Jeg har set Afghanistan gennem en sprække. Jeg så Helmands stenede ørken, lerede huse langs vejen i byen Gereshk og den kæmpemæssige, absurde skraldeby uden for basen Camp Bastion gennem pansrede ruder på størrelse med et skærebræt, da jeg var embedded med Forsvaret en uge for godt to år siden.
Den uge døde to briter, og fire blev såret, herunder to danskere. Men den del af krigen fik journalisterne aldrig at se. Den sidste dag var flaget på halv i danskernes lejr i Bastion. Vi vidste ikke hvorfor.
Hele ugen klagede journalister fra Information, Politiken og Jyllands-Posten over, at vi var langt fra krigen, afghanerne og danskernes indsats, selv om vi var midt i den.
Journalisternes job er at fortælle, hvordan krigen går, og om omkostningerne står mål med indsatsen. Forsvaret, derimod, har alle muligheder for at begrænse adgangen til krigsskuepladsen og information, der kan bringe krigen ind i stuen i al dens rædsel.
Aagaard: Danskerne ved ikke, hvad der sker
Desert Storm, SFOR, ISAF, Iraqi Freedom, Odyssey Down og mange flere. Listen er lang over missioner, som danske soldater har deltaget i siden 1990, hvor en ny, aktivistisk udenrigspolitik har sendt Forsvaret på arbejde i alverdens konfliktzoner. I august besluttede Folketinget at sende et transportfly til det nordlige Irak som det seneste bidrag til en international konflikt.
Men ved danskerne, hvad der egentlig sker, når soldaterne går i krig tusinder af kilometer borte? Svaret er nej ifølge Informations krigskorrespondent Charlotte Aagaard, der i september udkom med bogen ’Frontlinjer’, som for første gang sætter fokus på forholdet mellem medier og militær i forbindelse med Danmarks krigsindsats i Irak, Afghanistan og Libyen. Bogen er skrevet af lektor ved Center for War Studies Jens Ringsmose, generalmajor H.-C. Mathiesen og journalist Charlotte Aagaard, der beskriver relationen mellem medier og militær fra hver deres synsvinkel.
Kritikken fra journalisten er hård. Blandt Charlotte Aagaards pointer er, at Forsvaret med vilje holder reporterne på afstand af krigen og udøver så heftig en kontrol, at danskerne efter 13 år i krig kun har et karikeret billede af den død og lemlæstelse, der er kampens virkelige ansigt.
”Medierne har stort set ingen adgang til at dække krigen. De fleste embeddede ture begrænser sig til ophold i diverse militærlejre, hvilket skyldes Forsvarets klare ønske om at undgå ”et nyt Vietnam”,” skriver hun i bogen.
Kritikken bliver bakket op af dokumentarfilminstruktør Janus Metz, som skabte krigs-blockbusteren ’Armadillo’ om et dansk hold soldater på en base ved frontlinjen mod Taleban i Helmand:
»Det polerede billede giver os ikke krigens gru, hverken i forhold til vores egne soldater eller befolkningen i de områder, hvor krigen bliver ført. Når vi gør virkeligheden pænere, end den er, bliver det tilsvarende nemmere at træffe blodige beslutninger om at gå i krig en anden gang,« siger han.
Foto: Pressefotos Forsvaret / Per Jørgensen
Sminket virkelighed
Jeg kender Charlotte Aagaards kritik. Hun var med på turen til Helmand for to år tilbage, siden blev hun min ven.
Men i Helmand var hun journalisten, der konfronterede en politichef så insisterende, at vores lokale vært på politistationen blev åbenlyst irriteret og tvær over sin gæst. Hun var kilden, der gerne lod sig citere for, at operationschefen for Hold 13 løj, da han briefede journalisterne om, at Taleban ikke stod stærkere i området end »en motorcykelbande fra Tølløse«. Hun legemliggjorde den kritiske, pågående journalist, og på samme måde er stilen uden kompromis i hendes vurdering af
Forsvarets forsøg på at sminke virkeligheden, når journalister tager med i krig.
»Som journalist får man forklaret, at det er på grund af sikkerhed, både soldaternes og vores egen, at vi meget sjældent kommer med uden for lejren, og det er uden tvivl en del af grunden. Men jeg mener altså, at der også er en mere strategisk grund. Forsvaret har hele tiden været bange for, at den offentlige mening skulle spænde ben for projektet. Derfor har det været en politik fra Forsvarets side at undgå, at krigen blev for »grafisk«, som de siger, det vil sige for blodig og brutal,« siger hun.
Således mener Charlotte Aagaard, at der både i Irak og Afghanistan er gået meget lang tid, fra kamphandlingerne startede, til danskerne fik de første billleder af døde og sårede formidlet gennem danske medier.
Tv-serien ’Felthospitalet’ og dokumentarfilmen ’Armadillo’ viste begge billeder af sårede soldater og lokale ofre. Men stærke billeder kræver svære kampe, før de slipper ud til danskerne, argumenterer Charlotte Aagaard. Forsvaret forsøgte for eksempel at få udleveret særligt voldsomme optagelser til ’Armadillo’. Den information, militæret selv lader slippe ud om krigen, er amputeret og glat. Et tilfælde henter Charlotte Aagaard fra august i år, hvor danske soldater deltog i at nedkæmpe en oprører, der åbnede ild i en militærlejr i Kabul. Forsvaret refererede episoden på Hærens pressesite samme dag. Men nyheden indeholdt ingen informationer om, at en amerikansk general blev dræbt og mindst 15 mennesker ramt af skud.
»Mit ønske er at kaste lys over, hvad der foregår. Danskerne ved jo ikke, hvad der er klippet ud af en tv-reportage. De finder heller aldrig ud af det, når Forsvaret undlader at fortælle, at mennesker blev myrdet og såret i et angreb. De danske styrker har været i mange kampe, de har slået mange formodede oprørere ihjel, og de har været med til at beslutte, hvem der skulle likvideres. Men de færreste har et billede af, at vi har deltaget i en mission to kill,« siger Charlotte Aagaard.
Metz: »Der var en institutionaliseret censurmekanisme«
I 2009 besøgte dokumentarfilminstruktør Janus Metz Hold 7 i Afghanistan. Optagelserne blev til dokumentarfilmen ’Armadillo’, der ifølge sit officielle resume ”afdækker de menneskelige konsekvenser, når man som ungt menneske sendes i krig”.
Men kampen med Forsvaret var hård, før den vinkel nåede sit publikum, fortæller han:
»Jeg oplevede, at der var en kultur i Forsvaret om, at de vidste bedst, hvad danskerne skulle se af billeder. Jeg følte, at der var en institutionaliseret censurmekanisme.«
Engang overfusede styrkechefen, oberst Frank Lissner, både instruktør og kameramand efter en skudveksling, hvor de filmede en afghaner, der blev ramt i kæben.
»Han skældte os hæder og ære fra foran alle soldaterne, og det skabte dårlig præcedens. De så jo deres chef lave aktiv censur på stedet,« siger Janus Metz.
’Armadillos’ mest drabelige scene viser danske soldater, der nedkæmper et angreb i Helmands floddal. Bagefter »renser de op« i en nærliggende grøft, hvilket vil sige, at soldaterne sikrer sig, at der ikke er flere fjender, der kan udgøre en trussel.
Den scene fik hård modstand fra Forsvaret ifølge Janus Metz. Han beskriver, hvordan Hold 7’s næstkommanderende, oberstløjtnant Jens Rossen-Jørgensen, først bad om at få materialet. Da filmfolkene nægtede, oplevede de, at de blev truet med fængsel. Til sidst fik de påbud om helt at standse optagelserne. Først efter seks dage genoptog de arbejdet, da Forsvarets ledelse i Danmark blev involveret i sagen.
Journalisten beskriver styrkechef Frank Lissner og næstkommanderende Jens Rossen-Jørgensens oplevelse af disse episoder i en selvstændig historie her.
Foto: Pressefotos Forsvaret / Per Jørgensen
Et neksus af vold og følelser
Krig er et neksus af vold og følelser, forklarer Janus Metz. Forsvaret inviterede filmholdet ind i en brutal virkelighed, og uden den åbenhed var filmen ’Armadillo’ aldrig blevet til. I den forbindelse har instruktøren sympati for de hensyn, Forsvarets ansatte forsøger at tage med deres censur:
»Krig er ekstremt. Folk skyder deres fjender, der ligger afrevne lemmer og hjernemasse i grøftekanten. Når man står i den situation, går helt almindelige menneskelige mekanismer i gang. Jeg forstår godt den officer, som har ansvaret for disse fyre og deres pårørende, når han ikke synes, det er sjovt, at vi skal filme det,« siger han.
På den anden side har ’Armadillos’ instruktør en idealistisk holdning til, at medierne må have adgang til at skildre krigen, også når den er brutal. Men den fortælling har svære kår, når Forsvaret står skildvagt på alle kontroversielle optagelser.
»Jeg følte, at vi var mistænkeliggjort fra start til slut af højeste niveau i Forsvaret. Jeg synes, de har et institutionelt problem, der handler om, at medierne helst ikke skal have for meget indsigt, for så kan de ikke styre billedet. Både soldater og ledelse har en selvforståelse, der handler om, at de kæmper for det gode. Da jeg viste skyggesiderne af den fortælling, røg jeg ind i en masse ideer om, at det ikke var godt,« siger Janus Metz.
Læs her, hvordan den øverstkommanderende for den mission, Janus Metz og hans filmhold var med på, svarer på instruktørens anklager om forsøg på censur.
Foto: Pressefotos Forsvaret / Per Jørgensen
Svendsen: »Man må kende spillets regler«
Politikens Jacob Svendsen har været embedded med Forsvaret på 13 ture til Helmand. Hver tur kalder på angsten i den erfarne korrespondent, jeg har hørt ham fortælle det selv. På turen i 2012 funderede han allerede i Roskilde Lufthavn over, hvor mange gange han kunne tage af sted, før det gik galt. Han aflyste en tur til Kabul i april i år, da ekspat-hotellet Serena blev angrebet to uger før præsidentvalget, som han ellers skulle ned og dække.
Jacob Svendsen synes at have en afstemt fornemmelse for sin egen dødelighed. På samme måde gør han sig ingen illusioner om foræringer fra Forsvaret, når han rejser med dem i krig.
»Forsvaret giver dig kun en del af sandheden, når du er dernede, og ja, der er benspænd. Men sådan er spillet jo, hvad regner journalisterne med? Man må være stædig og sætte sig ind i forholdene og komme igen og igen og igen. Så har embeddede ture stor værdi, også selv om man sjældent kommer med ud i den skarpe ende,« siger han.
I flere år har Jacob Svendsen forsøgt at trække et tal for de samlede tab af liv på afghanernes side ud af Forsvaret, uden held. Fra en fremskudt base så han engang røgsøjlen fra en eksplosion, der kostede en britisk soldat den ene ben. Kort efter kom kammeraterne ind i lejren, men journalisterne blev bedt om gemme kameraet væk og lade dem være i fred.
Også Jacob Svendsen har mærket, hvordan Forsvaret trækker dramaet ud af krigen, før det kommer i omløb hjemme.
Alligevel har han løftet kritiske historier om Forsvarets strategi og indsats i Afghanistan. Blandt de mest kendte er serien om Hold 9 i Armadillo-basen, der fik flere døde og sårede end noget andet hold soldater i nyere, dansk krigshistorie. I sine artikler beskriver Jacob Svendsen og hans kollega Lars Halskov blandt andet soldaternes angst, når de skal forlade basen for at gå patruljer i et gennemmineret terræn. Artiklernes påstand er, at en del af volden kunne være undgået, hvis basen var blevet lukket i rette tid.
Den slags journalistik er kun mulig at lave, hvis man dyrker sine kilder grundigt og gennem flere år. Derfor giver Politikens reporter heller ikke mange point for andre journalisters klager over Forsvarets kommunikation:
»Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med Forsvarets mediekontrol, men man må kende spillets regler, og de er ikke anderledes end i Skatteministeriet, Novo Nordisk eller DSB. Det kræver hårdt journalistisk arbejde at lave kritisk journalistik om Danmarks krige, det andet er naivt. Jeg har mødt masser af mure, men jeg er kravlet over en del af dem, fordi jeg kender vejene,« siger Jacob Svendsen.
'Frontlinjer' udkom 15. september på Djøf Forlag
[[nid:32274]]
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Læs den australsk fødte professor i journalistik Phillip Knigthleys bog "First Casualty" om krigskorrespondenter og medier, der hjælper med
til at skabe de myter og lodrette løgne, militær og regeringer behøver for at få folkelig opbakning til krig. Bogen er på over 500 sider og beskriver udviklingen i mediedækningen fra Krim-krigen 1853-56 og frem til invasionen af Irak. Den afdækker løgn på løgn og en propaganda, det er svært at forestille sig gennemført af demokratiske og civiliserede lande.
Og den afdækker mediernes medløben uden at stille kritiske spørgsmål, ganske som det ses i dækningen af de otte F16 kampfly, der lige er sendt til Irak. Det er åbenbart samme mønster, der gentager sig. Derfor bør "First casualty" være lærebog i alle tre journalistuddannelser. Desværre er den ikke oversat til dansk, men kan lånes på Det kongelige Bibliotek. Til gengæld er den oversat til svensk med titlen "Krigets förste offer är sanningen", udgivet 2004 af Forlaget Ordfront. Titlen bygger på et citat af den amerikanske senator (og senere statsmand) Hiram Johnson fra 1917:
"Når krigen kommer, er sandheden det første offer". Det er altså ikke et gammelt mundheld.