Kilder får ret til at blive glemt

Medierne skal give kilder muligheden for at blive slettet på nettet. Det fremgår af et lækket udkast til nye presseetiske regler. »Det må heller ikke være sådan, at en eller anden uskyldig situation forfølger en hele livet«, siger Mogens Blicher Bjerregård.

Hvis du har optrådt i medierne på nettet, så kan Google blive en straffeattest på livstid, men det skal være slut nu.

Det fremgår af et lækket udkast til de nye presseetiske regler. Det skriver politiken.dk.

»Medieudvikling gør, at der er behov for justeringer«, siger formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård til politiken.dk.

Som reglerne er nu, er det op til det enkelte medie at bestemme om de vil redigere i deres online-artikler, hvis en kilde henvender sig for med et ønske om at blive fjernet fra artiklen. Men det bliver formodentlig ændret i den nye udgave af de presseetiske retningslinjer. Hvis ønsket er rimeligt, opfordres medierne fremover til at forhindre, at kilden bliver kædet sammen med de følsomme informationer, som vedkommende er beklemt ved.

Det kan gøres på forskellige måder.

Dels kan artiklen eller indslaget slettes helt, dels kan personen anonymiseres, eller også kan den pågældende artikel eller indslag afindekseres, sådan at den ikke kan findes frem ved en Google-søgning eller lignende.

»Det er en af de udfordringer, medierne har i dag. Ingen har interesse i at ændre på historier for eftertiden. Men det må heller ikke være sådan, at en eller anden uskyldig situation forfølger en hele livet«, siger Mogens Blicher Bjerregård til politiken.dk.

I historier med personangreb dikterer de nye retningslinjer, at medierne bør forsøge at høre den angrebne part inden den første historie offentliggøres.

Derudover er der tilføjet et afsnit, der indskærper, at medierne skal tage særligt hensyn, når de laver historier med børn og unge. Dels skal forældrene give tilladelse før et interview med et barn bliver offentliggjort, og dels skal mediet selv vurdere, om forældrene reelt kan overskue konsekvensen af, at barnet optræder i medierne.

»Børn optræder i medier på en helt anden måde end tidligere, og de bidrager til indholdsproduktion blandt andet via sociale medier. Det er vigtigt at holde sig for øje, at man skal være ekstra varsom, når det handler om børn eller om svage personer i det hele taget«, siger Mogens Blicher Bjerregård

0 Kommentarer