninger, så mediebrugerne selv kan tage stilling.«
Mener du, at journalisterne er for meget i lommen på miljøorganisationerne?
»Jeg siger ikke, at journalisterne kommer med den samme dagsorden. Nogle vil gerne have mere miljø, mens nogle måske synes, at landbruget bliver behandlet for hårdt. Men fælles for dem er, at de kommer med for stor uvidenhed, som gør dem ude af stand til at stille kvalificerede spørgsmål,« mener Niels Damsgaard Hansen.
Du lyder ikke så kritisk over for landbruget?
»Min kritik handler om os som journalister. Det har ikke noget med landsbrugs- og fødevareerhvervet at gøre, som både er økologisk, konventionelt og pløjefrit. Det handler om, at det journalistiske håndværk er mangelfuldt. Hvis håndværkere byggede huse på samme måde, ville husene være ubeboelige.«
Er det kun de store medier, der har problemer? Eller gælder det også journalistikken, som medlemmerne i Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister laver?
»Det handler også om os selv. Vi er heller ikke perfekte selv. I 2014 stillede tre medier i vores medlemskreds frivilligt op til eksamen ved et møde i Aarhus. Her var kritikken fra en underviser på Journalisthøjskolen for eksempel, at medierne udførte deres mission fornuftigt, men sagtens som helhed kunne blive endnu bedre til at inddrage flere kilder og være mere kritiske over for vores ”egne”, uanset hvilken type landbrug og fødevarer, der er i fokus,« siger Niels Damsgaard Hansen.
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
»... En minister må uanset partifarve ikke holde noget hemmeligt eller lyve,« siger Niels Damsgaard Hansen.
Og så burde den del af sagen sådan set være slut. Når man lyver, så skal man naturligvis ud som minister og ens forslag, der begrundes med løjnen, burde følgeligt straks skrottes.
Landbrugspakken giver en kraftig øget udledning og de begrænsende tiltag er mest frivillige eller meget fremtidige.
Der er kun ganske få - selvom landbruget puster sig næsten dobbelt op med fiskeriet og Novozymes mfl. - der er direkte afhængig af landbrugets primærproduktion.
Landbruget er desuden nu kun et ganske lille erhverv. Landbruget er nok det mest støttede og et af de mindst produktive erhverv i Kongeriget.
Så hvis det ikke kan fungere indenfor vælgerflertallets rent-miljø ønsker, så kan det da bare lukke - konkurs og farvel - jobcentrene er åbne.
Kvælstofmængden skal reduceres fra 55-58.000 tons til 42.000 tons - og det skal det, fordi det overvældende vælgerflertal vil det sådan. Så er det helt ude i skoven, at levetidsforlænge bedrifter, der ikke kan trives uden gødskning.
Lars :)
Steen Ole:
1:Som menneske er jeg sikker på at K H er ganske behagelig jeg kritiserer hans måde at lave journalistik på ikke hans menneskelige egenskaber
2:Jeg ved ikke hvorfor du kaster rundt om dig men fine ord og citater og behændigt drejer dit indlæg over på min person skønt du ikke kender mig og min baggrund
3:Hvis du en anden gang skal forsøge at få andre personer til at virke latterlige så sørg dog i det mindste for at stave deres navn korrekt
Oplevede en af L&F s journalister (hed vist SØGAARD) på Folkemødet i 2011....og krummede tæer! Emnet var økologi og manden blev rasende og tom for argumenter - løb ud på pladsen og slæbte tilfældige ind i tørvejr (det pisseregnede) ...helt igennem en pinlig forestilling.
Felix Bekkersgaard Stark har ret i, at det er op ad bakke, det at opdrage de journalister, hvis nuancerede tilgang der er så mangelfuldt. Den forsvinder i forbehold, eller kravet om at lave den gode historie, vilkåret for “os journalister” (Felix er skam selv journalist).
Det kan ikke ændres og verden kan ikke ændres, derfor skal (citat): “vi journalister have indsigt nok til at erkende, at nok er vi kloge, men der findes folk derude, der er mindst lige så kloge. Og at disse folk har en særlig interesse i at få os over på deres side, fordi de ved, at vi besidder evnen til at fortælle den gode historie – helt uden nuancer.”
“Verdens rigeste bønder” er ingen fortælling, men navnet på et projekt, et medie som Felix står bag.
Som beskrivelse af de danske bønder ville betegnelsen “verdens rigeste” være forkert.
Som forsøg på at dække over, hvor forgældet og uøkonomisk det danske landbrug er i europæisk sammenhæng, dvs. noget af det mest kapitalintensive, man finder ikke bare i Europa, men i hele verden, ville overskriften måske kunne fungere bedre, anvendt optimalt i en effektiv kommunikationsstrategi.
Jeg har ingen ambition at fremstå uengageret, dvs. neutral i forhold til noget af det, jeg udtaler mig om. Men et af de idealer, der fx galt for det høje folketings medlemmer i gamle dage, nemlig det, at man, for at kunne tale med vægt i stemmen, skulle være del af en selvhjulpen husstand, for ikke at kunne mistænkes for at lægge til falds for lunkne økonomiske interesser, det lever jeg op til.
Set i mit økonomisk uafhængige men engagerede perspektiv, forekommer dansk landbrug, venstrebønder og frafaldne, som noget af det mest ureflekterede og mentalt tungeste inden for fortællingen om, at hvad der er godt for bonden i kortsigtet økonomisk forstand, det er ikke bare godt for denne, men for kreditforeningen, partiet, miljøet, dyrenes velbefindende, biodiversiteten, BNP’et, dronningen og folket.
Det forhold, at budbringerne, landbrugsmedierne, primært henter deres dækningsbidrag fra grovvareselskaberne, de forgældede bønder og deres kreditorer, og at der kunne være et modsætningsforhold mellem disse gruppers interesser og resten af samfundets, det skal man ikke forvente at finde så meget som antydningen af i de kredse.
L&F, Effektivt landbrug osv. Axelborg, som det hed i gamle dage, hvor landbrugsrådet med folk som H.O.A.Kjeldsen i spidsen kunne tale, så enhver kunne forstå, hvor enøjet man gik efter egen vinding og intet andet, kender til moderne kommunikationsstrategi, dvs. man er hamrende bevidst om, at forudsætningen, for at kunne bilde nogen noget som helst ind, er, at man insisterer på at stå på sandhedens side.
Den famøse landbrugspakke afslører så uheldigvis - til stor skade for erhvervets image, begrædt og indrømmet i al offentlighed af formanden, Karen Hækkerup - at venstre med bagland er parat til at underminere en forskningsinstitutions autonomi, for at tækkes de ekstremt snævre interesser, som stillede sig bag den gode Lars Løkke under det dramatiske møde i Odense, netop betinget af at modtage gaven som gengæld for ydelsen.
Dansk Landbrug har mistet den sidste rest af uskyld, og man ved det. Derfor farer man frem med budskabet om verdens ondskab og den sære insisteren på at ville sandheden.
Når fagets professionelle italesættere taler om, hvor ond verden er og hvor lidt man kan stole på den, ja så ser jeg mod himlen. Ikke fordi jeg tror, men fordi at det var det sidste sted, som troen på det absolut gode og sande rettede sig mod.
Kim Rahbæk bryder sig ikke om Kjeld Hansen, og identificere Kjeld med “jer”, modsat os.
Dejligt, så er vi tilbage i det meget klare orienteringsmønster, som romanfiguren Hr. Straubert inkarnerer i Leif Panduros “Rend mig i traditionerne”, fra 1958. Men hvor den fiktive person optræder nænsomt og kærligt skildret, der manifesterer Kim Rahbæk sig ufrivilligt komisk, som om hans primitive opdeling i “jer” (de satans røvhuller og Kjeld Hansen) og os truede bønder og forkæmpere for samme er nok at fremdrage som argument i sagens tjeneste.
Dette fundamentalt antagonistiske verdensbillede holder kun i de meget snævre kredse, som Kim Rahbæk indskriver sig i.
Jeg ser det, skriver det og finder ikke, at der er mere at komme efter her, fordi det måske siger ufrivilligt meget om det segment, som landbrugsmedierne henvender sig til.
Flere